Den 10. november 1938, dagen efter Krystalnatten, gøres der i Hanau cirka 10 kilometer øst for Frankfurt am Main et opsigtsvækkende fund i ruinerne af byens synagoge: En særpræget samling gamle dokumenter, der sammenstykker historien om en tysk greve med navnet Friedrich von Manteuffel.
Greven deltog gennem 1500-tallet i flere blodige krige, inden han i 1612 – angiveligt i en alder af 120 år – overgav sig til den ungarske vicekonge. Manteuffel erklærede sig ved overgivelsen medskyldig i de bestialske mord, den berygtede ungarske ”blodgrevinde” Elisabeth Báthory havde begået på hundredvis af piger og unge kvinder i området i nærheden af sit slot.
Den tyske greve havde forinden gennem flere årtier selv suget blod ud af en lang række uskyldige ofre, hvilket på et tidspunkt får ham til at tænke: ”Og er det så blodet af mine uskyldige ofre, der holder mig i live og holder mig ung? Men er jeg da ikke født med et virkeligt legeme, er det ikke undergået alle den menneskelige udviklings naturlige metamorfoser fra mit første til mit 34. år? I det mindste er jeg ikke skabt således.”
Det lyder som definitionen på en vampyr, hvad greven ret beset også var. Bortset fra, at ordet vampyr endnu ikke fandtes. Den hemmelige proces, der nu skulle afgøre hans skæbne, fandt ham – i mangel af en mere præcis betegnelse – skyldig i gudsbespottelse og sort magi.
Men hvordan havnede dokumenterne vedrørende Manteuffel i synagogen i Hanau? De blev skjult dér i slutningen af august 1614 af en vis Israel von Bitscha, som havde spillet en rolle i processen mod Manteuffel to år forinden, og som lige var sluppet levende fra en pogrom i Frankfurt – den såkaldte Fettmilchaufstand. Da dokumenterne dukkede op godt 300 år senere, blev de straks overdraget til Heinrich Himmlers ”SS-Ahnenerbe”, som havde fattet interesse for en beretning, der angiveligt rummede vidnesbyrd om okkulte germanske kompetencer i fortiden.
Men hvordan endte alle disse vidtløftigheder med at blive til en fascinerende roman af forfatteren Peter Tudvad? Jo, i sit studentikost-veloplagte forord skriver Tudvad, at han i forbindelse med et stykke arkivarbejde af en helt anden karakter ved en fejltagelse fik udleveret Manteuffel-fragmenterne. Han dristede sig til at affotografere de sensationelle papirer med sit lille kompaktkamera, hvorefter han bearbejdede dem. Det vil sige oversatte dem fra Luther-tidens tysk til moderne højtysk og derefter til dansk.
En lang række latinske sentenser, der rundhåndet er strøet ud over hele fragmentet, lod han dog stå. Så en advarsel til potentielle læsere: Hvis De kun er i besiddelse af den lille latinprøve, som i øvrigt for længst er afskaffet, har De lidt af en udfordring. Endnu en forbrugeroplysning: Efter bogens bagsidetekst at dømme kunne man tro, at det nazistiske aspekt spillede en større rolle i bogen, end det ret beset gør. Men vi ved jo fra bogen om PET, at bagsidetekster ofte skal tages med et gran salt.
Og så alligevel. På side 349 forudaner Manteuffel faktisk, hvordan den nazistiske Blut und Boden-tænkning vil sætte sig igennem: ”Selv elsker jeg mit fædreland, og som vor germanske apostel for et hundrede år siden befriede os for det romerske åg, forjætter jeg mig den dag om to eller tre hundrede år, da tyskerne vil krænge al kristendommens orientalske hokuspokus af sig og se, at deres legeme er jorden, den tyske jord, og at jordens sjæl er blodet, det tyske blod.”
Langt mere fylder dog den omtalte germanske apostel, det vil sige den tyske reformator Martin Luther, som Manteuffel har et kompliceret forhold til. Trods sin vampyreksistens er den sandhedssøgende Manteuffel hele tiden i tvivl.
Det fineste ved romanen er den selvfølgelighed, hvormed forfatteren lader autentiske historiske personer glide ind i handlingen: Thomas Müntzer, Philipp Melanchthon, Elisabeth Báthory, Albrecht Dürer, med flere. Sidstnævnte foreviger undervejs den tyske greve: ”Mit hoved hviler lige så solidt på min harniskklædte overkrop, som et bindingsværkshus på sin murede kældre, min højre hånd på sværdskæftet foran brystet. Baggrunden er sort, ansigtet næsten hvidt, håret changerer i brunt og rødt (...) Jeg så i mit højre øje refleksen af vindueskorset i malerens værksted, så jeg altid må have Kristi kors for øje.”
Således den evigt 33-årige antikrist og vampyr ifølge Dürers streg.