Splittethed gør melodrama interessant og nærværende

Saoirse Ronan er centrum i filmen, hvor hun spiller en irsk immigrant, der lander i Brooklyn i ...

Saoirse Ronan er centrum i filmen, hvor hun spiller en irsk immigrant, der lander i Brooklyn i 1950'erne. Hun møder tilsyneladende sit livs kærlighed, men indhentes af fortiden. Forfatteren Nick Hornby har skrevet manuskript på baggrund af Colm Tóibíns roman af samme navn. - Foto: Camera Film

film
Four stars

”Brooklyn”, der er nomineret til flere Oscar-priser i år, er et stort opsat melodrama om en ung irsk piges udrejse til USA i begyndelsen af 1950'erne

I et forarmet Europa efter Anden Verdenskrig stod Amerika som det helt store eventyr. Her kunne man få luft under vingerne, og livsdrømme kunne blive til virkelighed. Her kunne almindelige mennesker komme ud af fattigdommen og leve et ordentligt liv.

Den unge pige Eilis (stærkt spillet af Saoirse Ronan, der er nomineret til en Oscar som bedste skuespillerinde) har disse drømme og vil til New York for at realisere dem. ”Brooklyn” handler om dette, men også om hvor svært det er med en længsel efter det, der må forlades.

Eilis lever i den lille by Enniscorthy i County Wexford på østsiden af Irland. Byen har bare en halv snes tusind indbyggere, og hun lever dér med sin mor og storesøster. Faderen er død for nogle år siden. Hvilken fremtid er der for hende? Derfor sparer hun op til en billet med skibet til Amerika.

Da hun sejler fra Irland, står hun på dækket og familien på kajen, og alle ser fortabte ud. Måske ses vi aldrig mere, tænker de. Det er svært helt at forstå disse følelser i en tid, hvor verden er blevet mindre, og USA ikke er så langt væk, men det må være den følelse, tusindvis af migranter føler i disse år, når de stævner ud fra Nordafrika eller Mellemøsten til Europa.

Når man tager afsked, er det måske for aldrig mere at se den tilbageblevne familie. Billederne på kajen af mennesker i 1950'er-grå overfrakker gør indtryk.

Eilis tænker: Hvad lægger jeg bag mig? Familie, venner og kultur, og hvad mon venter mig? Det er filmens omdrejningspunkt. Udlængsel og hjemve de vandrer til hobe, kunne man sige med en let omskrivning af Kingos salme.

Allerede på skibet begynder virkeligheden. Søsyge og kamp om toilettet. Uerfaren i denne verdens hårde kamp møder Eilis heldigvis en lidt ældre kvinde, der er hjemme i Irland på besøg, og som ikke kan vente på at komme tilbage til USA. Hun giver hende det gode råd: ”Du skal vide, hvad du vil!”. Det råd til Eilis er også et råd til alle tiders migranter.

Der er to historier i John Crowleys film. En udvandrerhistorie og et kærlighedsdrama. Vi ser Eilis komme gennem Ellis Islands immigrationskontrol og ankomme til Brooklyn, hvor livets muligheder skal realiseres, men hjemveen slider i hende. Den lokale irsk-amerikanske præst siger trøstende: ”Hjemve er som al anden almindelig sygdom. Den går over for én og hjemsøger en anden stakkel.”

I den amerikanske storby møder Eilis den uhyre sympatiske Tony (Emory Cohen), der er af italiensk afstamning. Han er en gedigen blikkenslager, der også har sine drømme, som han gerne vil realisere med Eilis, men livet er ikke ligetil i den nye verden. Der er kultursammenstød også indvandrerne imellem, men det store sammenstød for Eilis sker, da der kommer dårlige nyheder fra det gamle land.

Der er denne ustandselige splittethed, der gør filmen interessant og nærværende. Saoirse Ronans præstation gør den også til en fornøjelse.