Ulf Pilgaard: Min far døde julenat

De første år efter faderens død midt under juleaften var julen farvet af sorgen, men siden har Ulf Pilgaard bygget en glad jul op i faderens ånd.

Det kom jeg til at bebrejde mig selv i flere år efter. For lidt over midnat ringede de fra hospitalet og fortalte, at min far var død. Han blev kun 61 år
Ulf Pilgaard

Ulf Pilgaards præstefar døde juleaften, mens Ulf Pilgaard sad med sin egen lille søn i armene og tænkte på, at faderen levede videre i barnet

Jeg har altid forbundet julen med min far, der var præst i Holme Kirke ved Aarhus. Juletiden var en barsk tid for ham, især hvis helligdagene faldt uheldigt, så han både skulle prædike søndag, juleaften og første og anden juledag lige efter hinanden. For han gjorde sig altid umage med sine prædikener. Han var altid usikker på, om han nu gjorde det godt nok.

Det var hans mørke side. For hans prædikener var altid fulde af lys og eminent gode. Og med tiden blev han nærmest også en kultpræst for teologistuderende, der kom for at høre ham. Han forstod at forene sin glade kristendom med et hverdagsagtigt sprog med små sjove anekdoter.

Jeg husker for eksempel, hvordan han fortalte om en dreng, han havde set ro i en lille robåd midt om sommeren, mens drengen skrålede: ”Glade jul, dejlige jul”. For drengen havde ikke kunnet komme i tanke om en mere glad sang. Og sådan var julen og kristendommen også for min far en kilde til livsglæde. Han var grundtvigianer, og hans prædikener handlede altid om Guds kærlighed.

Som ung teologistuderende i 1930'erne havde han en kort overgang flirtet lidt med den mere sværmeriske Oxfordbevægelse, men med årene blev hans teologi mere liberal og funderet i det logiske. Og han var også usentimental, når det kom til ham selv.

Han led af en forsnævring ved aortaklappen, men omtalte karakteristisk nok altid sit hjerte som dikkeværket. Men i 1972 var hans tilstand så slem, at han nok skulle have taget hjertet mere alvorligt. For alle kunne se, hvor skidt han havde det.

Gennem mine københavnske kammeraters fædre kendte jeg selv flere af de førende hjertekirurger, og de sagde alle sammen, at min far burde opereres straks, da jeg beskrev hans symptomer. Men dengang var de århusianske læger famlende over for at operere. I stedet blev min far sendt på medicin og tre måneder orlov.

Samme år var jeg selv blevet far for første gang, og min far gennemførte med store smerter dåben af vores første søn i Grundtvigs Kirke under sin orlov, og han begyndte at undervise konfirmander igen i december. Det gjorde med rette min mor rædselsslagen.

Min far kunne næsten ikke engang trække vejret ordentligt. Jeg ved udmærket, hvordan han må have haft det. For jeg har selv haft problemer med hjertet for nogle år siden, hvor jeg blev opereret og fik det godt igen.

Men min far blev opereret alt for sent og i alt for svækket tilstand, og først da både lever og nyre var ved at sætte ud. Det var den 19.-20. december. Lægerne fortalte os, at operationen var gået godt. Men det blev alligevel en mærkelig juleaften. Min far lå i respirator, og det var i sig selv underligt at tage i kirke og høre en anden prædike. Og det var, som om julens hovedperson manglede, da vi sad om aftenen i et akavet forsøg på at hygge os alligevel.

Vi havde besøgt ham om formiddagen, men jeg traf den dumme beslutning som den ældste søn at gennemtrumfe, at vi ikke tog på sygehuset om aftenen, når han nu alligevel ikke var ved bevidsthed endnu. Det kom jeg til at bebrejde mig selv i flere år efter. For lidt over midnat ringede de fra hospitalet og fortalte, at min far var død. Han blev kun 61 år.

Og de første gange, vi holdt jul de følgende år, var selvfølgelig farvet af sorgen. Men på den anden side syntes jeg, at det var smukt, at han netop døde julenat, hvor Jesus blev født, mens jeg selv sad og holdt min første lille søn i armene. For på den måde levede min far videre i sit barnebarn.

Og de næste år kom vi til at bygge vores egen glade jul op med gås og de vidunderlige, skønne julesalmer, som min far også elskede.