Passage 72. Telefonnummeret. Redigeret af Tore Rye Andersen med flere. 133 sider. 120 kroner. Aarhus Universitetsforlag.
Min skepsis over for Passages tema om telefonen eller ”telefonnummeret”, som der står på forsiden af tidsskriftet, var på forhånd stor. Måske fordi jeg selv engang har siddet i en tidsskriftredaktion og vredet min hjerne forgæves for at finde på spændende og originale temaer.
Telefonen, allemandseje i dag, engang forbeholdt eliten, et genialt middel til at forkorte afstande mellem mennesker og en potentiel trussel mod nærværet mellem mennesker i samme rum, skulle den tingest kunne åbne for oversete aspekter af litteraturen?
Efter fornøjelig gennemlæsning af nummeret må jeg konstatere, at opmærksomhed over for telefonen på godt og ondt rammer noget i verdenslitteraturen, som jeg ville være ked af at have været foruden.
Æren herfor tilfalder i høj grad skribenterne. Ledende redaktør Tore Rye Andersen lægger stærkt ud med, hvad han med en flothed kalder ”nedslag i telefonens litteraturhistorie”.
Han opregner den hidtidige æstetiske og især medieteoretiske behandling af telefonen og konkluderer, at telefonen som auditivt medie har spillet en mindre rolle i forskningen end de visuelle medier, fotografi, film og manuskripter: ”Men selv om telefonsamtaler i langt de fleste tilfælde ikke bevares for eftertiden, vil jeg ikke desto mindre hævde, at telefonmediet har sat sig mindst lige så varige spor i både samfundet og litteraturen som f.eks. fotografiet “”.
En ambitiøs tese, som man ud fra nummeret som helhed er tilbøjelig til at tro på kunne følges op af en større afhandling om emnet.
Herefter overlades ordet til skribenter fortrinsvis fra Aarhus Universitet, som med analyser af forfattere af dansk, tysk, amerikansk, marokkansk og russisk nationalitet behandler telefonen som motiv eller tema. Et par af de bedste bør fremhæves.
Kasper Schiølin skriver inspireret om den store tyske forfatter Botho Strauss, der med sin litteratur undersøger, hvordan telefonens invadering af vores hverdag ikke kun forkorter afstande, men også øger vanskelighederne ved at etablere et nærvær med hinanden:
”Overalt i forfatterskabet dukker de op, telefoner der ikke bliver taget, telefoner der ligger på gulvet, telefoner der ikke virker, mennesker der ringer til sig selv eller til numre, de ved, ikke vil blive besvaret “”.
Mindst lige så tankevækkende er Ole Nygaards nærlæsning af Vladimir Nabokovs ”Lolita” med særligt fokus på romanens telefonsamtaler. Her er vurderingen af telefonen noget nær modsat af Botho Strauss' teknologipessimisme. Det er den overbevisende konklusion, at Humberts forhold til telefonen afslører et højt intelligent menneske, som er ude af stand til at sætte sig ind i andre menneskers følelser:
”Humbert mestrer ikke den mellemmenneskelige kommunikation, som telefonen repræsenterer - han forstår kun monologen.”
Beklageligvis er temanummerets eneste bidrag om dansk litteratur det mest uspændende, hovedsageligt fordi sensitiviteten i de mange små værkfortolkninger er svagere end lysten til at sætte i skema og diagram.
kultur@k.dk
