Det er ikke normalt i videnskabelige kredse at henvise til Bibelen, når tesen i en ny bog skal forklares. Men det gør den verdensberømte amerikanske sociolog Robert D. Putnam ikke desto mindre i sit nyudkomne værk ”Our Kids. The American Dream in Crisis” (Vores børn. Den amerikanske drøm i krise).
Her fortæller han med et væld af statistik historien om, hvordan den økonomiske kløft mellem rig og fattig i USA bliver større og større. Og glemmer man de fattige, ignorerer man et af de vigtigste budskaber i kristendommen og dermed den vestlige verdens samfund, advarer Putnam mod slutningen af sin bog - og citerer blandt andet skriftstedet om, at det er nemmere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Debatten om ulighed handler for Putnam om langt mere end topskat, starthjælp, skattelettelser til erhvervslivet og andre teknikaliteter.
Til trods for at Putnam har virket hele sit liv i den akademiske verden (han er professor på Harvard-universitetet og forfatter til klassikeren ”Bowling Alone”) , er der intet verdensfjernt eller abstrakt eller værdineutralt ved hans forskning. Han er en mand, der tydeligvis vil gøre nytte og ændre holdninger med sin forskning.
Det betyder ikke, at Putnam er mere polemiker end professor. Slet ikke. Alle hans observationer i den nye bog er belagt med statistik eller noter eller er resulater af det feltarbejde, han har udført med en kollega. Sammen tog de rundt til udvalgte steder i USA og interviewede almindelige borgere på alle løntrin om deres opvækst, livssyn og fremtidsmuligheder.
Det er der kommet en engageret bog ud af, og efter endt læsning husker man næsten bedst de mange interviews fra bogen og skæbnerne fra bunden af det amerikanske samfund, som Putnam taler med.
Han begynder dog ikke på bunden, men i midten af samfundet, nemlig med sin egen afgangsklasse fra 1959 i byen Port Clinton i delstaten Ohio. Denne by var nærmest skræmmende almindelig i 1950'erne, og Putnam har held til at gøre sin egen erfaring til hele USA's.
Putnam voksede op i et samfund, hvor der nok var forskel på byens lavere middelklasse og de mere velstående. Men alle i samfundet havde relationer med hinanden på kryds og tværs, og forskellen mellem rig og fattig var relativt overskuelig. Måske vigtigst havde ingen i Putnams barndom viden om social status:
”Vi vidste ikke, at vi var fattige,” som en klassekammerat fortæller Putnam om sin opvækst, hvor faderen havde to jobs for at få det til at løbe rundt, men hvor familien ikke desto mindre var respekteret i samfundet.
Den sociale kontrol og stigmatisering var meget lille, og de rige skiltede ikke med deres midler, men satte en ære i at falde i med alle andre. Port Clinton i 1959 var den realiserede drøm om USA som middelklassens nation.
Ak, hvor forandret, hvis man kigger på USA i dag. Putnam viser, hvordan nutidens fattige amerikanere lever i dybere fattigdom end i 1950'erne, samt måske vigtigere: at muligheden for at ændre på situationen og kravle op ad den sociale rangstige er blevet dramatisk begrænset.
Derfor hedder hans bog som undertitel ”Den amerikanske drøm i krise”, for det har altid været en central del af amerikansk selvforståelse at kunne hæve sig over sit udgangspunkt og gennem hårdt arbejde at klare sig bedre end forældregenerationen. Sådan er det ikke mere. En gang fattig, altid fattig - groft sagt.
I den anden ende af samfundsskalaen er der imidlertid ingen krise at spore. Samtidig med, at USA's fattige er blevet fattigere på 50 år, er USA's rige blevet dramatisk meget rigere i samme tidsrum. Det er altså ikke alle amerikanere eller USA som økonomisk verdensmagt, der er i krise. Men kløften mellem rig og fattig er øget voldsomt, og det er der en række grunde til.
Putnam tegner et billede af USA, hvor det klassiske samfundssind og det fællesskabsorienterede individ har mistet pusten i kampen mod det individualistiske ideal, der tilsiger, at den enkelte har ret til at jage efter den ekstreme rigdom og bure sig inde i rigmandsenklaver med ligesindede. Fra at være et land med åbne forhaver er USA blevet ghettoiseret.
Hermed antydes, at Putnam mener, at årsagen til udviklingen lige så meget er ændrede normer som den førte politik. ”Our Kids” er noget så relativt sjældent som en debatbog, der ikke peger fingre ad hverken demokrater eller republikanere.
Putnam beskriver blandt andet, hvordan ændrede familiemønstre, p-pillens indførelse og den kulturelle accept af graviditet uden for ægteskabet har medvirket til at fastlåse millioner af amerikanere i fattigdom.
Betydningen af faste strukturer - udtrykt for eksempel gennem det daglige middagsmåltid i familien - kan næsten ikke overvurderes. Igen og igen viser hans interviews, at kombinationen af tidlig graviditet, skilsmisser, kriminalitet og minimal mental investering i børnenes liv er den sikre opskrift på et liv i armod.
Omvendt viser han, at kombinationen af ægteskab, uddannelse, aktiv deltagelse i lokalsamfundets institutioner, fast arbejde og maksimal in-teresse i børnenes udvikling næsten altid fører til økonomisk succes i USA.
Putnam fortæller, at det er i såkaldt røde - altså republikanske - stater, at familienormerne er mest gennemhullede, mens det er i de blå, ”venstreorienterede” delstater, at man lever mest borgerligt, hvad familieværdier angår. Og nok er skolegang vigtig, men man skal som forældre ikke være naiv og tro på mirakler, for det vigtigste for børn er alt det, de har med sig hjemmefra, og det, der sker med børnene uden for skolen.
Her kunne Putnam godt savne fortidens mere tæt knyttede bysamfund, hvor sportsklubber, kirker og erhvervsliv var sammen om at skabe et civilsamfund, hvor lige muligheder og fælles kurs er vigtigere, end hvem der tjener mest. Hvor det for forældrene ikke kun handler om ”My kid”, men om ”Our kids”, som bogen hedder, altså alle kvarterets børn.
At alle kun er noget i kraft af omgivelserne, og at ingen er mere værd end andre, er den grundlæggende anskuelse bag Putnams nye bog.
ROBERT D. PUTMAN: OUR KIDS. THE AMERICAN DREAM IN CRISIS. 386 SIDER. SIMON & SCHUSTER.