Familiefarcen begynder med et grin. Flere faktisk. Vi griner ad en gammel, dement mand i rullestol, der kæmper en kamp med sin kateterslange.
Derpå griner vi ad familiens klimaangst, dens racistiske tendenser, onklens komiske PTSD-anfald, den forsmåede kvindes liderlighed og præstens tro på engle.
Men grinet har en bitter bismag. For faktisk er der jo ikke så meget at grine ad.
Familien, der kunne tale om alt, handler om det, vi taler om: krig, tro, velfærd, race og klima. Man kan måske argumentere for, at emnerne er for oplagte og behandles noget overfladisk. Men det interessante er ikke nødvendigvis indholdet - diskussionen drejer sig nærmere om samtalernes form.
Her i familien siger de det, som det er.
”Jeg orker ikke al den klimasnak,” siger en af gæsterne, og vi spejler os i det, de siger. De tunge emner udmatter os. Vi burde eller kunne gøre mere end blot at skifte til LED-pærer, ringe til vores gamle farfar eller ”like” Venligboerne på Facebook - gøre noget i stedet for at sidde og se på, at Grønland forsvinder.
Vi lider af en kollektiv dårlig samvittighed, men vi har for travlt med at få styr på os selv til at gøre noget ved det.
Til forestillingen har Markus Karner skabt en flot scenografi med et bjerg af bjælker, som spillerne skal forcere for at indtage deres pladser ved julebordet.
Aarhus Teaters vante ensemble er usædvanligt velspillende og holder os godt underholdt igennem hele julefesten.
Altid intense Jakob Madsen Kvols er soldaten, nylig hjemvendt fra Helmand-provinsen i Afghanistan, og han leverer forestillingens mest mindeværdige scene: en filmisk dødskamp med julegrisen, udført i slowmotion hen over julebordet.
Det er dog festens værter, der styrer og stjæler showet. Lotte Andersen er fantastisk - både sjov og ynkelig - som en ”50-årig voldslimet vulkan” af en kvinde, der desperat forsøger at parre sig med niecens lysebrune kæreste. Manden spilles af Bue Wandahl i sit es, som med tør komik og perfekt timing fyrer ekstremt upassende kommentarer af.
Ganske som han plejer, tvinger Christian Lollike os ud i en konfrontation med os selv og vores dobbeltmoral, dårlige samvittighed, usikkerhed og handlingslammelse. Men han gør det uden rigtig at prædike fra et højere sted. Det er nærmere en konstatering af tingenes tilstand og en opfordring til “ til hvad?
Læs et interview med Christian Lollike her.
Som debatten begynder at tage fart, er der én, der råber ”skåååål” og tager samtalen tilbage til nulpunktet.
Lollike selv kalder det en form for ”samtaledemens” og trækker således en tråd mellem den gamle mands lidelse og forestillingens form: ”Vi taler om alt på samme monotone frekvens, intet rykker sig.”
Det kan læses som en kritik, ikke bare af os som enkeltindivider, men også af samfundsdebatten og måden, den rækker ind i kunsten på.
Lige nu synes der at være en tendens til, at instruktører vinkler forestillinger som samfundskritik. Det gælder for eksempel Peter Langdal og Martin Lyngbo, der med nyfortolkninger af henholdsvis ”Kong Lear” og ”Spillemand på en tagryg” griber fat i flygtningeproblematikken.
Men batter det? De får os til at tænke, ja. Men gør vi noget? Lollike synes at foreslå, at der skal helt radikalt anderledes midler til, men han giver ikke indtryk af selv at have fundet løsningen.
I Runar Hodnes iscenesættelse rykker Lollikes tekst desværre heller ikke ved andet end vores tanker. Dele af forestillingen hænger og dingler og er ikke så skarpt trukket op, som man kunne ønske.
Desuden er teksten ikke helt så spiddende spids og genkaldelsesværdig som andre af Lollikes tidligere værker. Det gør sig særligt gældende i slutningen, som er enten ekstremt kryptisk eller meget banal. Det er et lille minus for en ellers meget underholdende og skarptunget forestilling.
kultur@k.dk