"Under sandet" er en stærk film, der burde blive dansk Oscar-kandidat

Roland Møller yder en eminent præstation som sergenten, der kommer i tvivl om sin mission i ”Under sandet”. Foto: Nordisk Film

film
Five stars
Men hævnen har sin pris, ofrene var ikke alene de tyske soldater, men også den kollektive danske samvittighed, der blev sat på prøve
Henrik Wivel

”Under sandet” er en ekstremt stærk og ekstraordinært velspillet film om et dystert kapitel i dansk efterkrigshistorie

Efter tyskernes kapitulation i foråret 1945 var der ikke mange danskere, som følte, at de skyldte besættelsesmagten noget. Danskerne var i sagens natur opfyldt af vrede over naziregimets forbrydelser og de fem forbandede år, hvor nationen blev kvast i den tyske jernnæve.

En af tyskernes helt store entrepriser i Danmark var opbygningen af den såkaldte Atlantvold, der skulle sikre tyskerne imod de allieredes invasion. Den jyske vestkyst blev fyldt op med betonbunkers og batterier og kysten sikret med titusindvis af miner under sandet. En djævelsk og usynlig armering af den danske natur, der ikke længere kunne betrædes.

Hvem skulle rydde op, desarmere og fjerne de mange miner efter krigen? Den danske militærkommando mente, at det kunne tyskerne passende selv gøre. De havde jo lagt minerne ud og bar ansvaret. Så et par tusind tyske soldater, der var taget til fange ved krigsafslutningen, blev under dansk kommando tvunget ud i dette helvede på stranden.

Hver eneste af de i bogstaveligste forstand uoverskueligt mange miner skulle lokaliseres, desarmeres, tages op og køres væk. Snubletråden lå lige for. Mange af de tyske soldater blev lemlæstet, og flere end 200 mistede livet. Et dystert kapitel i dansk efterkrigshistorie, som kun ganske få har villet skrive videre på. Juristen og historikeren Helge Hagemanns bog ”Under tvang” fra 1998 er i den henseende et pionerarbejde, der dokumenterer, at tyskerne ikke var ene om at opføre sig forbryderisk. Danskerne kunne også være med.

Her var ikke tale om humanisme og værdig behandling af krigsfanger, men om hævn. Men hævnen har sin pris, ofrene var ikke alene de tyske soldater, men også den kollektive danske samvittighed, der blev sat på prøve.

Det er den historie, Martin Zandvliet konkretiserer med spillefilmen ”Under sandet”. Udgangspunktet er autentisk, men instruktøren har taget sig den frihed at gøre den følelsesmæssigt vedkommende ved at skildre de enkelte skæbner i den grumme fortælling.

Det gør han med temmelig suveræn styrke i filmen, der følger en lille gruppe tyske soldater ved Vestkysten under kommando af den danske sergent Carl Leopold Rasmussen, spillet af Roland Møller. Dramaturgien er klar og konsekvent. Hvert eneste menneske, hver eneste detalje, der præsenteres i filmen, følges til den bitre ende. Intet i iscenesættelsen er tilfældigt, og alt er derfor så meget mere overbevisende; menneskeliggjort, så man som beskuer sidder med livet i hænderne.

Historien er så enkel, så klar. De unge ubefæstede tyske soldater, der bare drømmer om at komme hjem, men kravlende, knælende og krybende skal igennem en forhindring med en uhyrlig risiko. De ligger med skæbnens tændsats i deres hænder. Og bag dem Sergent Rasmussen, opfyldt af retfærdig harme over besættelsesmagten og dens repræsentanter. En pligtopfyldende mand på en mission, hvor tyskerne kommer til at smage deres egen medicin. Hans vrede hagler ned over de usle stympere i fiskerrønnen ved havet indtil det punkt, hvor den ikke længere giver mening.

Styrken i ”Under sandet” er ikke udelukkende den nervepirrende spænding, der ligger i hver eneste desarmering af de satans miner. Den har filmen tilfælles med sin amerikanske pendant ”The Hurt Locker” fra 2008. Nej, spændingen ligger i den livsforvandlende kraft, der finder sted, når krigens molok får et menneskeligt ansigt. Således balancerer ”Under sandet” mellem hævn og nåde, pligt og eftergivenhed, straf og tilgivelse. Alt sammen personificeret i sergent Carl Leopold Rasmussen, der spilles fuldkommen overbevisende, ja eminent af Roland Møller. Hans præstationen hører til de stærkeste i de seneste par års danske film. Han er helt ekstraordinært god.

Er filmens handling til et vist mål forudsigelig i sin afvikling, løftes og bæres den frem af Roland Møller og gruppen af unge tyske skuespillere, som hver især får deres karakter til at leve, før den pludselige katastrofale død.

”Under sandet” løfter sig til en bevægende allegori om menneskelighed og umenneskelighed og den usynlige grænse derimellem. Instruktør Martin Zandvliet fælder sin brutale fabel ind i det danske landskab og lys i sommerdage ved den jyske vestkyst. Vesterhavets bølger ruller ind på stranden med de stakkels drenge i sandet. Naturen er ligeglad, det lille menneskelige drama måles med evighedens alen og de rullende bølgers kredsgang.

Men så zoomes der ind på tændsatsen i sandet, de rystende fingre, de grimede ansigter og angsten, der breder sig til alle i miljøet. Findes der nogen retfærdighed i denne brutale rite om krigens konsekvenser? Om hævnens pris? Ja, lykkeligvis. Den kan aflæses i sergent Carl Leopold Rasmussens etik, da han for alvor træder i karakter og derved også slipper beskuerens knugende følelse fri. ”Under sandet” er en ekstremt stærk film og burde være potentiel Oscar-kandidat.

kultur@k.dk