Ung forfatter gør op med tidens litteraturideal

Lone Aburas' roman om den mislykkede Henry og den naive autofiktion er førsteklasses læsning. -

Lone Aburas' roman om den mislykkede Henry og den naive autofiktion er førsteklasses læsning. - Foto: Gyldendal

bog
Five stars
Lone Aburas' fjerde roman er i alle henseender overbevisende, og dog hives man ikke helt derud, hvor der ingen grænser er for begejstringen.

Lone Aburas' fjerde roman er en førsteklasses parodi på autofiktionen

Tilsyneladende har Lone Aburas fundet en rytme, der hedder at skrive en roman cirka hvert andet år på knap 200 sider med et klart koncept. Hvis opskriften lyder forudsigelig, så er resultatet det imidlertid ikke.

Lone Aburas' fjerde roman er i alle henseender overbevisende, og dog hives man ikke helt derud, hvor der ingen grænser er for begejstringen, fordi virkemidlerne trods alt er begrænsede.

Konceptet er denne gang en parodi på autofiktionen. Er der et begreb, som i de senere år har præget eller nærmere hærget dansk litteratur, er det denne - bevidste - sammenblanding af selvbiografi og fiktion.

Den nye genre er blevet dyrket af især de yngre forfattere som et program, der dels skulle sætte litteraturen fri af fiktionens fængsel, dels flytte litteraturen ind i en medialiseret samtids krav om autenticitet.

Alle kulturelle fænomener har bølgens figur, og autofiktionen er nu forbi sit højdepunkt og følger en nedadgående kurve. Derfor virker det indlysende, at Lone Aburas vælger netop autofiktionen som genstand for en gedigen parodi. Måske kunne man ligefrem kalde romanen for et testamente for en genre.

Romanens historie omhandler tiden fra Henrys mellemste skoleår til efter hans studentereksamen, omtrent teenagealderen fra 13 til 19. Det er i udgangspunktet Henry selv, som fortæller historien om sit liv med de heraf afledte muligheder for at have misforstået væsentlige sammenhænge.

Først mod slutningen af romanen meddeles det, at Henry efter sin studentereksamen debuterer som forfatter til en autofiktiv roman, hvorfor hans rolle som fortæller til det forudgående ændrer karakter. Det hedder nemlig, at han har fulgt en redaktørs råd ”og skruet lidt op for det hele”, som der står et sted.

Historien om Henrys skoleår må dermed antages at være bevidst manipuleret. Men hermed slutter Lone Aburas ikke.

Parodien på genren sætter ind præcis på det ømme punkt om forfatterens evne til at overskue alle aspekter af sit liv og være fuldkommen ”efterrettelig”, sådan som Karl Ove Knausgård fordrer det i seksbindsværket ”Min kamp”. Aburas er mindre optimistisk på den autofiktive forfatters vegne, end Knausgård er, og hun lader på romanens sidste sider Henry fremstå som én, der på ingen måde kan siges at have været efterrettelig. Henrys fortælling om egne ungdomsår bliver med andre ord mere fiktiv, end han selv bryder sig om.

Når Lone Aburas lykkes så fortræffeligt med sin parodi på autofiktionen, skyldes det ikke mindst, at romanen med den ironiske titel ”Det kommer til at ske” er langt mere end et køligt koncept. Den er først og fremmest en intens indlevelse i et ungt menneske, hvis sprog, adfærd og tankegang tegner et vist nok uhyggelig præcist signalement af samtidens ungdom.

Hvem andre end Lone Aburas kan lade en fortæller være teenager i sit tale- og sms-sprog, således at der siges ”det ville være for sindz” , når der menes ”det ville være for sindssygt”, eller ”okay, chillax”, hvor andre ville sige ”okay, relax (slap af)”.

Adoptionen af unge menneskers indforståede talesprog kan måske bedre bedømmes af én, som faktisk er teenager, men den forekommer i det mindste en skeptisk voksen læser som mig at være overbevisende.

Med de tidligere omtalte forbehold in mente må Henrys lille kernefamilie karakteriseres som ret elendig. Enebarnets Henrys mor lider af en psykisk sygdom, der gør hende apatisk eller depressiv, og hun forsvinder ganske pludseligt ud af både familien og romanen uden at sætte sig nævneværdige spor. Hans far reagerer på hustruens bortgang med selvbebrejdende at lukke sig inde på et værelse, indtil han en dag lige så pludseligt som moderen forsvinder ud af Henrys liv og erindring.

Den store taber er den ellers godt begavede og rimeligt velfungerende Henry. Hans jævnaldrende skolekammerater har det sørgeligt nok ikke meget bedre, og heller okke deres forældre kan finde ud af det mest basale; at være gode, kærlige og opmærksomme over for deres børn.

Kendetegnende for Henrys karakter er, at han helst ikke vil vække opsigt, at han helst bare vil gemme sig hos sine venner og flygte fra realiteterne ind i ekstremt urealistiske film og, nogle år senere, ind i rusen fra euforiserende stoffer.

Første gang Henry begynder at tage magten over sin tilværelse, er, da han på opfordring fra en psykolog påbegynder den omtalte roman om sit liv. Derfor er det ironisk eller - mere kynisk - symptomatisk, at hans autofiktive roman til sidst afsløres som et fejlgreb, en misforståelse af tingenes rette sammenhæng. Lone Aburas' roman om den mislykkede Henry og den naive autofiktion er derimod førsteklasses.