Verden som den er ifølge Kissinger

Henry Kissinger analyserer i fremragende ny bog verdens orden på den lange bane. Den tidligere amerikanske udenrigsminister frygter, at et historieløst globalt samfund fører til en rodet orden

Henry Kissingers fremragende bog er ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå vores tid, og hvordan vi er er kommet til både den orden og den uorden, der præger verden, skriver Jesper Beinov. Her ses den tidligere amerikanske udenrigsminister (th.) sammen med præsident Richard Nixon i 1972. -
Henry Kissingers fremragende bog er ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå vores tid, og hvordan vi er er kommet til både den orden og den uorden, der præger verden, skriver Jesper Beinov. Her ses den tidligere amerikanske udenrigsminister (th.) sammen med præsident Richard Nixon i 1972. - . Foto: Scanpix.

Erfaren mand er god at gæste. Den sandhed gælder også i 92-årige Henry Kissingers tilfælde. ”Verdens orden. Refleksioner over nationers egenart og historiens gang” er netop en meditation over et langt livs studier af historien og praktisk statsmandskab.

Konklusionen er, at ”historiens mening skal opdages og ikke erklæres”. Historien kan ikke sættes på formel eller forudsiges. Til gengæld kan og skal historien bruges til at lære, hvordan stater agerer, og hvordan givne geografiske og andre omverdensbetingelser konkret spiller ind for de enkelte lande.

Kissinger, der som tysk jøde sammen med familien søgte tilflugt i USA i 1938 og som amerikansk soldat vendte tilbage til det befriede Tyskland, fik siden en fornem karriere som professor på Harvard Universitet. Praktisk indflydelse trak, og han blev den moderate republikanske Nelson Rockefellers udenrigsrådgiver, i forbindelse med at Rockefeller forgæves søgte at vinde nomineringen som republikansk præsidentkandidat i 1960, 1964 og 1968. Republikanerne vandt med Richard Nixon, der som præsident gjorde ham til først national sikkerhedsrådgiver i 1969, og siden tjente Kissinger sit nye land som udenrigsminister 1973-1977. Nobels Fredspris fik han i 1973.

Siden har han rådgivet og været samtalepartner med skiftende præsidenter frem til nu. Men Kissingers egen gerning har været kritiseret - både af venstrefløjen i dens generelle modvilje mod USA og af idealistiske neokonservative, der fandt hans realpolitik for gusten, i form af at USA støttede tvivlsomme antikommunistiske regimer under den kolde krig.

For at forstå verdens sande tilstand tager Kissinger et langt historisk-analytisk tilløb. Afsættet er den moderne europæiske orden, der kom til efter Europas voldsomme (religions)krige, der kronedes med freden i 1648. Ved to mellemstatslige konferencer blev staternes suverænitet slået fast, og religionen blev sendt ud af politik og kom til at dreje sig om det rent kirkelige. Princippet om, at man ikke blander sig i andre staters interne anliggender, og at lande søger at mindske strid ved forhandlingsbordet, førte til en magtbalancetænkning, der med afbrydelser af småkrige holdt i 150 år.

Bruddet kom omkring Den Franske Revolution. Frankrig og England lå længe i strid. Det engelske synspunkt var nærmest at holde med de andre lande over for kontinentets mest magtfulde land. Og det var Frankrig. Efter Napoleonskrigene begyndte den europæiske koncert med en ny magtbalance - og taberne måtte betale, blandt andre Frankrigs allierede Danmark, der måtte aflevere Norge.

Denne magtbalance forblev relativt stabil frem til Første Verdenskrig. Tysklands samling i 1871 ændrede magtbalancen, og Tyskland blev mægtigste magt. Alliancepolitikken op til 1914 fik den katastrofale effekt, at den bandt, da først krisen var en realitet, og det blev en storkrig. Og hvor det westfalske systems garantier faldt bort, for eksempel ved invasionen af Belgien i 1914, selvom landets neutralitet og grænser i 100 år havde været garanteret i den europæiske orden.

De humane værdier forsvandt i krigens helvede, men den amerikanske præsident Wilsons principper om folkenes selvbestemmelse og stærke kollektive værdier fik svar i Folkeforbundet, der søgte at udbrede fredens principper. Det var første gang, USA meldte sig, men landet trak sig ud igen. Prisen blev høj. I mellemkrigstiden kom nemlig styreformer til, der ikke anerkendte den klassiske westfalske orden, lande som Sovjet og det fascistiske og det nazistiske diktatur. Kissinger peger på analogien til i dag, hvor sammenbrudte stater, radikaliserede muslimske lande og områder heller ikke anerkender balancen.

Koldkrigstiden var en lang opvisning i magtbalance-tænkning, men her rykkede den uden for Europa, fordi det var USA mod Sovjet. I Europa udviklede der sig fælles normer gennem EU, hvor den bløde magt er den dominerende, mens der er ulyst ved den hårde, militære magt. Man sidder sammen ved bordet. FN og EU bygger på den type tænkning. Mens USA som verdens supermagt kombinerer den hårde og bløde magt.

Med Murens fald kom en ny periode til, hvor ansvaret for at handle brød igennem. Verden kunne ikke sidde katastrofer overhørig. Nye brudflader kom til mellem Rusland og Kina, der tog afstand fra indblanding i andres indre anliggender, fordi de frygtede en præcedens i forhold til egne, interne problemfelter.

Grænserne for den amerikanske magts evne til at sætte sig igennem sås i Irak og Afghanistan, og den relative svækkelse af USA under finanskrisen tilsammen med et andet syn på USA's rolle som verdens politimand, betyder, at andre magter melder sig, så som førnævnte Rusland og Kina.

Det store spørgsmål for Kissinger er faktisk Kina. Pointen er, at det i historiens løb altid har været risikabelt, når vi har en faldende supermagt - USA - og en opstigende en af slagsen - Kina. Tysklands rejsning i Europa er i så henseende et eksempel på dette. Kissinger ser Kina som en partner og rival. Han advarer mod en dæmonisering af Riget i Midten, men opfordrer til intenst partnerskab med Kina i en verden med ”mere modstridende realiteter”, altså en pragmatisk accept af forskelle og forskellige styreformer. Her rekapitulerer han kortfattet de 600 siders argumentation fra den vellykkede bog ”On China”, der kom for et par år siden, med vægt på en nuanceret skildring af Kinas angst for at blive omringet af andre magter, særligt Rusland samt USA og dets allierede i Fjernøsten.

I bogens sidste del har Kissinger et lavmælt, men intenst budskab. Balancen mellem realiteter og idealisme er helt nødvendig, og dette er et genkommende tema i bogen. Uden et balanceret miks af de to komponenter vil USA ikke være det land, vi kender. Idealerne kan ikke alene styre. Det er den forsigtige kritik, Kissinger rejser mod aktionen i Afghanistan og Irak. Begge interventioner støttede Kissinger. Men han anerkender fejltagelserne ved at ville downloade demokratiske værdier i samfund, hvor retsstatsprincipper, demokrati og frihedsrettigheder ikke er rodfæstet.

Dette er samtidig det eneste sted, hvor han henviser til egne erfaringer som flygtning fra naziregimet, der ville udslette mindretal. Derfor forstår han om nogen den amerikanske stræben efter universel frihed, og George W. Bushs noble intention, men den skal balanceres op imod realismen i et sådant forehavende. Hvis ikke USA er ”i stand til at handle ud fra begge principper, vil landet heller ikke være i stand til at opfylde nogen af dem”.

Kissingers endelige konklusion falder i to dele. Nok er orden vigtig. Men det er frihed også. Den amerikanske selvforståelse er, at USA har en exceptionel rolle i verden, som handler om at sikre, at frihedsprincipper så vel som frimarkedstanker spredes, fordi demokratier ikke starter krige.

Når det gælder fremtiden, er Kissinger noget af en pessimist. Næste krig begynder på nettet, citerer Kissinger lederen af USA's afdeling for cyberkrigsførelse. Den digitale udvikling vender i det hele taget op og ned på mange ting: Vores evne til kritisk tænkning bevæger sig fra læsningens tidskrævende lineære logik til det hurtige net, der resulterer i slap, halvfærdig tænkning. Responstiden bliver drastisk forkortet for politiske ledere, der bliver mere selfie-agtige. I sådanne mere følelsesmæssigt labile samfund bliver koldsindige valg vanskeligere, så langsigtet strategisk tænkning viger for kortsigtede (taktiske) fægtninger. Muligheden for at manipulere, spinne og ophidse grupper på nettet vokser. Og digital cyberkrig ser vi allerede i det små: Stuxnet-angrebet på Iran forsinkede dets atomforsøg, russiske botnet-angreb på Estland lammede kommunikationen i dagevis i 2007. Så sandelig dystert, men Kissingers synspunkt er, at individer handler, tænker og dermed kan forandre historien.

”Verdens orden” føjer sig til det dusin bøger, han har skrevet, siden han stoppede som udenrigsminister. Selvom bogen præsenteres som et ikke-videnskabeligt værk, rettet til almenheden, kræver den tålmodighed. Det er derfor klogt at tage sig tiden til at læse Kissinger i småbidder. Min læsning har både været på engelsk og dansk, og det er tydeligt, at Jakob Levinsen har gjort et stort arbejde med oversættelsen.

Kissingers fremragende bog er ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå vores tid, og hvordan vi er kommet til både den orden og den uorden, der præger verden.

kultur@k.dk