Undervejs med Maria og Josef til Betlehem

”Vejen til Bethlehem” er helt fri for den sentimentalitet og sødsuppementalitet, som hyggeproducenter og harmonisøgere alle dage har forsøgt at tilføre fortællingen, skriver anmelder. Iris

”Vejen til Betlehem” føjer Josefs lille historie ind i den store historie om Guds søn, som Josef derpå får mulighed for at kommentere krast og kærligt. Men det overbevisende ligger i de hverdagspsykologiske træk, forfatteren fremdrager

Hvis man ikke husker andet fra Bibelen, så husker man i alt fald beretningen om Marias og Josefs rejse til Betlehem for at lade sig skrive i mandtal.

Denne tekst har forfatteren Jens Christian Grøndahl dristigt gendigtet. Og selvom læseren måtte have både en, to eller tre reservationer over for Grøndahls omgang med juleevangeliet, så er den alligevel god at tage pejling af.

”Vejen til Bethlehem” er nemlig helt fri for den sentimentalitet og sødsuppementalitet, som hyggeproducenter og harmonisøgere alle dage har forsøgt at tilføre fortællingen.

”Vejen til Betlehem” føjer Josefs lille historie ind i den store historie om Guds søn, som Josef derpå får mulighed for at kommentere krast og kærligt. Men det overbevisende ligger i de hverdagspsykologiske træk, forfatteren fremdrager, i Marias og Josefs forelskelse og i deres fælles færd frem til folketællingen.

Marias charme og talegaver er mere end almindeligt veludviklede. Alligevel er hovedindtrykket noget andet: det er sødmen og det uforstilte i Marias væsen, der gør indtryk på læseren. Indtryk gør Josef også, der håndterer rollen som Jesu kommende stedfar med kløgt og selvbeherskelse.

Inden da toner faderen frem som en uudgrundelig figur, der formaner sønnen til at gifte sig med Maria. Josef meddeler, at han slet ikke er parat.

”Det var jeg heller ikke,” svarer faderen og føjer til: ”Det er der ingen, der er. Men det bliver man.” Og det bliver Josef såmænd også på troværdig vis, for Grøndahl sætter sit uomtvistelige talent ind på at placere Josef i den moderne bevidsthed.

Iagttagere af den maskuline psyke vil således kunne få en del ud af de tanker, Josef gør sig om Maria, hvis graviditet han ikke har lod og del i, hvorfor han måtte ”gå i rette med sin pludselige trang til at trække hende ind mellem nerierne og så at sige bemægtige sig rollen som den årsag, hvis virkning havde forårsaget al hans uro og bekymring. Som om årsag og virkning for en gangs skyld kunne have bytte rækkefølge”.

Ja, det glipper med infinitiven i den sidste sætning, men ellers har Grøndahl som altid et smukt greb om det danske sprog i en bog, der netop ikke er parafrase af juleevangeliet, eftersom den foregriber lignelser og episoder fra Jesu liv og forkyndelse. Dermed undgår ”Vejen til Betlehem” at blive endnu et tamt eksempel på en kulturkristendom, der falder så godt i hak med kulturen, at det kristne aspekt fordamper i lutter fordragelighed.

I sine erindringer ”Om en time springer træerne ud” genkalder Jens Christian Grøndahl sig konfirmandundervisningen, hvor en af konfirmanderne spurgte, hvad synd var. Det er en synd, svarede præsten, at spilde andres tid. Med ”Vejen til Bethlehem” har Grøndahl ikke begået nogen synd mod sine mange læsere.

Tværtimod ville det være synd og skam, hvis man gik glip af denne fine bog.

kultur@k.dk