Friedhelm er læge i en tysk provinsby. Han har et smukt hus med en velplejet have, en succesrig praksis og er agtet blandt sine medborgere. I bund og grund ikke værd at berette om. Indtil det med konen Ingrid, der igennem årene er blevet mere og mere uudholdelig – men trods bebrejdelser, følelseskulde og fornærmelser har Friedhelm holdt ud. En solbeskinnet dag i sin pensionisttilværelse har han fået nok og slår hende ihjel med en håndsmedet svensk økse, hakker efterfølgende hoved, arme og ben af liget og ringer til politiet.
"Historien er sand hele vejen igennem," forsikrer dens ophavsmand, forsvarsadvokat og forfatter Ferdinand von Schirach, hvis noveller "Forbrydelser" udkommer på dansk i morgen.
Han læner sig tilbage i den hvide stol i sin faste frokostrestaurant midt i den mest mondæne og melankolske del af Vestberlin.
"Jeg har selvfølgelig ændret steder, navne og visse detaljer til ukendelighed. Alt andet ville være dybt kriminelt."
Som højt profileret forsvarsadvokat – eller som "rettens og statsadvokatens modspiller", som han selv kalder det – har Ferdinand von Schirach igennem mere end 1500 straffesager set og hørt flere historier end de fleste. Derfor behøver han heller ikke læse krimier:
"Det holdt jeg op med, da jeg var i 20'erne. Det keder mig. For eksempel de skandinaviske krimikongers værker er virkelig velskrevne, men de er også udtænkt ved skrivebordet – de er konstruerede."
I von Schirachs noveller er handlingen derimod taget ud af virkeligheden. Den ganske normale virkelighed. I langt de fleste historier er det helt normale mennesker, der pludselig ser sig selv midt i voldtægter, røverier, mord og vold.
"I retten er det jo også absolut undtagelsen, at der er tale om psykopater eller gale seriemordere," nikker von Schirach og fortsætter:
"Den slags tilfælde er altid en god overskrift værd, de er umiddelbart forfærdende. Men en psykopat og hans mord er jo ikke interessant. Han har en defekt, som forklarer hans handlinger. Det almindelige, umiddelbart velfungerende menneske derimod, som pludselig brister – det er uhyre interessant, retsligt, filosofisk, psykologisk."
Det kan ske for os alle, mener von Schirach, der gerne koger menneskets sårbarhed ned til formlen "vi kan alle blive mordere":
"Det er sjældent en persons karakter, men derimod personens situation, der fører til alvorlige strafbare handlinger som mord. Det er en vigtig erkendelse, at man kan være et hæderligt menneske og alligevel blive morder. Det bortforklarer ikke skylden, men det er med til at vise hele billedet af mennesket."
Med sin ordknappe stil kaster Ferdinand von Schirach sig i sine noveller sjældent ud i eksplicitte overvejelser over grundbegreber som moral, skyld og forsoning. De domme lader han læseren selv fælde.
Er det den teknokratiske forsvarsadvokats angst for etiske overvejelser?
"Jeg taler sjældent om skyld som metafysisk begreb. For mig handler det om strafbare handlinger og om, hvorvidt de kan påvises. Som generelt begreb mener jeg ikke, at skyld overhovedet kan defineres – selvom skyld spiller en stor rolle i vores kristne kultur, som omvendt har smittet af på retsfilosofien."
Men skyld er i mange tilfælde indiskutabel. Alle gerningsmænd har valgt deres forbrydelse trods alternativer?
"Valgt? Har du en fri vilje, har jeg, har nogen? Hjerneforskningen siger nej, men jeg tror, det er en endeløs og måske endda ligegyldig strid. For at vores samfund kan hænge sammen, bliver vi nødt til at gå ud fra, at mennesket har en fri vilje – og dermed kan være skyldigt."
For Ferdinand von Schirach er den fri vilje derfor en "produktiv konstruktion", som man ikke desto mindre må være kritisk over for. Derfor minder forsøget på at definere begrebet skyld også om at sælge elastik i metermål:
"I en vis forstand er vi konstant skyldige i hverdagen. Vi lyver, stjæler, fortier, parkerer ulovligt – og vi lever fint med vores skyld. Så er der skyld i stor stil som for eksempel mord. Lad os sige, at du efter frokosten her finder din kæreste i sengen med en ung elsker. Om du i din vrede stikker hende en syngende lussing, eller om du griber efter den nærmeste kniv på køkkenbordet og stikker hende ned – det er blot en kvantitativ forskel. I øvrigt opstår de fleste mord på den måde: normale mennesker i affekt."
Ved siden af von Schirachs salatanretning ligger bogen "Forbrydelser", hvor coveret lover, at han fortæller "sandheden og intet andet end sandheden". Hans metaforløse, ordknappe og næsten kliniske stil giver ofte novellerne et koldt skær af objektivitet. Men skulle det være garant for, at netop hans version af hændelserne skulle være sandheden?
"Hvad er sandhed?" lyder modspørgsmålet prompte.
"Vi kender ikke virkeligheden i sig selv. I mine øjne er det mere interessant, at vi i hverdagen kan leve fint uden. I retten kender hverken dommer, domsmænd, anklager eller forsvarer sandheden om forbrydelsen. Vi har vidner, blodspor, hårrester, indicier. Så må vi forsøge at stykke et billede sammen. Hvis man føler at være trængt til bunds i en sag, så er og bliver det en fornemmelse, som kan være højst upålidelig."
Sandhed er altså sandhed ud fra strafferettens rammer?
"I mine øjne opstår menneskets sandhed i kraft af formaliseringer," siger Ferdinand von Schirach med en hakkende håndbevægelse og fortæller en anekdote om en kartograf, der vil afbilde verden så præcist som muligt.
"For perfektionens skyld vil han lave sit verdenskort i målestoksforholdet 1:1. Det mislykkes selvfølgelig. Med formaliseringer nærmer vi os derimod en objektivitet. Litterært kan man tage haikuet 'En gammel dam. En frø springer. Plask'. Eller man kan vælge på bedste Robert Musilske maner at beskrive frøens spring over 200 sider. Hvad er mest sandt?"
Dine figurer bliver ofte anklaget for at være tomme og skitserede uden et egentligt menneskeligt følelsesliv.
"I den tyske litteraturtradition er der en tendens til lange overvejelser over personernes sjæleliv, uendelige indre monologer og selvgranskninger. Men for det meste rækker langt mindre: En tætpakket handling og et omrids af figurernes motiver. Jeg er intet episk menneske. Som min fortællestil antyder, er jeg nok nærmere lakonisk."
Dine figurer er heller ikke videre reflekterede omkring deres egne handlinger?
"...hvilket – overraskende for mange – svarer til virkelighedens verden. Du kan spørge enhver advokat, og han eller hun vil bekræfte følgende billede: En mand sidder i en celle, han har netop dræbt sin kone på brutal vis og har nu meldt sig selv. Advokaten spørger: 'Hvorfor blev hun dræbt?' Og den anklagede giver sig til i detaljer at fortælle, hvordan han dræbte hende. Advokaten kan gentage spørgsmålet, og manden vil blot gentage sine detaljer uden at forklare hvorfor."
"Som forsvarere er vores job grundlæggende at afklare, om beviserne – uanset omstændighederne – er tilstrækkelige til, at den anklagede kan dømmes," siger von Schirach og peger skiftevis med tommel- og pegefinger på sig selv og en advokatkollega, der kort forinden trådte ind i restauranten.
I Ferdinand von Schirachs novelle "Folkefest" fra novellesamlingen "Skyld" er billedet dog mere broget. Historien handler om et hornorkester, der under en byfest på grusomste vis voldtager og ydmyger en ung pige. Ét af orkestermedlemmerne har beviseligt ikke deltaget i forbrydelsen, og det lykkes dem at dække over hinanden, så en harm by må se på, at de alle løslades. Ferdinand von Schirach nikker langsomt:
"Det er desværre kun i fjernsynet, at man kan nøjes med at forsvare de gode og uskyldige. Uanset forbrydelsens karakter er det ikke moralske domme, jeg fælder. Så skulle jeg være blevet præst. Mit job er at sørge for, at rettens grundprincipper overholdes," siger han og kigger ud i vinterkulden.
"Men selvom jeg blev voksen med et slag i den pågældende sag, vil jeg holde fast i, at det er deres gerning, der var afskyelig. Forsvaret var derimod en formal sag."
Von Schirach pirker til sin kylling på tallerkenen, mens han tygger videre på spørgsmålet om, hvorvidt hans litterære evner hjælper ham som forsvarer.
"I vores retssystem har vi jo princippet om mundtlighed – altså, at forsvaret skal fremsiges. Derfor giver en vis litterær fornemmelse selvfølgelig en fordel. Hvis dommere og domsmænd virkelig forstår den anklagedes situation, historie og bevæggrunde, så kan de ikke dømme så hårdt, som hvis personens baggrund forbliver uformidlet."
Ferdinand von Schirach tørrer sig sirligt om munden og lægger servietten på den tomme tallerken. Men det store gab mellem menneskets almindelige moralske mavefornemmelse og rettens tekniske begreb om skyld står stadig åbent.
Hvis skyld blot er konsekvensen af en påviselig, strafbar handling, ender man så ikke med at kunne bortforklare enhver menneskelig skyld med retstekniske kneb? Hvad med den 72-årige Friedhelm, der på bestialsk vis pludselig dræbte sin uudholdelige kone? I sit forsvar for Friedhelm spørger både forfatteren og forsvarsadvokaten von Schirach til, hvorfor vi overhovedet straffer. For at afskrække, for at forebygge, for at opveje skyld? Friedhelms skyld er ubetvivlelig, men han gør det ikke igen, han kunne ikke finde på at gøre andre ondt, og der er ingen, der ønsker gerningen sonet. Friedhelms dom blev mild.