Biskop: Vi har tendens til at glemme poesien i dag

Illustration: Esben Hanefelt Kristensen

Hvis jeg må være lidt grov, så argumenterer vi i dag nærmest kun på spækhøkermanér. ”Kan det betale sig?” og ”Hvad skal kultur nytte?”.
Marianne Christiansen, biskop

H.C. Andersens ”Nissen hos spækhøkeren” stiller spørgsmålet, hvorvidt vi som mennesker tør forestille os, at tingene kan være anderledes, mener biskop Marianne Christiansen

Fortalt af Marianne Christiansen

I ”Nissen hos spækhøkeren” er scenen sat i en butik - et spækhøkeri - hvor der sælges alt det, man har brug for til dagliglivet. Her bor en nisse, som spækhøkeren sørger godt for ved at give den rigeligt med grød, og øverst oppe under taget bor en student, som en dag kommer ned i butikken for at købe et stykke ost. Det får han pakket ind i papir fra en bog, som ikke burde rives i stykker - nemlig en bog fyldt med poesi.

Studenten er fattig, så han ender med at købe bogen i stedet for osten og siger så til spækhøkeren: ”De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De dem ikke mere på end den bøtte!”

Det forarger nissen. Sådan bør man ikke tale til spækhøkeren. Om natten sætter han derfor madammens mundlæder, der får ting til at tale, på spækhøkerens ejendele, blandt andet bøtten. Den indeholder gamle aviser og påstår derfor at vide meget om poesi. Og spækhøkerens andre ting giver den ret.

Nissen går dernæst op til studenten for at give ham tæv, nu da han har fornærmet spækhøkeren. Men da nissen kigger gennem nøglehullet til studentens værelse, ser den, at studenten læser i bogen med poesi. Herfra lyser poesiens træ, og det er så vidunderligt smukt, at nissen fra da af er splittet mellem livet hos spækhøkeren og poesien, som bor hos studenten.

Da der udbryder brand i gaden, redder nissen husets største skat, nemlig studentens bog. Da ved nissen, at dens hjerte tilhører poesien, men da det atter bliver dagligdag, vender dens fornuft tilbage. Nissen beslutter, at den må dele sig mellem grøden og poesien, hvorefter H.C. Andersen slutter af med den ironiske bemærkning: ”Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre går også til spækhøkeren - for grøden.”

For mig er det et evigt aktuelt eventyr. Af flere årsager.

For det første ironiserer det over den offentlige mening og flertalstyranniet. For når de fleste siger, at noget er sådan - så er det sådan. Derfor er bøtten med alle aviserne også et godt bud på den offentlige mening i dag, særligt Facebook:
”- alle var de af mening som bøtten, og hvad de fleste er enige om, det må man respektere.” Her repræsenterer studenten så modsigelsen. Han kan ikke leve uden poesien, for mennesket lever netop ikke af grød alene!

Desuden tager eventyret fat i et materielt aspekt. Det eneste argument, der tæller i dag, er økonomi og vækst - altså spækhøkerargumenter!

Studentens modargument hedder skønhed og poesi, men det kan jo ikke regnes ud i kroner og grød. Og økonomi ér målestok for alt i vores samfund. Det var måske ikke så meget anderledes på H.C. Andersens tid, for han lader her nissen optræde som det, der repræsenterer mennesket. Den vil finde ud af, hvad der virkelig er noget værd, men da ilden slukkes, blegner idealismen. Sådan er det også for os andre.

Men jeg synes, vi har tendens til at glemme poesien i dag. Hos Andersen er poesi ikke kun kunsten som sådan, men også menneskets fantasi og ånd. Det er ikke en luksus, vi bare kan leve uden, for det er dét, der giver lys i livet.

Også tryghed er et aktuelt tema i fortællingen. I dag er der en stor frygt for verden - for terror, krig, vold, sygdom og klimaødelæggelser. Og derfor søger alle tryghed. Alt skal være, som det plejer, så vi prøver at lukke os inde sammen med det, vi er trygge ved. Men eventyret åbner vinduet til en større virkelighed. Da det brænder, bliver studenten ikke grebet af frygt og panik, men står roligt og ser på ilden. Han ser virkeligheden i øjnene.

Eventyr er altid spejle for livet. Når vi læser dem, kommer vi til at tænke på, hvordan vores verden ser ud i lyset af historien. Og med ”Nissen hos spækhøkeren” bliver vi spurgt om, hvorvidt grød og tryghed er det hele, eller om vi tør se ud ad vinduet, ind i poesien og fantasien, og forestille os, at tingene kan være anderledes.

Er det en rigtig julehistorie? Ja, for ikke alene spiller den på nissen og julegrøden, men også på dyrkelsen af den materielle sikkerhed, som jo hører juletiden til nu.

Men selvom H.C. Andersens eventyr altid er skrevet ud fra et kristent univers, skal man ikke kun tolke ”Nissen hos spækhøkeren” i kristen forstand. Det spiller selvfølgelig på Det Gamle Testamentes udtryk, som også Jesus citerer: ”Mennesket lever ikke af brød alene.” Men eventyret rækker til det alment menneskelige. Det er poesi, studenten læser, ikke Bibelen. H.C. Andersen sætter altid mennesket først og søger det grundmenneskelige uagtet religionen. Det gør ham yderligere aktuel i dag, hvor vi har det med at bruge religion som det, der først og fremmest definerer et menneske.

Eventyret minder om, at mennesket har både legemlige og åndelige behov, og de åndelige er ikke luksus, men noget, vi lever af. Hvis jeg må være lidt grov, så argumenterer vi i dag nærmest kun på spækhøkermanér. ”Kan det betale sig?” og ”Hvad skal kultur nytte?”.

Jeg håber, at H.C. Andersen stadig har stor betydning, for hans eventyr er menneskefortællinger, som spejler samfundslivet. Han stiller spørgsmål om, hvad der betyder noget for os. Og forhåbentlig er vi endnu ikke sunket helt ned i grøden, men længes stadig efter poesien.