Dette interview med afdøde Erland Kolding Nielsen er fra august 2016. Vi bringer det igen i anledning af hans død.
Hvis man tror, at Det Kongelige Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen, er født med en guldske i munden, tager man grundigt fejl.
Hans tidlige barndom tilbragte han først i Frøslev, hvor hans far underviste landsforrædere i Fårhuslejren, derefter flyttede familien til Ringe på Fyn og senere til en skole i Oksenbjerge midt ude i skoven mellem de midtjyske stationsbyer Kollemorten og Give. Inden han var fyldt 18 år, havde han boet 10 forskellige steder i Danmark, hvorfor han med sin aldrig svigtende humor betegner sig selv som en indfødt ”kosmopolit”.
De mange flytninger skyldtes, at hans historieinteresserede far døde tidligt, så moren stod alene med Erland og hans søster og flyttede hen til de byer, hvor børnene kunne uddanne sig.
Erland Kolding Nielsen er en imposant personlighed med en særlig, gammel- akademisk diktion. Han er kendt for at have politisk tæft og for at have høje ambitioner på Det Kongelige Biblioteks vegne. Vi sidder i hans direktørkontor på G-niveauet – den øverste etage – i Den Sorte Diamant med en fabelagtig udsigt til Christianshavn og Københavns Inderhavn. Det er tydeligvis ikke noget regneark, som residerer her. Stabler af bøger og bugnende reoler vidner om en mand, der har næsen nede i forskningens plovfurer.
Hvilken bog var den første, du læste?
”Jeg kunne læse, før jeg kom i 1. klasse, og min første bog var A.D. Jørgensens berømte ’40 fortællinger af Fædrelandets historie’. Det er sådan en bog, som jeg tror, der blev årsag til, at jeg blev historiker.”
Hvad betød det, at din far døde tidligt?
”Han døde lige efter sankthans i 1954, hvor han havde holdt en stor båltale ovre i Tinnet Krat. Han fik konstateret kræft, og det tog et halvt år, og de kunne ikke få bugt med det. Jeg så ham sidste gang fem dage før min otte-årsfødselsdag. Tre dage efter døde han. Så stod min mor tilbage med ’skægget i postkassen’, om man så må sige, hvis det havde været en mand. Hvad skulle hun nu gøre med eneansvaret for min lillesøster og mig? Hun fik vist en lille enkepension.”
Og så flyttede I og boede 10 steder i din barndom.
”Ja, vi boede mange steder på Fyn og i Jylland, men sluttede i Aarhus, hvor min mors søster boede. Her flyttede vi ind i det nye højhus for enden af Fuglsang Allé, og jeg startede i 1955 i 2. klasse på Møllevangskolen, datidens største kommuneskole med 2000 elever. Men selvom jeg knap nok havde absolveret 1. klasse, kedede jeg mig i skolen, og da min mor opdagede det, gik hun resolut ned til skoleinspektøren og spurgte, om jeg ikke kunne få – som det hedder i dag – nogle flere udfordringer. ’Jo,’ sagde skoleinspektøren. ’Vi flytter ham ikke op i 3., men i 4. klasse.’”
Efter mellemskolen på Aarhus Katedralskole fortsatte Kolding Nielsen i gymnasiet. Valget faldt af økonomiske grunde på Birkerød Statsskole, som var kostskole. Her fik han i starten en halv friplads, men efter et år opnåede han fuld friplads. Kolding Nielsen blev nysproglig student i 1965. Ville egentlig have været klassisksproglig, men den linje havde de ikke på Birkerød Statsskole.
Og derefter begyndte du at læse historie ved Københavns Universitet?
”Ja, og jeg tror, at beslutningen allerede var taget i mellemskolen. Jeg var historisk interesseret, havde en fremragende historielærer, men jeg var også interesseret i musik og naturhistorie. Jeg begyndte meget tidligt at spille klaver og violin og nåede op på et rimeligt niveau, synes jeg selv.”
Hvad har historiefaget betydet for dig i din nuværende stilling?
”At kunne mærke historiens vingesus, når man står med et sjældent eller vigtigt dokument, et arkiv eller et objekt i hænderne, er stort. Det forsøger jeg at give videre til andre.”
Du har altid haft en stor arbejdskapacitet, ikke sandt?
”Det kan man vidst godt sige. Men det skyldes også, at den store historiske interesse og arbejdet altid har fulgtes ad. Jeg er jo ikke nogen djøf’er. Da det begreb kom op, mente en fondsdirektør, at jeg skulle skifte min titel ud til administrerende direktør. Nej, for jeg er snarere kulturdirektør end administrerende direktør. Fordi det er chefens opgave ved denne institution, såvel som ved Rigsarkivet og Nationalmuseet, at sørge for den indholdsmæssige udvikling og styre den. En af mine hovedopgaver er at sørge for, at nutiden og eftertiden får det kildemateriale, som falder ind under Det Kongelige Biblioteks ansvarsområde, som kan bruges i fremtiden.”
Du er født i 1947. Hvornår går du på pension?
”Så længe den siddende kulturminister er ældre end mig, kunne jeg jo nok blive, men spørgsmålet er, om man ikke skal holde op, mens legen er god, selvom man godt kan fortsætte. Jeg vil gerne afslutte en række vigtige sager, som i nogen grad hænger på mig, og som en efterfølger med en anden baggrund måske ikke lige vil prioritere.”
I din tid er der også kommet meget mere til samlingerne...
”Det tror jeg godt, man kan sige. Dels har der givetvis været meget mere fra det 20. århundrede at få indsamlet, men Det Kongelige Biblioteks område er blevet udvidet væsentligt, også i min tid, ligesom det blev af nogle af mine forgængere. Lad mig her nævne nogle af de vigtigste erhvervelser i min tid: de sidste H.C. Andersen-manuskripter, Sylvest Jensens luftfotografier, Carsten Niebuhrs dagbøger, nutidige forfatter- , komponist- og fotografarkiver, balletmester Harald Landers arkiv fra Frankrig, som vi fik for næsen af Bibliotheque Nationale, nodesamlingen fra Ålholm Gods, musikforlaget Wilhelm Hansens arkiv, bladtegningerne samt en række middelalderhånd-skrifter, der har en tilknytning til Danmark.”
Man kan vel med god ret sige, at Det Kongelige Bibliotek er meget mere end et bibliotek. Det er et kulturhus med koncertsal, samlinger, studiesale og udstillinger, ikke mindst i underetagen, hvor blandt andet Det Nationale Fotomuseum, som blev etableret i din tid, residerer.
”Ja, det var en vigtig kulturpolitisk markering af Det Kongelige Biblioteks museale funktion på fotografiområdet, som ingen havde taget sig rigtigt af før. Der er nu 19 millioner billeder, hvoraf nogle henhører under kategorien kunstfotografi. Men Det Nationale Fotomuseum er altså ikke kun denne del af samlingen. Det er den museale funktion for alle vores fotografier. Der har været forsøg på at indskrænke perspektivet, og det dur ikke.”
”I min tid har vi også udvidet arkivindsamlingen væsentligt ud fra den betragtning, at Håndskriftssamlingerne, som i vid udstrækning i det 20. århundrede blev til store arkiver, ikke kan behandles som bøger, men efter arkivprincipper. Yderligere er der i min tid, i modsætning til i mine to forgængeres, dukket ukendte middelalderhåndskrifter op, og selvom de går til astronomiske priser, er det lykkedes os at få dem alle sammen.”
Og med midler hvorfra?
”Fondsmidler primært, herunder det dyreste håndskrift, vi har købt siden 1785, Courtenay-håndskriftet med den hidtil ukendte version af Knud den Stores krønike, som kostede et tocifret millionbeløb. Selv med de midler, vi kunne få fra Kulturministeriet, havde vi kun et par millioner, og det var slet ikke tilstrækkeligt. Men takket være tre fonde lykkedes det os at erhverve det, og det var en sensation. Desværre er der ikke så meget middelalderhistorie tilbage i Danmark, og det går den forkerte vej efter min mening.”
Altså mener du forskningen?
”Ja, der er ikke mange middelalderhistorikere, for man har opgivet kravene til de historiestuderende, så de i dag ikke kan læse latin, ikke kan læse tysk, ikke kan læse håndskrift eller bare fraktur, og i det hele taget ikke kan læse noget gammelt. En hovedfagseksamen i historie i dag udgør kvantitativt højst 25 procent af, hvad den gjorde i min tid. Hertil kom, at vi også skulle bestå filosofikum for at påbegynde et studium.”
”Ud over at have den store latinprøve skulle vi kunne tre-fire sprog. Vi læste eksempelvis allerede i rusåret bind 4 af Annales-skolens verdenshistorie ”Histoire générale des civilisations” på fransk – bare på den første side i landbrugskapitlet var der over 40 gloser, som jeg ikke kendte. I 1960’erne tog man det for givet, at man kunne disse sprog på historiestudiet. Folk er målløse, når de hører om mit pensum til forprøven: Grundbogen var på fransk; to hovedværker på tysk eller engelsk; to hovedkilder, den ene var ”Den Westfalske Fred” på latin, foruden den tysk-romerske kejsers Ferdinand II’s politiske testamente. Det er forfattet under Trediveårskrigen. Det Kongelige Bibliotek skaffede det i tide, men jeg fik et chok, da jeg så, at det var skrevet på nedre-østrigsk dialekt. Jeg troede, at det var på højtysk. Det tog mig to dage at oversætte det. Jeg var otte år om historiestudiet, men jeg havde erhvervsarbejde hele vejen igennem for at undgå studiegæld.”
Og i 1986 blev du direktør for Det Kongelige Bibliotek.
”Tirsdag den 3. december – det er noget, man aldrig glemmer – blev jeg indkaldt til møde med ministeren og departementschefen. Her blev jeg eksamineret af Mimi Stilling Jakobsen, og det var den hårdeste eksamen, som jeg nogensinde har været igennem.”
Hvad var det, der gjorde den så hård?
”For det første fik jeg et mentalt chok over, hvad ministeren konkret vidste om Det Kongelige Bibliotek. Hun spurgte blandt andet: ’Hvorfor skal det tage fire år at katalogisere en bog på Det Kongelige Bibliotek?’. Hun stillede en lang række spørgsmål, og så skulle jeg analysere problemet, og så kom det næste spørgsmål: ’Hvad ville du gøre ved det, hvis det blev dig?’. Det blev hun ved med i 50 minutter. 50 minutter!”.
De ville simpelthen have det bibliotek til at vågne op?
”Nej, der var en helt anden og meget mere alvorlig baggrund for det. Finansministeriet ville efter en stor klagesag sætte Det Kongelige Bibliotek under administration, hvis ikke der blev ryddet op. Jeg fik helt frie hænder til at foretage en gennemgribende modernisering, som også indebar fyringen af en række ’kurfyrstelige’ mellemledere, der havde tiltaget sig for meget magt til skade for organisationen. Før jeg tiltrådte, samlede jeg en arbejdsgruppe af loyale og dygtige medarbejdere, jeg turde stole på, til at analysere problemerne sammen med mig. Vi fik ryddet op, fik effektiviseret, indført edb og udryddet en del slendrian, ligesom vi gav mange alkoholiserede medarbejdere en chance for at komme ud af deres misbrug. Hvis ikke de erkendte det, blev de fyret. Det var en lang og hård moderniseringsproces, som også endte med, at vi fik bygget nye magasiner, Den Sorte Diamant, Fisken og et nyt humanistisk universitetsbibliotek. Men det er en hel historie for sig.”
Det må have været en meget vanskelig øvelse, som ikke just gjorde dig populær?
”Det værste var, at Kulturministeriet havde pålagt mig tavshed omkring baggrunden. ’Det her må ikke komme ud.’ Jeg følte det jo, som om man havde monteret et damoklessværd over indgangen til mit kontor ophængt i sytråd, hvis jeg ikke løste opgaven tilfredsstillende.”
Moderniseringen handlede også om at gøre biblioteket åbent, at gøre det nemmere at få bøgerne til rådighed, at ajourføre katalogerne, gøre informationerne lettilgængelige og have servicemindede medarbejdere, har jeg læst.
”Ja, vi formulerede en række normer, som var en direkte antitese til det, Det Kongelige Bibliotek havde udviklet sig til.”
Og den berømte bogtyv?
”Han blev efter at have fået flere chancer fyret på grund af alkoholisme. Men det var først kort efter sin død, nærmere bestemt i 2003, at han blev afsløret som den store bogtyv.”
Nu er Det Kongelige Bibliotek ligesom en lang række andre kulturinstitutioner ramt af store besparelser. Hvilke konsekvenser får det?
”Jeg har regnet på det. I alle de år, jeg har været ansat her, har der været besparelser med ganske få undtagelser. Men hvis politikerne bliver ved med at forlange kumulerede besparelser på to procent hvert år i årene fremover, vil alle kulturinstitutioner i Danmark reelt være nedlagt i 2040. Vi kan ikke rationalisere os ud af denne situation, hvis vi fortsat skal løse vore omfattende nationale opgaver.”