Romanfigur blev vækket til live af orkanen Sandy

Den prisbelønnede amerikanske forfatter Richard Ford voksede op i et kristent miljø, men kunne ikke selv finde troen. I stedet kalder han sin kunstneriske praksis for en slags erstatningsreligion.

”Jeg har en erstatning for religion, og den erstatning er kunstnerisk udfoldelse,” siger Richard Ford, der er aktuel på dansk med fortællekredsen ”Kald mig Frank.”
”Jeg har en erstatning for religion, og den erstatning er kunstnerisk udfoldelse,” siger Richard Ford, der er aktuel på dansk med fortællekredsen ”Kald mig Frank.” . Foto: Leif Tuxen.

Gud skabte mennesket ved at blæse liv ind i det. Men det var en orkan, der fik den amerikanske forfatter Richard Ford til at genoplive romankarakteren Frank Bas-combe.

Ford havde ellers allerede blandt andet her i avisen kaldt sin roste romantrilogi om sportsjournalisten og ejendomsmægleren Frank Bascombe for et lukket kapitel, selvom de tre romaner allerede i 2006, hvor den sidste udkom, havde skrevet ham ind i den nyere litteraturhistorie som forfatter til ”den store amerikanske roman”. For historien om Frank Bas-combe afspejler på mange måder efterkrigshistorien i USA. Men Frank Bascombe genopstod i hans tanker, efter han en nat kørte fra New York til Detroit og mistede herredømmet over sin bil, da orkanen Sandy ramte USA i 2012.

”Orkanen blæste mig bogstaveligt talt af vejen i min truck,” siger Richard Ford, mens han roligt fortæller om sin dramatiske køretur:

”Min bil blev ikke smadret, den blev bare blæst af banen. Mit eget hus i Maine var også langt nok oppe nordpå til ikke at blive påvirket. Men orkanen påvirkede alligevel min kone og mig. Hun underviser på Columbia University i byplanlægning og har været meget involveret i at arbejde med kystnære byer, der er i risiko for oversvømmelse som følge af orkaner. Og på det tidspunkt havde vi også haft en del erfaringer med den store orkan Katrina, der ramte landet tidligere.”

Allerede efter Katrina havde han altså fået en del stof at skrive ud fra.

”Det havde jeg nu ikke tænkt mig at bruge, men pludselig blev jeg rørt af den anden orkan. Det skete i New Jersey, og jeg tænkte, at der ikke ville være nogen bedre at fortælle om det end min karakter Frank, som i forvejen bor i New Jersey.”

Oplevelsen gav ham inspirationen til at skrive den første af fire nye historier om Frank til bogen ”Kald mig Frank”, som han ikke selv vil kalde en novellesamling, men mere en samling af historier, der er for korte til at være romaner.

I den første historie bliver den nu pensionerede ejendomsmægler Frank ringet op af en mand, der engang købte Franks eget hus ved stranden. Nu er huset ødelagt, mens Frank har sit på det tørre. Det vidste Frank godt, inden manden ringede. Men han kunne ikke se en grund til at ringe og udtrykke medfølelse, når der alligevel ikke var noget at gøre.

”Det ville svare til at ringe til et lig for at kondolere,” som Richard Ford skriver med en af sine anmelderroste sætninger. Men historien og samlingen handler alligevel på forskellige måder om, hvordan den nu aldrende Frank må forholde sig til sit land og forskellige mennesker med problemer - som hans ekskone, der nu er dement og bor på et hjem.

Og sådan kommer historierne hurtigt til at handle om gæld, race, tro, boligmarkedets og finansverdenens kollaps og om at blive ældre med Frank Bascombe i en amerikansk birolle som hovedperson i sit eget liv midt i alt dette uvejr.

Oplevelsen med orkanen Sandy gav Richard Ford inspiration til at skrive den første af fire nye historier om Frank til bogen "Kald mig Frank."
Oplevelsen med orkanen Sandy gav Richard Ford inspiration til at skrive den første af fire nye historier om Frank til bogen "Kald mig Frank." Foto: Leif Tuxen

Hvordan har det været at arbejde med den samme karakter i så mange år?

”Det er sjovt, fordi det får mig til at føle, at jeg har haft evnen til at skabe en rigtig ressource, som der er læsere til over hele verden. Og det er klart, at det giver mig en vis tilfredsstillelse, at de bøger stadig bliver trykt, vinder priser og åbenbart må italesætte en form for behov for læserne, siden de bliver ved med at læse dem. Og det er ekstremt tilfredsstillende på den måde at gøre noget godt ved at gøre noget, jeg nyder.”

Betragter du ham som en slags ven?

”Nej, jeg betragter ham som skabt af sprog. Jeg har opdigtet ham, og hvis jeg ønskede at ændre noget på ham, kunne jeg bare gøre det. Alt, jeg skal gøre, er at blive ved med at kalde ham Frank, og alt, hvad han så gør, er ham. Jeg tænker ikke på ham som en person, og jeg har ikke noget forhold til ham. Jeg spørger ikke mig selv, hvad han mon laver, når jeg ikke skriver om ham. Jeg har ikke følelser for ham på samme måde, som jeg har følelser for min fætter eller min bedste ven, min kone eller min bedstemor. Han er en litterær opfindelse, ikke en person.”

Men identificerer du dig med ham?

”Det svarede jeg lige på. Jeg har ikke noget forhold til ham. Det svarer bare til, at jeg har siddet med en klump ler og formet en figur, der ligner et menneske. Og mit forhold til den figur er, at mine hænder har formet ham. Jeg har givet ham hans hoved, fod og arm. Og i Franks tilfælde lader jeg ham tænke ting. Men jeg spiser ikke middag med ham.”

Alligevel er Frank Bascombes tanker ikke ret langt fra Richard Fords egne. Og det gælder både hans forhold til politik og tro. I bogen afviser Frank Bascombe for eksempel, at tilværelsen skulle have en form for uforanderlig kerne. Og han tror ikke på politikere og slet ikke på Gud. Sådan har Richard Ford det også.

Som barn voksede han ellers op i et kristent miljø, hvor han ofte blev slæbt med i kirke:

”Jeg prøvede at være i det, men jeg kunne ikke. Jeg kan huske, hvordan jeg sad i kirken og tænkte: 'Jeg tror ikke på noget af det her, jeg tror ikke på noget af det her, jeg tror ikke på noget af det her.' Men jeg sad fortsat der med mine øjne lukkede og forsøgte at bede og forsøgte at tro. Men man kan ikke tvinge sig selv til at tro. Man skal drages af noget for at tro. Det siger dig noget, men det siger ikke mig noget.”

Har du aldrig tvivlet på din tvivl?

”Jo, jeg kan tage fejl. Det gør mig til en agnostiker. Så vidt jeg kan se, er der ingen grunde til, hvorfor jeg skulle tro, men jeg bebrejder ingen, der tror. Det eneste, der støder mig, er, når religion bliver brugt til at være hadefuld. ISIS hugger hoveder af mennesker, der har været utro. Og visse kristne siger, at man skal tro på en præcis sekterisk måde. I'm Sorry!”, udbryder han nærmest vredt og tilføjer så:

”Hvis religion ikke er fri, er den uden værdi. Men selv tror jeg ikke på meningen med livet ud over den, vi selv skaber. Jeg tror, at vi opfinder os selv hver eneste dag. At vi opfinder, hvad vi tænker, hvad vi tror på, og hvordan vi opfører os. Vi opfinder os selv.”

Gælder det også religion?

”Ja, den tror jeg også, at folk opfinder. Wallace Stevens (amerikansk digter, red.) sagde, at 'i en tid med tvivl er det digteren, der må sørge for at give den tilfredsstillelse, som tro giver, med hans mål og med hans stil.' Det tror jeg også på. Jeg har en erstatning for religion, og den erstatning er kunstnerisk udfoldelse. Jeg tror på, at jeg kan skabe noget ud af intet. Og som jeg ser det, er det det, som kristne gør, når de dyrker Gud. At de skaber Gud og anbringer ham, hende eller det, hvor de ønsker, at Gud skal være. Og så danser de omkring deres opfundne gud resten af deres liv. Det er der ikke noget galt med. Jeg gør det bare ved at lave bøger. Og jeg betragter min praksis som en nærmest religiøs praksis. Men her er det mig, der er Gud. Jeg skaber mine karakterer. Det lyder meget højstemt, men det er et meget specifikt arbejde, som er helt nede på jorden. Jeg ser ikke buske brænde eller himlene åbne sig, når jeg gør det. Jeg kravler ikke op af Jakobs stige for at kunne skrive, jeg bliver på jorden, og jeg har ikke svært ved at forklare, hvad jeg gør. For det er en meget jordbunden beskæftigelse.”

”Kald mig Frank” begynder med, at Frank identificerer lugten af en katastrofe som lugten af forsøg på genopbygning. Og det er også sanserne, der via sproget giver en historie liv, mener Richard Ford:

”Jeg lader mit sprog med sanser, fordi det trækker folk ind i fortællingen og får historien til at virke mere ægte. For mig handler det at skrive mest af alt om at navigere mellem ord, at sætte de rette ord på den rette plads. Og det er en dejlig følelse, når jeg finder det rigtige ord til et hul i en sætning. Det er essensen ved at være forfatter. Jeg læser også meget og er meget bevidst om, hvornår ord er sat godt sammen eller ej. For et godt sprog hæver selvsagt oplevelsen af at læse en bog. Jeg har læst litteratur hele livet og undervist i det, så det er simpelthen blevet en del af mit liv at sætte ord sammen. Og jeg har også svært ved at finde noget at give mig til, der giver mig større glæde. Jeg skaber, og det skaber glæde i mig. For jeg tror ikke på meningen med livet ud over den, vi selv skaber. Man fødes, man lever, og man dør.”

Hvor finder du så ellers formål med tilværelsen?

”Jeg er gift med en, som jeg virkelig elsker. Jeg bor, hvor jeg gerne vil bo, og jeg er ikke bange for at dø.”

Hvorfor ikke?

”Fordi jeg ikke er det. Enten er man det, eller også er man det ikke. Jeg har forsøgt at være så nyttig, som jeg kunne, for andre mennesker. Det er ikke en triumf for mig, at andre har kunnet bruge det, jeg har lavet, men det er en tilfredsstillelse. Mere beder jeg ikke om. Jeg spørger ikke efter et efterliv. Jeg spørger ikke om at komme i Himlen. For hvis der er et efterliv, er jeg bange for, at jeg allerede har lavet min pagt med Djævelen. Jeg overgav mig til ham for længe siden.”

Hvordan?

”Ved at fornøje mig selv ved at skrive bøger.”

Det kunne vel også ses som en slags lovsang eller afglans af Guds skaberglæde“?

”Ja, hvis Gud skabte mennesket, må han også have nydt det, men hvis Herren siger, at man ikke må have andre guder end ham, er jeg bange for, at jeg har haft en.”

Bøger?

”Jep. 11 af dem.”