5 stjerner
Det ligner en valfart over Skeppsbroen til Skeppsholmen i Stockholm den søndag, jeg besøger Moderna Museet. Nok er der litteraturfestival på museet, men der er også fyldt godt op i salene med Olafur Eliassons store retrospektive udstilling. Og det er ikke det sædvanlige kunstpublikum, der befolker rummene. Her er masser af børnefamilier, og børnene synes ikke ramt af den obligate museumstræthed. Børnene går på opdagelse, hygger sig og er med i oplevelsen med en umiddelbar begejstring over, hvad de ser og sanser.
I de senere år har det fået en del af kunstkritikkens og -forskningens seriøst forbenede til at rynke på næsen. Er det overhovedet kunst, Olafur Eliasson sætter i scene? Er der ikke tale om en tivolisering af kunsten, der i det islandsk-danske fænomens orkestrering forvandles til ren oplevelsesøkonomi og eventkultur? Egentlig er jeg ligeglad, og det synes kunstnerens talstærke publikum verden over også at være. Man kan besvære sig over al den perceptionspsykologi og filosofi, Olafur Eliasson forsøger at legitimere sit projekt med, men man kan ikke andet end glædes over de idéer, han beriger og forvandler virkeligheden med.
Olafur Eliasson gjorde tidligt op med den romantiske kunstnerrolle, hvor det ensomme geni i guddommelige glimt inspireres og nærmer sig det sublime. Ligesom han for længst har gjort op med den martyriske rolle, hvor kunstneren, isoleret og afsondret fra verden, skaber værker med radikalt eksistentielle fordringer. Ja, i sidste ende har han også gjort op med det 20. århundredets avantgardetænkning, hvor kunsten og kunstneren skulle være normnedbrydende. En kunst, der med en vrængede attitude mimede verdens hæslighed, og derfor med Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelts ord kendetegnedes ved sin ”negative opbyggelighed”.
Hvad har Olafur Eliasson så sat i stedet? Ikke sig selv, men en hel masse andet. Hans kunst er et fælles projekt. Dels i den forstand, at han så langtfra skaber kunsten alene. Idéerne initieres og realiseres i Studio Eliasson på Prenzlauer Berg i Berlin, hvor hen ved 100 mennesker med mange forskellige fagligheder skaber de ”virkelighedsmaskiner”, der bærer atelierets signatur, befolker det offentlige rum og alverdens museer. Permanent eller temporært. Dels i den forstand, at Olafur Eliasson arbejder tværæstetisk i feltet mellem kunst, arkitektur, design og polyteknik i så utroligt mange forskellige materialer og genrer. Det hele stråler som hans lille solcellesol, der lader sig selv op i kraft af lyset. Lys skaber lys.
Studio Eliassons enorme spændvidde kan ses på Moderna Museet, hvor udstillingen breder sig over de fleste udstillingsrum, plus langt ind i arkitekturmuseet i en slags totalentreprise. Læg dertil, at Olafur Eliassons forskellige installationer i sig selv skaber nye skiftende rumligheder, præget af prismatiske spejlinger, skiftende lys og en bred palet af transparente farvevirkninger. På ARoS har kunstneren smidt Goethes farvecirkel op på taget, i Moderna Museet fordeler farverne sig i de skiftende rumligheder. Resultatet er det samme som i Aarhus: Verden og dens mennesker forvandler sig for blikket og opløses i et forunderligt spektrum af bløde modulationer.
Udstillingen i Stockholm rummer 18 værker, der strækker sig fra begyndelsen af 1990'erne til i dag. Det er svært at tale om værker i tilfældet Eliasson, fordi pointen er, at den egenartede værkkarakter og ditto materialekarakter ikke findes som noget i sig selv. Værkerne er rumlige iscenesættelser, der først bliver levende i mødet og mellemværendet med publikum. Udstillingen på Moderna Museet er konciperet ud fra Olafur Eliassons velkendte maksime: ”Se dig selv sanse”. Det er, hvad det hele handler om. At påvirke de menneskelige sanser over en bred front. Men vi - publikum - er ikke passive modtagere. Det er først, når vi ser, føler og bevæger os, at dynamikken opstår, og værket bliver til som noget, der rækker ud over sig selv.
Vi ser os selv, vi ser de andre, vi ser os selv se de andre, og de andre ser os, samtidig med at de ser sig selv. I spejle, igennem glaskugler og prismer og i lys, der forlener vores fysik med en vis form for ulegemlighed. Det er ikke spirituelt, som hos forbilledet James Turrell, men snarere materielt. Georg Gearløs- effekterne er synlige hos Olafur Eliasson, der sjældent skjuler det mekaniske i affæren mellem os og ham og hele hans følge.
Enkelte steder gør han dog reverens for skønheden og poesien, som i det forunderlige værk, der da også bærer titel ”Beauty” (1993). I et mørkt rum danner en svalt dalende støvregn en lysende væg. Væggen er transparent, men publikum grupperer sig på hver side af vandstøvets dans i strålerne. Indtil enkelte vover at gå igennem regnen og mødes med dem på den anden side. Mærket af værket, døbt af dets dråber. Støv er vand, vand er støv, og vi er som beskuere midt i en pantomime, hvor vi kan overskride rummets grænser og gå igennem muren, ligesom de faldne engle i Wim Wenders ikoniske film fra 1987 ”Himlen over Berlin”.
Følelsen af transparens er en del af oplevelsen overalt på udstillingen. Publikum kan se igennem væggene. Tilegnelsen af de forskellige værker og vandringen igennem de skiftende rumligheder bliver aldrig en ensom affære, fordi de besøgende hele tiden er i visuelt kontakt med hinanden på tværs af de grænser, som er flydende og opløselige i Studio Eliassons farvefilter. Hvor tidligere tiders kunst i visse tilfælde fordrede en dyb koncentration af den enkelte foran værket, sætter Olafur Eliasson mennesket fri i oplevelsen. Som beskuer skal man netop ikke skabe sit eget suveræne rum i samklang med værket, men indgå i andres oplevelse. En Olafur Eliasson-udstilling er noget, vi er sammen om.
Det er den hensigt, som nogle finder suspekt. Men hver ting til sin tid, siger jeg. Det kan jo ikke være Rembrandts sitrende åndfuldhed eller eksistentielle sug ned i det ulmende mørke hver gang. Olafur Eliassons legende eksperimentelle tilgang til kunsten, og det, der ligner, rammer tidens museumsstrategier rent. Kunstneren rækker ud mod sit publikum og involverer det i processen. Det er sjovt, så længe det varer. Og vil man have noget med hjem, så kan man købe hans lille sol, der viser vej igennem mørket og er perfekt til at læse ved, når man er alene igen.
kultur@k.dk