Underfundigt om påsken

Læs "Rejsen til Gud" i påsken for de børn, der spørger og vil have svar på, hvad det er, vi fejrer

Louis Jensen: Rejsen til Gud. Illustreret af Otto Dickmeiss. 32 sider. 229,95 kroner. Gyldendal.
Louis Jensen: Rejsen til Gud. Illustreret af Otto Dickmeiss. 32 sider. 229,95 kroner. Gyldendal. Foto: Gyldendal.

En dag går det ikke længere. Barnet vil have svar. Hvordan ser Gud ud? Og hvor kan man egentlig finde ham?

Det er ikke en god dag. For det er et rigtig godt spørgsmål. Og det vil afsløre, hvad barnet vel så småt er begyndt at ane: at når det kommer til livets største gåder, er selv den voksne ikke stort andet end et barn.

Et barn er på den anden side ikke det værste, man kan være. Ved dåben får vi endda at vide, at det er en forudsætning. Men det betyder ikke, at man skal lade være med at spørge. Eller søge. Det kan et barn slet ikke. Og når de store spørgsmål så kommer, og det viser sig, at man ikke kan svare, er det godt at have en bog at tage frem. En bog, der kan forklare, hvordan Gud ser ud, og hvor man kan finde ham.

LÆS OGSÅ: Påsken er en thriller med håb

Det er der mange bøger for børn, der påstår, at de kan. De fleste er et ubehageligt bekendtskab. Men "Rejsen til Gud" af Louis Jensen er intet mindre end vidunderlig: smuk, underfundig og intens – både hvad angår teksten og illustrationerne af Otto Dickmeiss.

Og så er den overraskende – denne fabel om drengen, græsstrået, bogfinken, anden og rejsen hen til Gud. Overraskende, selvom den egentlig ikke burde være det. Men måske er det, fordi vi er så vant til at se Gud fremstillet som en fjern skikkelse, man skal rejse til et sted uden for verden eller langt tilbage i tiden for at finde. Eller er det snarere, fordi det bliver ved med at være en anfægtelse, at Gud kom ind i verden for at leve i vores tid?

LÆS OGSÅ:
Forfatteren og englene

På poetisk vis og med den åbenhed over for det underfulde, man finder overalt i Louis Jensens forfatterskab, formulerer bogen et klart svar på, hvordan Gud ser ud, og hvor man kan finde ham. Det er et svar, der ligger evangeliet nær: at Gud blev menneske, og at vi derfor møder ham i vores nødlidende næste.

Læs "Rejsen til Gud" i påsken for de børn, der spørger og vil have svar på, hvad det egentlig er, vi fejrer. Denne lysende, lille bog siger det hele.

kultur@k.dk

Louis Jensen: Rejsen til Gud. Illustreret af Otto Dickmeiss. 32 sider. 229,95 kroner. Gyldendal.