Digter: Vi glemmer fortællingen om livet, når vi ikke taler om døden

Sproget og skriften kan transcendere nogle af de strukturer, som omgiver livet og døden, siger digter Mads ...

Sproget og skriften kan transcendere nogle af de strukturer, som omgiver livet og døden, siger digter Mads Mygind. Foto: Scanpix

Så snart min faster døde, så begyndte minderne om hende, samtalen og skriften om hende og om hendes død. Døden er ikke endelig på den måde
Mads Mygind

Døden er en bekræftelse af livet, så når vi dør, lever vi videre i fortællingerne. Det mener den bogaktuelle digter Mads Mygind, som opfordrer til, at vi bliver bedre til at forholde os til døden

”Jeg har lige fået at vide at min faster er død/ da vi kom til hospitalet spurgte lægen os/ vidste I godt hun var stofmisbruger/ det vidste vi ikke.”

Ordene er skrevet af Aarhus-digteren Mads Mygind. De er fra hans aktuelle digtsamling ”Til den lyse morgen” (forlaget Antipyrine). Bogen handler om det at være til stede, være levende og være i verden med et nærvær, fortæller han.

Det er en påstand, som skurrer noget mod de indledende linjer. Mygind fortsætter dog også med at fortælle, at den i lige så høj grad handler om døden og om, hvordan livet og døden er hinandens forudsætninger. For efter døden fortsætter livet i fortællingerne.

”Det er oplagt at sige, at døden er livet, der ender. Det er noget sørgeligt. Det er livet der dør, men døden er også noget levende i den måde, vi tænker og taler om døden på. Der er noget efter døden, som alligevel fortsætter videre af sig selv. Jeg ser og skriver ikke om døden som noget meget sørgeligt, som en ting, der bare slutter og endegyldigt er ovre. Så snart min faster døde, så begyndte minderne om hende, samtalen og skriften om hende og om hendes død. Døden er ikke endelig på den måde.”

Da Mads Myginds faster indlægges, får Mygind og hans familie at vide, at der er gået betændelse i fasterens ben, og at det derfor er blevet amputeret. Fasteren har, for at skåne farmoderen og resten af familien, bedt lægen om at fortælle, at det blot er benet, den er gal med.

Da hun dør, er lægen forpligtet til at fortælle den virkelige årsag. Det viser sig, at fasteren har været stofmisbruger i en lang årrække. Årsagen til, at benet bliver fjernet, er for at heroinen, som hun netop havde sprøjtet sig med, ikke skal sprede sig til resten af kroppen. Men det er for sent, og hendes krop må give op.

”Lige så stille udviklede der sig en ny fortælling om min faster, men det ændrede ikke mit billede af hende. Jeg havde og har stor sympati for hende. Som jeg skriver i samlingen, så har hun haft gigt hele sit liv. Hun har taget de der stoffer for at prøve at leve med sine voldsomme smerter. Da hun ligger på dødslejet, så må hun have tænkt, at det her skal kun nogle få personer vide: 'Det her skal lægen vide, men det skal min mor ikke vide. 'Da min faster så dør, så åbner lægen op for en ny fortælling. Han fortæller det til min farmor, som tænker: 'Det skal mine to børn vide, men de skal lade være med at fortælle det til deres børn, det er der ingen grund til.' Så siger min far det til mig alligevel, fordi jeg er et voksent menneske, og lige så stille bliver de der strukturer løsnet.”

Netop disse strukturer eller tabuiseringer ønsker Mads Mygind, at vi i det danske samfund begynder at gøre op med, når vi taler om døden. Frem for at skåne andre og os selv, så skal vi være mindre berøringsangste for at tale om døden og forholde os til den og de fortællinger, som den kan åbne op for.

”Dermed er det ikke sagt, at det ikke er følsomt, og at man ikke kan blive fuldstændigt smadret af at miste nogen, som man holder af. Selvfølgelig skal der være rum til at sørge, at græde og blive dybt påvirket af tabet. Jeg synes bare, at hvis vi som samfund begyndte at tale om døden på en anden måde, så tror jeg, at det vil gavne os rigtig meget.”

Mygind mener, at det vil medføre, at vi kan forholde os nemmere til døden, før den indtræffer. Ikke kun ved et ældre menneske, som ikke har mange år tilbage at leve i, men også ved pludseligt opståede, alvorlige sygdomme blandt familie og venner.

”Det kan være interessant, hvis vi begyndte at tale om døden på en måde, som ikke er alt for ængstelig og skrøbelig, hvis vi så døden som en anledning til at tale om livet. Hvis ikke vi forholder os til døden, så går vi rundt og håber, at vi ikke skal dø. Vi holder hinanden for øjnene og siger, bare vi nu lever så længe som muligt, så vi ikke behøver at dø, og at vi ikke behøver tænke på det før om meget lang tid. Det, tror jeg bare, er farligt, for så er man ikke rigtigt til stede i livet.”

Et af problemerne, mener Mads Mygind, er, at vi i dag får fremstillet døden som noget endeligt. Når døden indtræffer, så er der noget, som slutter.

”Når vi er døde, så er der selvfølgeligt noget fysisk, som ophører. Vi findes ikke længere. Vi trækker ikke længere vejret. Fokuserer vi kun på det, så glemmer vi, at der jo også er andre aspekter ved det at dø, som ikke bare er kroppen, som hører op med at fungere. Vi glemmer netop fortællingen om livet. Fra starten af er vi alle sammen døende. Fra det øjeblik, vi bliver født, der skal vi dø, der går det kun én vej, og det er mod døden. Vores liv til døden, den har vi jo tilfælles alle sammen.”

Alligevel er det noget, som vi er bange for at tale om, fortsætter Mygind. Døden bliver en stor og voldsom ting.

”Vi har så ikke en naturlig omgang med døden mere, synes jeg. Og især ikke døden, der kommer efter et sygdomsforløb. Det er et emne, som det er svært at røre ved for mange mennesker. Det kan jeg også opleve hos mig selv, og det prøver jeg hele tiden at blive bedre til at håndtere. I mange andre lande har de et andet forhold til døden. I Mexico fejrer de for eksempel De Dødes Dag.”

”Det lyder jo fuldstændigt vanvittigt i vores ører, men her er det døden, der bekræfter livet. Her bekræftes det jo, at når nogen dør, så har vedkommende levet, så har der fundet et liv sted, og sådan kan jeg også godt lide at forholde mig til døden. Her oplever jeg døden som en fuldstændig naturlig del af livet, at døden hænger sammen med livet.”

Af samme grund beskæftiger Mads Mygind sig heller ikke med spekulationer om et efterliv, om en Gud eller generelt om religion og tro i ”Til den lyse morgen”. Poesien mimer, den måde han lever og tænker på.

Fordi Mygind prøver at være til stede og være nærværende i livet, så beskæftiger han sig også kun med det, som han ved, og det, som han kan se.

”Jeg interesserer mig for fortællingen om et liv og et livsforløb. Det er sprogliggørelsen af det at leve og det at dø og om, hvordan de to ting nogle gange kan overlappe hinanden. Sproget og skriften er ligesom det, der kan strømme, det, der kan transcendere nogle af de strukturer, som omgiver livet og døden. Når et menneske dør, så strømmer skriften videre for mig. Jeg begynder at forholde mig til, hvad det er for en død, og hvad det er for et liv, der går forud. På den måde kobles døden til noget nyt,” siger digteren, der også skriver om sin mormors død.

Beskrivelserne af fasteren og mormoren sker i fragmenter, i glimt, fortæller han. Jo mere vi mindes, og jo mere vi forholder os til døden, des mere åbner fortællingerne sig. Både de glædelige og de sørgelige.

I ”Til den lyse morgen” prøver Mads Mygind også at forholde sig til sin egen dødelighed og den død, der er omkring ham.

Han sætter sin egen historie ind i sin families dødshistorik.

Og ligesom hans poesi og hans tanker, så er hans og alle andres historier kaotiske - både mens vi lever, og når livet pludseligt hører op.

”Jeg tror, at man skal passe på ikke at lukke for meget ned for døden og give livet de der kronologiske former, mens vi lever. Når vi tænker, og når vi lever som mennesker, så er det jo hele tiden på kryds og tværs i tid og rum. Det er jo hele tiden associativt og digressivt. Det er ikke lineært.”