For et par år siden skrev jeg her i avisen, at nedprioriteringen i det danske undervisningsvæsen af de to store kultursprog tysk og fransk er ubegribelig uklog. Og jeg tilføjede, at jeg heller ikke begriber, at den danske regering i 2012 besluttede, at der alligevel ikke som tidligere foreslået var brug for en national sprogpolitik for fremmedsprog.
Men selvom politikerne ikke vil lytte, står det jo enhver frit for at gøre noget for at blive bedre til disse sprog. Så jeg meldte mig til et kursus i tysk, fulgte det et par år og blev efterhånden helt flink. I dag har jeg ingen problemer med at kommunikere med tyskere på deres eget sprog eller med at læse tyske tekster, og det er en stor fordel.
Derimod er mit franske ikke noget at prale af, til trods for at jeg for at supplere mine skolekundskaber tre års gymnasieundervisning og engang tog et kursus i det på Folkeuniversitetet.
Med mine beskedne færdigheder var jeg derfor spændt på, hvor godt jeg kunne konversere med de indfødte, da min kone og jeg sidste sommer rejste til Sydfrankrig for at holde ferie i den smukke havneby Sète.
LÆS OGSÅ: Det danske talesprog anno 1700 er nu på nettet
Det korte svar er, at det faktisk gik bedre, end jeg havde frygtet. Det skyldes nok ikke mindst, at jeg som uddannet fonetiker har en efter sigende god fransk udtale. Det er vigtigere end de fleste tror, for hvis ens udtale rammer ved siden af, kan det være temmelig ligegyldigt med både grammatik og ordforråd, for så bliver budskabet alligevel ikke forstået.
Men også mit engelske ordforråd kom mig til hjælp. Når jeg manglede et fransk ord, forsøgte jeg mig med et af de mange ord som engelsk i tidens løb har lånt fra fransk, og udtalte det på fransk. Derved stod ord som accuse, change, commence, crime, héritage, malice og sacrifice til min disposition. Det virkede, og sommetider fornemmede jeg ligefrem en vis respekt, for eksempel når jeg beskrev en persons ørneformede næse som acquilin eller brugte ordet inondation (oversvømmelse).
Vores værter i Sète var min kones ungdomsveninde fra Paris, Martine, og hendes samlever, Jacques.
Han talte kun sit modersmål, så uden fransk var jeg aldrig kommet i kontakt med ham. Selvom hans sydfranske udtale var klar nok, talte han så hurtigt, at jeg konstant måtte koncentrere mig for at følge med. Vores samtaler foregik ofte, mens han i høj hastighed kørte os rundt på egnen og udpegede bygninger, østersbanker og lokale fuglearter (flamingoer, hejrer, med videre).
Samtidig holdt han øjenkontakt med os og understregede på fransk vis sine pointer ved at gestikulere med den ene hånd eller når det var vigtigt nok begge hænder.
Jacques hvis opvækst havde været meget hård havde aldrig været uden for Frankrig. Da jeg spurgte ham, om han ikke havde været oppe at flyve, svarede han med eftertryk jamais! (aldrig!). Ombord på et skib havde han kun været én gang, og da var han straks blevet søsyg. Så han foretrak at blive på terra firma og tilføjede, at Frankrig jo er meget stort.
Som det fremgår, var han ikke helt almindelig. At det alligevel lykkedes os at komme i god kontakt, hang sammen med en ordveksling den første morgen, han og Martine kom for at hente os foran hotellet. Mens han lettede på stråhatten, sagde han høfligt Monsieur le professeur.
Efter en kort tænkepause lettede også jeg på hatten og svarede: Monsieur le berger (hr. fårehyrde). Det fandt han påfaldende vittigt, og resten af tiden opbyggede vi en kontakt, som der indgik en god portion humor i.
Baggrunden for mit valg af hilsen var, at Jacques mange år tidligere havde været fåreopdrætter. Jeg havde med respekt set, hvordan den dengang flotte, sortskæggede mand sammen med sin collie på en bakkeskråning holdt styr på en stor flok sorthovedede får.
Men lukrativt viste erhvervet sig ikke at være, så efter nogle år måtte han opgive det.
I den danske folkeskole begynder engelskundervisningen nu normalt i 3. klasse. På de fleste skoler går man først i gang med andet fremmedsprog i 7. klasse. I princippet kan eleverne vælge mellem tysk og fransk, men i praksis tilbydes der mange steder kun ét fremmedsprog.
Dér er det især fransk, som falder ud. I gymnasieskolen er et resultat af gymnasiereformen fra 2005, at der nu undervises langt mindre i fransk end før. Som følge af denne fremmedsprogspolitik er søgningen til universiteternes franskstudium forudsigeligt nok faldet kraftigt.
Fransk er et af Europas vigtigste sprog. På globalt plan er det meget stort, især i Afrika, hvor det endda lader til at brede sig. I alt regner man med, at der er mellem 200 og 250 millioner fransktalende. På den baggrund virker det helt idiotisk, at vi i Danmark nærmest har relegeret fransk til kategorien af eksotiske småsprog. Forhåbentlig er det ikke for sent at rette op på det.
I klummen Eftertanken skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.