Marie Carmen Koppel: Jazz-festivalen viser København frem på en skøn måde

Hovedstaden summer for tiden af liv og jazz, og sangerinden Marie Carmen Koppel opfordrer alle musikelskere til at deltage i jazz-festivalen

Det var en skelsættende oplevelse for Marie Carmen Koppel, da hendes far tog hende med til en Bob Marley-koncert i Forum i København.
Det var en skelsættende oplevelse for Marie Carmen Koppel, da hendes far tog hende med til en Bob Marley-koncert i Forum i København. Foto: Thomas Sjørup.

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er trilogien ”Tør aldrig tårer væk uden handsker” af den svenske forfatter Jonas Gardell. Bind 1 hedder ”Kærligheden”, bind 2 ”Sygdommen” og bind 3 ”Døden”. De handler om det, der skete, da aids ramte Sverige i 1980'erne. Bøgerne er skrevet utroligt gribende, og dem kan jeg varmt anbefale. Jeg har lige købt bind tre, som jeg glæder mig til at læse i min sommerferie.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Det er Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty”. Det er nogle fantastiske bøger, og Jakob Ejersbos måde at skrive på er fuldstændig fantastisk. Han skriver i et tempo, så man tror, at det er løgn. Man bliver suget ind i de gribende historier og personer, så man sidder lamslået tilbage. Jeg læste dem i én køre. Et par år efter, at jeg havde læst trilogien første gang, læste jeg den igen. Det er sådan nogle bøger, som man godt kan læse flere gange i livet.

Hvad vi du anbefale fra kulturudbuddet lige nu?

Jeg vil gerne anbefale Copenhagen Jazz Festival. Det er en vidundelig festival, og den er med til at vise København frem på en skøn måde. Hele byen summer af liv og jazz. Der er så mange tilbud inden for alle mulige genrer. Så jeg vil gerne opfordre folk, der kan lide musik, til at komme ud og høre noget jazz-musik. Det er meget inspirerende og hyggeligt.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Det er der flere oplevelser, der har. Da jeg var lille, hørte jeg flere gange min farfar, Herman D. Koppel, spille koncert på Louisiana. Det var stort for mig, og jeg kan stadig mærke den fornemmelse af at være med på Louisiana, og at det var en lille smule kedeligt, og samtidig kunne man mærke, at det betød noget. Lige siden har jeg elsket Louisiana og den stemning, der er deroppe.

Det var også en skelsættende oplevelse, da min far tog mig med til en Bob Marley-koncert i Forum i København. Jeg blev helt vild med soulmusik og drømte om at komme til at synge kor for Bob Marley.

Hvilken koncert har du senest været til?

Det var en koncert i Herning med Katy Perry, som jeg hørte sammen med min datter og en masse andre små piger, der var til koncert sammen med deres mødre. Det var virkelig sjovt, og børnene syntes, at det var fuldstændig vildt. Det var en blanding af koncert, fødselsdagsfest og Hello Kitty.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Vi skal passe på alle områder af kulturen.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Der er ikke noget, der ikke siger mig noget, men der er noget, der interesserer mig mindre end andet. Jeg er ikke selv så stort et teatermenneske. Jeg kommer nemt til at kede mig en lille smule, men det betyder ikke, at der ikke bliver lavet skønt teater. Jeg håber, at det med sans for teatret kommer med alderen.

Det var en skelsættende oplevelse for Marie Carmen Koppel, da hendes far tog hende med til en Bob Marley-koncert i Forum i København. -
Det var en skelsættende oplevelse for Marie Carmen Koppel, da hendes far tog hende med til en Bob Marley-koncert i Forum i København. - Foto: NKMusic