Mon ikke de fleste af os kan mindes den milde barnlige forbløffelse fra første gang, vi hørte beretningen om Abraham, der – næsten – ofrede sin søn Isak til Gud på Morijabjerget. Man behøver ikke at være ret gammel for at opfatte det åbenlyst urimelige i den historie. Kan det virkelig passe? Kan en far handle sådan? Kan Gud handle sådan? Barnetroen bliver her for alvor sat på prøve.
For ikke så længe siden tog teologen Troels Nørager konsekvensen af barnets indsigt og opfordrede til at forkaste Abraham. Det er på mange måder den nemmeste og mest bekvemme løsning. Da en ung Søren Kierkegaard under pseudonymet Johannes de Silentio i "Frygt og Bæven" fra 1843 tog den samme historie under behandling, var det derimod med det udgangspunkt, at kristentroen på ingen måde er noget nemt foretagende. Ved at gøre denne – den mest urimelige af alle bibelske historier – til en illustration af, hvad troen i sidste ende fordrer, gjorde Kierkegaard med vilje sagen så vanskelig som overhovedet muligt for sig selv. For Kierkegaard bliver troen netop det største ved også at være det sværeste.
Aktualiteten er altså til at få øje på, når Peter Thielst genudgiver Kierkegaards klassiske skrift, nu i en version med moderniseret retskrivning. Man kunne selvfølgelig pege på, at det er et paradoks på denne måde at søge at gøre Kierkegaard lettere tilgængelig netop i et værk, der gør op med den udbredte tendens til hele tiden at gøre sig alting så let som muligt. For nogle år siden forsøgte Thielsts Det lille forlag sig med at udgive Kierkegaard-udgaver, hvor den sproglige tilpasning til nutidens smag gik langt videre. Det princip er nu – gudskelov – forladt. Hvis bolle-å og navneord med småt virkelig kan få flere til at læse Kierkegaard, så fred være med det. Og Kierkegaard selv er trods alt ikke blevet til "Kirkegård".
Abraham, der i manges øjne spiller en temmelig tvivlsom rolle i denne historie, er for Kierkegaards pseudonym en slags helt, dog ikke en tragisk helt, men med Kierkegaards ord "en troens ridder". I det ydre har Morija-historien mange lighedstræk med den klassiske græske myte om kong Agamemnon, der måtte ofre sin datter Ifigenia, for at flåden kunne få god vind til Troja. Men forskellen på de to er netop afgørende for Kierkegaard. Agamemnon er en typisk tragisk helt, fanget som han er imellem sin forpligtelse over for "det almene" – det græske samfunds fællesinteresse – og sin egen såre menneskelige forkærlighed for datteren Ifigenia. For den etiske betragtning står det almene over den enkelte, og Agamemnon må derfor lade hånt om faderkærligheden og følge samfundets interesse.
Hvad der kræves af Abraham, er derimod ikke et offer til det almene. Tværtimod, siger Kierkegaard. Hvad etikken siger, er alene, at faderen skal elske Isak højere end sig selv. Men i Morija-historien bliver etikkens krav overtrumfet af troens krav. Abrahams konflikt er derfor en anden end Agamemnons. Agamemnon må gøre, som samfundet kræver af ham. Abraham må derimod sætte sig ud over samfundets krav. Derfor er det ikke så sært, at ingen kan forstå ham. Hvad troen kræver af ham, må nødvendigvis gøre ham ensom, tavs og uforståelig for omverdenen.
Man kunne argumentere for, at Morija-historien set i den gammeltestamentlige kontekst, den indgår i, snarere handler om lydighedens ubønhørlige krav end om troens ubønhørlige krav. Ved at sætte troen ind på lydighedens sted sætter Kierkegaard samfundet, fornuften og etikken ud af spillet. Han lader oplysningens myndige menneske nå frem til en højere indsigt, hvor det forkaster fornuften og alene – eller i dialog med sin gud – gør sig til dommer over, hvornår et højere hensyn må fortrænge det etiske. Naturligvis må samfundet regne en sådan kristendom som en trussel. Kierkegaards budskab er til syvende og sidst, at der findes situationer, hvor man må vælge imellem etikken og troen, og at troen i en sådan situation kan gøre krav på forrang.
Det er et brutalt synspunkt, men det, der gør, at Kierkegaard aldrig bliver totalitær, er, at han ikke et øjeblik taler fra den skråsikre troendes synspunkt. Kierkegaard lader da også sit pseudonym bekende, at selv er han ikke i stand til "at gøre troens bevægelse", men det er, som han bemærker, ikke noget at rose sig af.
Abrahams tro er svær eller umulig at nå, og når man den, ligger der ikke nogen umiddelbar lykke deri. For Abraham må være isoleret, i samme omfang som han har sat sig ud over det almene. Abraham kan derfor ikke blive nogen prædikant, han må være tavs. Man kan derfor være sikker på, at den, der stiller sig op som prædikant, ikke er nogen ægte troens ridder. Han er derimod, siger Kierkegaard, sekterisk. På denne måde er der altså ikke nogen vej fra Kierkegaards Abraham til den religiøse fanatiker. At sætte sig ud over det almene kan kun betyde, at man må blive aldeles ensom.
Kierkegaards kristendom er så svær, som tænkes kan. Hvad der gør Kierkegaard så betagende, er det samme, som gør ham forfærdelig. Hvad han kræver af os er, at vi skal springe over, hvor gærdet er højest. Vor tid ser helst, at alting glider ned så let som muligt. Den foretrækker alt det, der er blødt, glat og uden kanter. Vi prøver at finde snilde tekniske løsninger på alle problemer, og vi benægter, at der skulle findes sådan noget som grundlæggende og uløselige paradokser. Over for disse tendenser er Kierkegaard en brutal modgift, som de fleste helst ville være fri for. Men man skal ikke give tiden, hvad den ønsker sig, men derimod, hvad den har brug for. Vi har brug for Kierkegaard.
Søren Kierkegaard: Frygt og bæven. Udgave i moderne retsskrivning og med forklarende noter ved Peter Thielst. 142 sider. 190 kroner. Det lille forlag.