Vi er størst, når vi knæler i bøn

Sjældent er det i en grad som her - og på så højt et niveau - at opleve teologi og kristendom som en del af en roman, af dens inderste, dens nerve. Bogen taler ind i en aktuel debat, skriver anmelder. Iris

bog
Four stars

Kristendom og teologi spiller en afgørende rolle i Jørgen W. Frøhlichs roman

Med ét forstår Jacob meningen med ordene ”Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred”.

Det er, da han over for sin ven, en præst, har bekendt, at han har myrdet et menneske. Præsten indskærper ham dels at melde sig til myndighederne, dels igen ”at opbygge en kærlighed og tro, som vil kunne overvinde alt”. Derefter beder de Fadervor sammen. Og med bønnen åbnes døren til freden.

Den dæmpede, stærkt virkende scene indtræffer hen imod romanens slutningen, efter at Jacobs liv er gået helt i sort. Han kan ikke mere og må søge befrielse for byrden fra sin hemmelige forbrydelse.

Sjældent er det i en grad som her - og på så højt et niveau - at opleve teologi og kristendom som en del af en roman, af dens inderste, dens nerve. Bogen taler ind i en aktuel debat. Jacob siger: ”Jeg tror på, at Jesus genopstod i kød og blod, men at vi mennesker bliver til åndelige legemer, der siver ind i et univers af ånd. Det er derfor ligegyldigt, om vi bliver brændt eller begravet, for det fysiske legeme forgår under alle omstændigheder.”

Og han tilføjer: ”Der er ingen kristendom uden opstandelsen.”

”Og mens englene græder” er en sammensat historie, et lidenskabeligt sammensurium af følelser. En nærværende og udfordrende historie - om end i passager lidt langstrakt - psykologisk overbevisende i sin påvisning af, hvordan en person, der dræber en anden, på en måde samtidig dræber sig selv.

Hovedpersonen er en mand på 51 år, journalist af uddannelse og med hang til teologi, en præsentation, der også gælder Jørgen W. Frøhlich, bortset fra at han med fødselsåret 1945 er noget ældre.

Romanen begynder med, at Jacob bliver akut syg, indlægges og hasteopereres - og får en nærdødsoplevelse, hvor han møder sin afdøde mor.

Derefter spoles handlingen tilbage til hans forelskede møde med en yngre kollega, Therese, som han bliver gift og får et barn med. Forholdet synes længe at være den rene lykkeopfyldelse. Eller næsten. I hvert fald føler han sig for første gang betingelsesløst accepteret og elsket.

”Alligevel turde Jacob ikke rigtigt tro på det, for han havde masser af hemmeligheder i sindets stinkende kompost. Og ikke al kompost bliver til nyt liv. Meget er for giftigt, vidste han.” Og det har han ganske ret i. Problemerne trænger sig på. Ikke mindst på grund af hans tilbøjelighed for alkoholmisbrug.

Therese og Jacob søger hjælp hos en parterapeut. Men det er mildt sagt ingen succes. Jacob kommer i et voldsomt modsætningsforhold til den pågældende kvinde, som han føler driver en kile ind mellem ham og hustruen.

Og idéen opstår om at skaffe terapeuten af vejen. Derved vil han, som han tænker, ikke alene redde sig selv, men også ”en masse andre stakler fra at blive mast af hende”. I affekt, ramt af depression og tillige spirituspåvirket, kører han dræbende terapeuten ned.

Man kan overveje, hvor troværdigt det er, at Jacob bliver morder. Jeg har dog valgt at lade mig overbevise om, at hans handling er rimeligt psykologisk begrundet: En mand, der er så presset, som han er - så helt ude af balance - kan begå, hvad han i sine gode, trygge stunder uden videre anser for umuligt.

Drabet er afgørende for romanens afsluttende ydre og indre forløb. Det store spørgsmål er: Kan drab tilgives? I et kommenterende efterskrift, som jeg godt kunne have undværet, giver Jørgen W. Frøhlich selv det svar, at der ikke kan sætters grænser for tilgivelsen.

For Jacob ser sagen således ud, formuleret i en samtale - før tilståelsen - med præstevennen: ”Rummer tilgivelsen alt, også at man bevidst overtræder et af de ti bud. Såfremt man erkender sin synd og angrer. Kan alt derfor tilgives? Og hvis 'ja', er det så ikke urimeligt, at man ikke kan trykke på en delete-knap oppe i hjernekassen og slippe af med den dårlige samvittighed?”.

Indtrængende skildrer romanen, hvordan skyldfølelsen efterhånden ødelægger alt for Jacob. For alt mister han. Eller det meste. Kirken har han. Og den søger han indimellem for så vidt muligt at holde dæmonerne på afstand. Men de slipper ham først, da han i total åbenhed lægger sig ugerning frem for præsten.

Titlen ”Og mens englene græder” henviser til en scene, hvor Jacob knæler i regnen ved sin mors gravsten, mens fire små hvide marmorengle på gravstenen ved siden af ser ud, som om de græder, dryppende af regntårer.

Liggende på knæ kysser han, et hjælpeløst menneske, der beder om hjælp, moderens gravsten ihukommende disse ord af præsten: ”Det er, når vi knæler, vi er størst.”