I aulaen på Oslos Universitet hænger et maleri af Edvard Munch. En solopgang. En symbolsk solopgang for alle de unge mennesker, der nedenunder maleriet skal prøve kræfter med noget af det sværeste i livet: De kun 16-17-årige skal træde op til finalen som Ungdommens Pianomester anno 1968. De skal overbevise en sinister jury om, at netop de har en fremtid for sig som koncertpianist. De er på vej til den endelige debut.
Ketil Bjørnstads nyeste roman: "Til Musikken" handler om en lille, sluttet kreds af vidunderligt dygtige unge mennesker, for hvem The Rolling Stones og The Beatles slet ikke eksisterer her i slutningen af 1960'erne. For dem gælder det Beethovens opus 109, Chopins halsbrækkende c-mol-etude, Schuberts c-mol, Debussy, Brahms og Bach.
I forgrunden står den jeg-fortællende Aksel Vinding, der er fuldstændig forgabt i den reserverede Anja Skoog med den mentalt forkrøblede far og ikke helt utiltrækkende mor. Blandt vennerne i "Unge Pianisters Samfund" er der også rigmandsdatteren Rebecca, der som den eneste efter sin debut ganske overraskende trækker sig ud af de barske vilkår. Men der er også Margrethe Irene, som Aksel pligtskyldigt går i seng med, og Ferdinand, den selvudslettende, humorforladte kammerat.
I romanen fortælles der – som altid hos Bjørnstad – sindigt, detaljeret, men også billedskabende. Ingen kan som Bjørnstad iagttage og stille skarpt, fortælle uden udflugter, tørt konstatere og danne smertelige billeder hos læseren. Aksel Vindings mor døde tragisk i en rivende fos. Hun vidste selv, at hun ikke kunne reddes ud af vandmasserne og nøjedes med at tilvinke ham et kærligt farvel med den oprejste hånd. Dette billede forfølger fortælleren i årene fremover, og det bliver liggende som en understrøm i læseren i resten af romanen.
I familien Vinding er der også en lidt fortabt, uøkonomisk far og en vildkat af en søster; så hele Aksels liv er en søgen efter sammenhæng og harmoni, som han måske kan finde i musikkens verden. At Aksel er en endog meget talentfuld pianist kan der ikke herske tvivl om.
Men er han det nok? Har han mere end det mod og mandshjerte, der skal til for at navigere sig selv frem mod den store debut? Hans person er på mange punkter på linje med så mange andre af Ketil Bjørnstads mandspersoner: lidt sky, lidt veg og alt, alt for følsom. Derfor handler han lige lidt for sent. Han forstår så meget, men overskue det kan han ikke. Derfor går det så grueligt galt med forholdet til Anja. Derfor lader han sig kue af "Lommelygtemanden", Anjas frygtindgydende far, der i øvrigt uden for sammenhæng har ligheder med løvinden i Klaus Rifbjergs "Den kroniske uskyld". Man husker nok Helles mor! Og skræmmes ligeså meget af Anjas far.
Der er næsten ikke noget mere rædselsfuldt end kunstnerromaner, hvor den skabende kunst beskrives, så det blot fremstår som et hult postulat. Lærreder, der tilklaskes, musikstykker, der skal spilles, skulpturer, der formes under hænder. Hvordan kan det være, at Ketil Bjørnstad aldrig, aldrig falder i den grøft? Når han beskriver, hvordan musikken spilles på Bösendorfer-flyglet, forstår selv en musikalsk analfabet som jeg, hvad der skal til for at skabe noget større end en selv.
Grunden til, at Bjørnstad kan det dér, må vel være, at han selv er komponist og pianist. Tilmed er han en formidabel forfatter. Jeg synes, De burde læse denne roman.
Ketil Bjørnstad: Til Musikken. Oversat af Mogens Wenzel Andreasen. 275 sider. 269,95 kroner. Forlaget Cicero/Chr. Erichsen