Merete Pryds Helle: Vi er mange, der ikke kommer fra dannede hjem

Merete Pryds Helle har skrevet en stor slægtsroman med udgangspunkt i et daglejerhus på Langeland. Hun afdækker skæbnefortællinger, hun har lyttet til som barn, og giver samtidig sit personlige bidrag til, at vi ikke glemmer den nære danmarkshistorie blandt almindelige mennesker

”Der ligger en baggrund af liv fra 1930’ere, 1940’erne og 1950’erne, som ikke findes mere, men det findes jo inden i folk,” siger forfatteren Merete Pryds Helle her foran det hus på Langeland, hvor hendes mor er vokset op, og hvor romanen ”Folkets Skønhed” udspiller sig.
”Der ligger en baggrund af liv fra 1930’ere, 1940’erne og 1950’erne, som ikke findes mere, men det findes jo inden i folk,” siger forfatteren Merete Pryds Helle her foran det hus på Langeland, hvor hendes mor er vokset op, og hvor romanen ”Folkets Skønhed” udspiller sig. . Foto: Andreas Bastiansen.

Hun står der, hvor hendes mor løb omkring i hjemmesyet kjole og bare tæer for omkring 70 år siden. Forbi brombærbuskene oppe på toppen af bakken bag ved det lille, kalkede hus sender et blomstrende pæretræ skygger hen over Merete Pryds Helles ansigt og gør hende tankefuld.

”Jeg føler, hvordan tiden lægger sig i lag ligesom tøj på en kold efterårsdag. Her var min mormor en voksen kvinde med min mor som barn. Min mor som voksen kvinde med mig som barn. Mig som barn og nu mig som voksen kvinde. Det er meget stærkt,” siger hun.

Vi er i Østerskov på det sydøstlige Langeland. Huset fremstår på denne solrige majdag skinnende hvidt, og vinduesrammerne er nymalede. Græsplænen løber nærmest direkte ud i den stedlige golfbane, hvor to mennesker i ternede bermudashorts og pigsko er med til at fuldende billedet af nutid. Vi er her imidlertid ikke for at spille golf, men derimod for at tale om tækkemanden Carl, hans kone Martha og deres børn Kaj, Valdemar, Marie, Ellen og tvillingerne David og Bernard.

Især Marie, for hun er hovedperson i Merete Pryds Helles store slægtsroman ”Folkets Skønhed”, der udkommer i næste uge og for en stor dels vedkommende udspiller sig lige her: På græsplænen foran huset, inde mellem træerne i den lille skovtykning, der grænser op til haven, på stenstranden, der ligger der, hvor vejen ender, og ikke mindst ved spisebordet inde i køkkenet og i de to små sovekamre på husets førstesal.

Læs et uddrag af bogen her

Marie er ikke Merete Pryds Helles mor, for hun hedder Doris, men det er tæt på. For Doris voksede op her i 1930’ere og 40’ere, dengang huset var noget mere faldefærdigt, og hvor det holdt hårdt at mætte de mange munde. Historien i ”Folkets Skønhed” bygger på Doris’ langelandske opvækst i fattigdom og senere sociale elevation til et nyetableret parcelhuskvarter i Værløse ved København.

De ret så dramatiske begivenheder i romanener foregået og er blevet fortalt videre og opsnappet på anden, tredje eller femte hånd af Merete Pryds Helle, der så har taget sig alle de kunstneriske friheder, der er tilladt, så længe der står roman på bogomslaget.

”Jeg voksede op med alle de her historier om aborter, uægte børn, folk, der hængte sig, og så videre, og de er ligesom blevet sådan en kæmpe bunke inden i mig, som trængte til at komme ud. Længe troede jeg, at jeg skulle skrive sandheden, men så indså jeg, at den ikke findes. For én ting er, hvad mine forældre og deres søskende husker, noget andet er alt det, de har glemt, og alt det, de helst ikke vil fortælle. Jeg er vokset op med, at der er ting, man taler om, og ting, man ikke taler om, men som man indimellem hører om alligevel igennem sådan nogle sprækker af antydninger. Jeg sad der som det lille, stille barn i hjørnet som en svamp og sugede til mig. Og jeg gik altid med ud i køkkenet og vaskede op, for det var der, der virkelig blev snakket,” fortæller Merete Pryds Helle.

Når forfatterens udgangspunkt var sandheden, så hænger det sammen med, at hun længe gerne har villet skrive en historisk roman, der gør det muligt for os at forstå vores nære fortid og dermed også os selv.

”Der ligger en baggrund af liv fra 1930’ere, 40’erne og 50’erne, som ikke findes mere. Men det findes jo inden i folk, og jeg tror, det er noget af det, der rumler i vores samfund og gør det svært for os at forstå hinanden. Der er en afstand mellem den generation, der ofte kom fra små kår, og som knoklede for at give deres børn en uddannelse, og så min generation. Vi fik uddannelsen, men det betød samtidig, at vi fjernede os fra vores forældre. Og der er et eller andet i den kløft, som jeg tror danner baggrund for nogle af de politiske fejder, der foregår i Danmark i dag,” siger Merete Pryds Helle og fortsætter:

”Jeg vil gerne sætte fingeren på, at den generation, der i dag er bedsteforældre, stadigvæk er Danmark. De mennesker, der har oplevet det her, lever stadig, og de har præget deres børn. Det er vores nære historie, og jeg tror, det er vigtigt for os at forstå, at vi ikke nødvendigvis er det her privilegerede, homogene teknologiske knowhow-samfund, som vi tror. Der er en baggrund af magt og afmagt, fattigdom og stolthed, som kører rundt mellem os, men som vi ikke forstår hos os selv og i vores samfund. Lige nu står der bare nogle og rækker tunge ad nogle andre. Eksempelvis er der mange, der ikke forstår Dansk Folkeparti- segmentet og slet ikke respekterer, at de findes. Omvendt ser Dansk Folkeparti-vælgere de andre som en elitær magtelite uden at have øje for, at det var det, de selv gerne ville have deres børn til at være. Jeg tror, at DF-vælgerne altid har været der. Det er partiet, der er nyt, og som nu giver stemme til noget, der har fandtes lige siden 1930’erne. Jeg har ikke skrevet en politisk bog, men jeg ser romanen som vigtig i forhold til, hvordan man forstår politik i Danmark i dag. Nogle af os kan bare tage hjem og besøge vores forældre, mens andre er nødt til at forstå det på andre måder.”

Daglejerhuset i Østerskov , skovtykningen, stranden og den lille landsbyskole nogle få hundrede meter væk, hvor hun skal hen hveranden dag, er hele Maries verden, da vi møder hende i romanens begyndelse. En gang imellem går hun de tre-fire kilometer op til den nærliggende by Tryggelev, eksempelvis når hun skal hente sin mormor ved rutebilen, fordi moderen skal føde, og en sjælden gang kører hun med hestevogn til Bagenkop.

Allerede inden konfirmationsalderen kommer hun ud at tjene, og da hun bliver 18 år, bliver hun gift med sin Otto. Han får chancen for at uddanne sig til teknikumingeniør i København, og Marie flytter med til hovedstaden. Her arbejder hun med at samle komponenter på en fabrik for at kunne forsørge dem begge, og senere, da Otto begynder at tjene penge, bygger de deres eget parcelhus på en nyudstykket stikvej i Værløse, og Marie bliver hjemmegående husmor med de to døtre Gitte og Merete.

Marie og Ottos omgangskreds er deres søskende med ægtefæller, der alle kommer fra Langeland, og en stor del af Merete Pryds Helles selskabsliv i barndommen foregik i Langelandsforeningen, hvor onklerne spillede dilettantteater, og hun selv gik på scenen sammen med sin kusine og sang dansktop-hits som ”Hjerter af honning”. Jul, påske, pinse og sommerferierne blev oftest tilbragt hos bedsteforældrene på Langeland, og derfor viser forfatteren stedkendt rundt, da vi blandt andet lægger turen fordi havnen i Bagenkop, hvorfra hendes onkler fiskede, og kroen, hvor der blev drukket øl og slået på tæven, men som også er åstedet for forældrens første kys.

”Jeg kunne godt have opdigtet det hele, men fordi min egen historie er så levende inden i mig, har jeg haft et behov for at få det formuleret. I mit nuværende forfatterliv oplever jeg tit at sidde blandt mennesker, der kommer fra dannede hjem med bøger i reolen, og føle mig meget klodset. Lidt som en elefant i en glasbutik. Eksempelvis bander jeg, det er der ellers ingen i min omgangskreds, der gør, og hvor kommer det lige fra? Derfor er romanen vel også en slags undersøgelse af, hvad der er inden i os, der ikke kommer fra dannede hjem. Og vi er altså mange,” smiler Merete Pryds Helle.

Hendes forældre lever stadig, men har endnu ikke læst bogen. Det kan hun godt være lidt nervøs for, men hun har ikke haft noget ønske om at gøre dem ondt og synes heller ikke, hun gør det. Tværtimod er hun stolt af at give især sin mor en stemme.

”Jeg tror, min mor nogle gange tænker: Hvorfor er der ikke nogen, der ser mig og mit liv? Det kan godt være, hun ville have foretrukket en blødere version, men jeg føler, at jeg med ’Folkets Skønhed’ giver stemme til en hel generation af kvinder, der blev født som almindelige og blev ved med at være det. Jeg tror, mange af dem føler sig forsmåede af tilværelsen. De har arbejdet hårdt, men får ikke meget respekt. Det handler også om, at de er vokset op i et samfund, hvor det var de voksne, der havde autoriteten. De må have tænkt, at når jeg bliver stor, så er det mig, der har autoriteten, og i det øjeblik, de så blev store, så forsvandt hele voksen-autoritetsbegrebet. Det var simpelthen aflyst. Materielt har de opnået meget af det, de ville, men det har så kostet på den måde, at de er blevet fremmede for deres børn. Jeg tænker den generation som en sten, nogen bare sprang over.”

Du vælger at bruge dit eget navn om dig selv i romanen, mens de andre familiemedlemmer har fået opdigtede navne. Hvorfor?

”Jeg vil gerne stå ved mig selv. Jeg tager ansvar for at være den, jeg er, men jeg kan ikke tage ansvar for de andre,” siger hun.

I bogen skriver Merete Pryds Helle et efterskrift, som hun kalder ”Selvsyn”. Her forklarer hun, hvordan virkelighedens stamtræ hænger sammen.

”Hvis det ikke havde været med, ville romanen fremstå som et færdigt udsagn. Den ville simpelhen blive for lukket,” siger hun om den beslutning.

Merete Pryds Helle holder rigtig meget af store fortællinger, og har i virkeligheden skrevet en bog, som hun selv ville elske at læse. Men generelt synes hun, at der mangler respekt for romankunsten.

”Enten er man lyriker, og det er noget meget fint, eller også så skriver man autofiktion. Det er, som om romanen ikke længere er så respekteret. Men når jeg står foran min reol eller går på biblioteket eller til boghandleren, så er det altså sådan en, jeg allerhelst tager frem. Men den er vanskelig at skrive, fordi det er svært at skabe spænding i noget, der lige så godt kunne have været virkelighed og et langt stykke hen ad vejen også er det. Det, der er letlæst, er oftest svært at skrive, og jeg kunne godt ønske mig, at der var lidt mere respekt om den store klassiske fortælling,” siger hun.

For Merete Pryds Helle har ”Folkets Skønhed” været den hidtil hårdeste bog at skrive, men den har også været en rejse hen imod en større forståelse for hendes forældre.

”Når man sætter sig ned og skriver om det, så kommer man til at forstå, at det har været rigtigt hårdt at stå der som 14-årig og vaske op juleaften hos gårdmandsfamilien og først få lov til at tage hjem til sin familie, når den sidste tallerken var tørret af.”