Flere vandrer for at slippe væk fra en stresset tilværelse

Ikke færre end 250.000 mennesker tilbagelægger hvert år Caminoen - pilgrimsruten fra den franske grænse til den nordvestligt beliggende spanske by Santiago de Compostela. 800 kilometer til fods. Modelfoto. Iris

Der er mange legender om den hellige Frans. Blandt andet fortælles det, at han opfandt julekrybben - og at ...

Der er mange legender om den hellige Frans. Blandt andet fortælles det, at han opfandt julekrybben - og at han prædikede for fuglene. Han levede efter reglen, at det er, når vi giver, at vi modtager. - Foto: Scanpix

Umbrien, her med pilgrimsbyen Assisi i forgrunden, er en forholdsvis øde region, som også kaldes Italiens ...

Umbrien, her med pilgrimsbyen Assisi i forgrunden, er en forholdsvis øde region, som også kaldes Italiens grønne hjerte eller Trøffellandet på grund af den frodige jord og de mange trøfler. - Foto: Scanpix

En pilgrimsvandring i Umbrien langs floder, ad bjergstier og gennem trøffelskove bliver for nogle en religiøs vækkelse og for andre en naturåbenbaring. Kunstkritiker Lisbeth Bonde fortæller her om sit første og afgørende møde med vandringens velsignelser

Hvorfor er så mange mennesker i senmoderniteten blevet grebet af at vandre?

Ikke færre end 250.000 mennesker tilbagelægger hvert år Caminoen - pilgrimsruten fra den franske grænse til den nordvestligt beliggende spanske by Santiago de Compostela. 800 kilometer til fods.

Hertil kommer et voksende antal pilgrimme, som vandrer gennem Skandinavien ad Hærvejen, Rombo-, Dag Hammarskjöld- eller Olofsruten.

Middelalderens gamle pilgrimsruter er blevet populære i pagt med tidens stigende optagethed af spirituelle spørgsmål. Samtidig noterer man, at en post-digital revolution breder sig i den vestlige verden: Stadig flere vender elektroniske medier ryggen til fordel for en mere direkte kontakt med andre mennesker og med naturen.

Under vandringen skærpes sanserne, og inferiøre ting vokser pludselig i betydning. Vandreren hører firbenenes raslen i græsset og iagttager det skiftende lys i dalen og på bjerget. Man har cikadernes evige koncert i øregangene og hæver instinktivt sin vandrestav ved synet af den rasende hund uden for det næste hus. Man rammes pludselig af angst i skovenes dybe ensomhed. Under vandringen vågner instinkterne, og man skifter gradvis modus fra at eksistere til at leve.

Det passer mange mennesker i en stressende og kompliceret, moderne tilværelse at gøre den enkleste af alle bevægelser: at flytte benene. Under en lang vandring går tankerne ind og ud af sindet, og man ser sit liv passere revy. Hele tiden nye billeder, hele tiden nye landskaber, der åbner sig. Efter 8-10 timers vandring er der hurtigt tæppefald: Vandreren falder i søvn, i samme øjeblik kinden berører puden. Man sover tungt og længe med den rene bjergluft i næseborene.

Vi er fem danske kvinder med rod i kunstens verden, som vandrer ad en relativt upåagtet pilgrimsrute, nærmere bestemt Via Francescana, som løber fra Assisi til Rom. Denne strækning på cirka 200 kilometer blev for nogle år siden renoveret af Vatikanet. Det er den rute, som man formoder, at Frans af Assisi (118 2-1226) vandrede, når han skulle til Rom for at tale med paven.

Undervejs opsøger vi mange kirker, som er rejst i hans navn, og to grotter, som han angiveligt har overnattet i. Ruten er fint afmærket. Gul foroven og blå forneden. I det gule felt står der Via di Roma. I det blå Via Francigena di San Francesco. Man bliver så glad, når man spotter et skilt. Så ved man, at man er på rette vej, og man føler sig som del af en større plan.

Ruten leder os gennem en række af Umbriens mest charmerende og forunderligt intakte middelalderbyer, for eksempel Spello, Trevi, Poggio Bustone, Cantelice, som alle ligger mere eller mindre fortificerede oppe på bjergtoppene.

En del af tiden går vi på skovstier højt oppe på bjergsiderne og kigger ned i dalene, hvor floderne Clitunno, Nera og Velino løber. Vi vandrer mellem 12 og 25 kilometer om dagen. Vi kommer også forbi Europas største vandfald, det overdådige Cascate delle Marmore, og overnatter i større byer som Foligno, Spoleto og Rieti. Vi er undervejs i 15 dage og er indkvarteret på de dejligste hoteller, herberger og klostre.

Vores vandrestøvler er fortræffelige, og vi har gået dem til derhjemme. Vi har medbragt Compeed-plaster, men vi slipper ikke for vabler på fødderne. Og selvom vores rygsække kun rummer det allermest nødvendige og højst vejer syv kilo, så føles de meget tunge efter fem timers vandring i bjergene.

De mange spor på ruten efter Frans af Assisi får os naturligvis til at tænke over denne fredselskende reformator af den katolske kirke, som betragtede dyr og planter som sine ligeværdige. Han blev kanoniseret allerede to år efter sin død. Blandt hans meget få efterladte skrifter findes ”Solsangen”, som Johannes Jørgensen (1866-1956), den danske symbolistiske digter og Frans' berømte biografist, har oversat.

Lad os her citere nogle linjer fra dennes besyngelse af den gudsskabte verden, i særlig grad naturen:

”Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,/ Din er al ære, lov og pris og al velsignelse,/ Lovet være Du, Herre, med alle Dine skabninger,/ især Broder Sol/“/ Lovet være du, Herre, for Søster Måne og stjernerne,/ og for luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr,/(“)”

Der er mange legender om den hellige Frans. Blandt andet fortælles det, at han opfandt julekrybben - og at han prædikede for fuglene. Giotto har skildret denne prædiken i en af sine smukke freskoer i basilikaen i Assisi. Frans brugte også meget tid på de fattige og syge, blandt andet sårbehandlede han de spedalske. Han levede efter reglen, at det er, når vi giver, at vi modtager. Som tiggermunk med en meget stor karisma samlede han efterhånden så mange ligesindede, at han kunne stifte en ny munkeorden: franciskanerne eller gråbrødrene, som de hedder herhjemme. De lever asketisk som vandreprædikanter og ejer intet - heller ikke noget hjem. De søger tilbage til en mere enkel form for kristendom uden de store institutioner, pragten og den magtfulde politiske indflydelse, og de forsøger at føre Jesu tanker aktivt ud i livet.

For hippierne i 1960'erne og 1970'erne var den hellige Frans lidt af en kultfigur på grund af sin kærlighed til naturen og sin pacifisme. De kunne også identificere sig med hans fravalg af materielle besiddelser.

Senere har hans respektfulde omgang med naturen også inspireret mange miljøaktivister. Den nye, argentinske pave, der blev valgt i 2013, har taget navn efter ham. Paven har større fokus på den sociale undertrykkelse end mange af sine forgængere. ”Vi lever i den mest ulige del af verden, som er vokset mest, men har reduceret elendighed mindst,” sagde han blandt andet i 2007 om Latinamerika.

Vi tilbringer et par dage i Assisi, inden vi påbegynder vandreturen. Vi får udleveret vores pilgrimspas på kirkekontoret ved basilikaen, hvor den hellige Frans ligger begravet. Her kan vi få stempler i de kirker, som vi besøger på vores pilgrimstur.

Den unge billedkunstner Alexander Tovborg har opfordret mig at tage kontakt til den danske franciskanerbroder Teodor, som vi møder foran basilikaen. Denne fortæller om sit liv i Assisi og opmuntrer os til at deltage i pilgrimsmessen klokken 18. Her bliver vi kaldt til alters, og vores pilgrimstur bliver velsignet.

Broder Teodor blev religiøst vakt en-gang i 1980'erne i forbindelse med en studierejse til Assisi som led i hans uddannelse på VUC i Aarhus. Fem år senere og efter ”utallige slåskampe med Vorherre” konverterede han og gik ind i Franciskanerordenen.

Broder Teodor fortæller, at det egentlig er imod Frans af Assisis idé om livet som munk at bo så mange sammen på ét sted. De er 70 brødre, heraf 19 novicer, der aspirerer til at blive brødre. Men han mener, at man netop bør gøre en undtagelse i basilikaen i Assisi, som er en af de mest illustrerede kirker i verden med de mange berømte fresker. Broder Teodor udlægger hver dag Giottos fresker, som omhandler Frans' liv, for kirkens mange besøgende fra Skandinavien. Han ønsker ikke at påvirke gæsternes tro, ”for det er Vorherres opgave”. Han ”åbner bare en sprække, men tilhørerne må selv åbne døren helt”, siger han.

Næste dag indleder vi vores pilgrimsfærd. Dagen før har vi besøgt Frans' grotte Eremo delle Carceri på bjerget Monte Subasio små 1300 meter over havets overflade bag Assisi. Her bad og mediterede Frans sammen med sine ligesindede.

Vi har også lagt vejen forbi Johannes Jørgensens hus i Via Jorgensen. En ung mand arbejder på facaden. Det er ejerens barnebarn. Han beklager, at hans bedstefar holder siesta. Ellers ville han gerne have lukket os ind, så vi kunne hilse på ham.

Henrik Wivel, som læserne kender fra disse spalter, arbejder for tiden på en kommenteret udgivelse af Johannes Jørgensens dagbøger. Han har fortalt, at Johannes Jørgensen i sin tid lejede huset af den familie, som bor der nu. Der hænger en mindeplade på huset.

Johannes Jørgensen var på sin tid den mest berømte dansker i den katolske verden. I 1907 udkom hans store biografi om Frans og året efter ”Pilgrimsbogen”, som rummer beskrivelser af de mange steder i Umbrien, hvor Frans har færdedes. For ”Giovanni Jorgensen” var Umbrien et ganske særligt område, hvor natur, ånd og kultur gik op i en højere enhed.

Vores vandring fører os igennem små landsbyer med venlige koner og glammende hunde. I selv den mindste by er der en romersk vandpost med iskoldt kildevand, så vi kan slukke tørsten og fylde vores plasticflasker op. På visse strækninger går vi uden om byerne gennem de grønne trøffelskove. Da må vi medbringe madpakker, og vi udsøger os de smukkeste steder til at spise dem. Undertiden kan vi køle fødderne i vandet i floderne.

Nogle gange hører vi skud i det fjerne. Det er jagtsæson. Her lever et stort antal hjorte og vildsvin, men vi ser ingen. Vi vandrer direkte fra sensommeren ind i efteråret, som i Italien officielt begynder den 21. september.

Det er så enkelt at vandre, og vi bliver hele tiden stærkere og kan klare mere. I den første uge møder vi kun to andre pilgrimme, som begge befinder sig i en religiøs ekstase. Vi undlader at afbryde dem, men noterer os, med hvilken rasende fart de bevæger sig mod nord. Vi går mod syd og er i sammenligning med dem på den rene fornøjelsestur. Da vi nærmer os Lazio-provinsen, møder vi en gruppe tyske pilgrimme og lidt senere fem østrigske. Ellers ingen.

Jeg har medbragt flere bøger om at vandre. Blandt andet den norske forfatter Tomas Espedals medrivende roman ”Gå”. Også den franske forfatter Frédéric Gros' ”A Philosophy of Walking”, der også er udkommet på dansk på Kristeligt Dagblads Forlag med titlen ”Gå! En filosofisk fodrejse”, men det bliver kun til et par sider hver aften. Man er simpelthen for træt til at læse. Begge forfattere har imidlertid en mængde gode råd til vandreren, ligesom de bringer citater af verdenslitteraturens store vandrere fra Rousseau over Thoreau til Nietzsche. Hver morgen vågner jeg af mig selv ved seks-syvtiden Fuldstændig udhvilet og ”forklaret”, som da jeg var barn.

AnnonceKøb bogen "Gå! En filosofisk fodrejse" her

Det er helt afgørende at vandre alene. ”Da sola”, som de siger i Italien, når det drejer sig om kvinder.

Jeg danner gerne bagtrop, men undertiden går jeg forrest og kommer først i mål. Farer vi vild, hvilket sker adskillige gange, er det næsten altid, når vi vandrer sammen og taler. Så bliver vi uopmærksomme og overser skiltene. Når vi går i grupper, oplever vi ikke i samme grad landskabernes skønhed, og vi går glip af et mere koncentreret tankeflow og vigtigst af alt: at finde vores egen, sande gangart.

Overalt bliver vi mødt med venlighed og hjælpsomhed. Italienerne har respekt for pilgrimme, og mange ønsker os ”una buona passeggiata” eller ”un buon cammino”. De tilbyder os gerne at køre os et stykke vej, hvis benene ikke kan mere.

De fleste turister vælger Italien på grund af landets årtusindgamle rige kulturarv. De opsøger antikken, renæssancen og barokkens arkitektur og monumenterne i byerne, men rejser lige så ofte for det skønne italienske køkken og vinene.

Andre vælger Italien for at holde badeferie. De færreste kommer der på grund af den storslåede natur, som i øvrigt også byder på mange kulturelle indslag, omend de er mere spredt end i byerne.

De færreste ved, at Italien også er et helt enestående naturland. Appenninerne - Italiens rygrad, som de kaldes - løber 1200 kilometer fra Alperne i nord til Calabrien i syd. Vi vandrer gennem nogle af disse bjerge.

Umbrien er en forholdsvis øde region, som også kaldes Italiens grønne hjerte eller Trøffellandet på grund af den frodige jord og de mange trøfler, som opspores af specialtrænede hunde. Jeg spiser trøfler næsten hver aften. De rives over pastaen eller kødet og smager som et ekstrakt af skovens mange dufte, som vi har indåndet hele dagen på vores fodrejse. For mit vedkommende blev denne min første pilgrimsvandring både en naturåbenbaring og en indvielse i vandringens stille poesi.