Jeg er lige kommet hjem fra en forlænget weekendtur til Krakow i Polen. Det var fin oplevelse. Byen er både gammel og ny og bærer præg af mange forskellige kulturelle epoker.
Her findes alt fra romansk kirkestil over stalinistiske beboelseskvarterer til hightech glas-indkøbscentre. Krakow er på alle måder en smuk, omend lidt forsømt, mellemeuropæisk by.
Polen er vores nabo mod syd, men jeg må indrømme, at mit kendskab til landet er stærkt begrænset, og en tur derned har kun gjort mig pinlig bevidst om mine manglende kundskaber. Jeg kan kun med besvær komme i tanke om navnet på en polsk forfatter, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har læst en hel bog af en polsk digter. Et blik på mine boghylder kaster ikke noget af sig. Jeg tror ikke, der befinder sig et eneste værk af en polsk digter dér. Ikke engang i forskellige antologier.
Den eneste polske forfatter, hvis navn lige falder mig ind, er Withold Gombrowicz, og det er kun, fordi der citeres nogle linjer af ham i en roman af Inger Christensen. Nu kan min uvidenhed om polsk litteratur godt måle sig med min manglende indsigt i slavisk i det hele taget. På den måde er jeg nok et barn af den kolde krig og Jerntæppet, som fik os til at orientere os mod Vesteuropa.
Men nu er det jo allerede over 25 år siden, Jerntæppet faldt, og der burde være en vis kulturel udveksling. Det er der bare ikke rigtigt. Og spørgsmålet er også, hvad for eksempel aktuel polsk litteratur har at byde på?
Den nu afdøde, autoritative polsk-tyske kritiker Marcel Reich-Ranicki skal have hævdet, at der slet ikke findes nogen polsk litteratur af betydning i dag. Hvad der findes af litteratur i Polen er importeret. Og den, der bliver importeret, er først og fremmest af den lette slags, fortalte et par litteraturlektorer fra Stettin mig for halvandet år siden, da jeg var på besøg dér.
Hvis den karakteristik holder, er det selvfølgelig en national misere, men det er mere end det. Det er også en historie om en kulturel skævvridning, som vi også er vidne til i Danmark og adskillige andre vestlige lande. En undersøgelse af 10 års bestsellerlister i Tyskland viser, at der kun er 27 procent tyske forfattere i top 100, mens der er 43 procent engelsksprogede. Også her er det engelsk og amerikansk litteratur, der dominerer, ligesom det overhovedet er kultur fra disse lande, der sælger mest, når det gælder film og musik.
Det tydeliggør i det mindste to ting. For det første, at man må kæmpe for den litteratur, der ikke er på engelsk. De nationale sprog er pressede, og man må, ligesom vi allerede gør i Danmark med Statens Kunstfond, støtte litteraturen, både når det gælder den, der originalt er skrevet på dansk, og når det gælder den oversatte.
Uanset hvem der sætter sig i stolen som kulturminister i den nye Lars Løkke-regering, så er det vigtigt at fastholde denne støtte, så vi fortsat har en rig dansk litteratur. Vi skulle nødigt få poliske tilstande på det punkt.
For det andet viser det, at vores perspektiv stadigvæk er præget af det Jerntæppe, der for længst er faldet, og af den orientering mod vest, som har fundet sted siden Anden Verdenskrig.
Selvom det måske står slet til med polsk digtning, så skulle der vel nok være et eller andet, der er værd at læse. Og så er der jo andre landes litteratur at vende blikket mod. Kortet over de baltiske landes litteratur er vel lige så hvidt som det polske, og ikke engang den tyske, for slet ikke at tale om den franske, står særlig stærkt i Danmark.
Vi har brug for et litterært spejderkorps med kompetencer inden for alle de europæiske sprog, så vi kan finde og få oversat litteratur fra andet end engelsk. Og så har vi brug for en god formidling af denne litteratur, så vi kan finde frem til dén, der faktisk er oversat og tilgængelig på vores biblioteker.
Blandt andre Janina Katz og Jess Ørnsbo har faktisk gjort en indsats for at gøre polsk litteratur læselig for et dansk publikum. Næste gang, jeg skal til Polen, vil jeg have den med i tasken.