Kærlighed. Skal en film om vor tids måske klogeste videnskabsmand virkelig handle om dét? Ville det ikke være mere oplagt at fokusere på matematikken bag de sorte huller? Det er jo netop de komplicerede teorier, som fysikeren Stephen Hawking er anerkendt for.
En lille række amerikanske kritikere har haft rigeligt med lignende bud på, hvad filmen ”The Theory of Everything” burde handle om.
Men den Oscar-nominerede film, der får dansk premiere i næste uge, beskæftiger sig kun overfladisk med de teorier, som har gjort Stephen Hawking verdensberømt. Filmen handler i højere grad om kvinden bag geniet og samspillet mellem de to.
Manuskriptet læner sig nemlig op ad Jane Hawkings erindringsbog om livet med den britiske fysiker, som hun mødte, da de begge studerede på Cambridge Universitet i 1960'erne.
I filmen følges Stephen Hawking, der som 21-årig bliver diagnosticeret med den nervesvækkende sygdom ALS. Lægerne giver ham to år at leve i. Men Jane nægter at lade sygdommen skille dem ad og beslutter sig for, at de skal blive sammen resten af den tid, fysikeren har tilbage. Men selvom sygdommen med tiden lænker ham til en kørestol, fortsætter Stephen Hawking med at leve.
Helt frem til verdenspremieren på filmen, hvor han med sin karakteristiske computerstemme sagde, at ”The Theory of Everything” i store træk fortæller sandheden. Også selvom kritikerne måske har ret i, at de videnskabelige bedrifter forsimples en smule.
”Det frustrerer mig, når kritikere anmelder den film, jeg ikke lavede,” siger James Marsh, filmens instruktør, og stiller langsomt espressokoppen tilbage på det runde cafébord uden at drikke af den. Caféen i det indre København er kun sporadisk fyldt denne tidlige eftermiddag. I det dæmpede lys læser gæsterne avis, nipper til deres kaffe og vipper fødderne i takt til 1960'er-jazzen, mens bartenderen med viskestykket over skulderen samler lidt efterladte kopper sammen rundtomkring. Med andre ord et åndehul for James Marsh, der for tiden har travlt med forberedelserne til Oscar-uddelingen senere på måneden.
”Det er elitært at sige, at en film skal kunne forklare de indviklede teorier, som Stephen Hawking har arbejdet på hele sit liv. Film og matematiske teorier passer ikke sammen, og det er dårskab, hvis man som filmskaber forsøger at forene dem,” siger briten og griber med anderledes bestemthed atter ud efter sin kaffe.
I stedet gjorde James Marsh en dyd ud af at udforske forholdet mellem Stephen og Jane Hawking. Filmskaberen gravede dybt i arkivmaterialet for at få et indblik i parrets liv. Gamle fotografier viste, hvordan deres hus så ud, hvilke møbler de havde, hvordan de klædte sig, og ikke mindst hvordan fysikerens sygdom udviklede sig gennem årene.
”Nogle gange troede jeg, at jeg så mig selv på lærredet,” udtalte Stephen Hawking om portrættet i filmen, som blev muliggjort af instruktørens imponerende research. Og det er da også en disciplin, som James Marsh har en del erfaring med. I sin karriere har den 51-årige instruktør hovedsageligt fokuseret på at fortælle virkelige historier, og han har en stribe dokumentarfilm på CV'et. Blandt andet den Oscarvindende ”Man on Wire” om den franske linedanser Philippe Petit, som i 1974 tilbragte 45 minutter på en line spændt ud i 450 meters højde mellem World Trade Centers tvillingetårne i New York.
”Men potentialet i manuskriptet til 'The Theory of Everything' kunne ikke forløses i en dokumentarfilm,” forklarer James Marsh.
”I en spillefilm kunne jeg nemlig ved brug af skuespillere rekonstruere, hvordan Jane og Stephen Hawkings private liv har været. Det kan man ikke gøre med en dokumentarfilm, medmindre man rent faktisk filmer dem hver eneste dag. Og det er umuligt med et forhold som deres, der strækker sig over 25 år.”
Hvilket leder hen til den ellers ganske roste films andet kritikpunkt: Den lemfældige omgang med fantasi og virkelighed.
Mens nogle kritikere savner et større fokus på teoretisk fysik, er der nemlig andre, der mener, at for store dele af filmen er det rene påfund. Scenerne har simpelthen ikke fundet sted i Jane og Stephen Hawkings liv sammen. Og det er skam fuldstændig rigtigt, erkender James Marsh og stryger hånden gennem de halvlange, mørkebrune lokker.
”Men betyder det noget?”, spørger han og slår armene ud.
”Film beskæftiger sig ikke med den bogstavelige sandhed. Hverken dokumentar- eller fiktionsfilm. Det er umuligt. Hvis en film skal være præcis som virkeligheden, bliver det meget kedeligt. I denne film var opgaven at komprimere 25 år ned til to timer, så det er jo klart, at stort set alt udelades.”
I stedet ser James Marsh det som sin opgave at give skuespillerne de bedste forudsætninger for at levere troværdige præstationer. Som når han nærstuderede bestemte faser af Stephen Hawkings sygdom sammen med Eddie Redmayne, der blev belønnet med en Oscar-nominering for sit portræt af den berømte fysiker. Og Felicity Jones, der spiller Hawkings hustru, blev også nomineret for sin stærke præstation.
”Hvis skuespillerne gør det godt, tror publikum på historien. Og historien ér sand. Både Stephen og Jane Hawking genkender sig selv i filmen, selvom det er klart, at vi har foretaget væsentlige dramaturgiske valg i historiens opbygning,” siger instruktøren, der for at give fortællingen et sandfærdigt udtryk lagde meget vægt på filmens to overordnede temaer. Det ene var sygdommen, som forværres, hver gang der klippes til en ny scene.
Det andet tema var forholdet mellem Stephen og Jane Hawking. Der ligger nemlig en fundamental forskel i deres livsanskuelse. Stephen Hawking er ateist. Man kan ikke være troende som videnskabsmand, som det på et tidspunkt fortælles i filmen. Og selvom Jane ikke er fanatisk, spiller kirken en stor rolle i hendes liv. I kirkekoret opnår hun for eksempel adspredelse fra en hverdag, hvor hun bruger mange kræfter på at tage sig af sin syge mand.
”Det er en interessant spænding, der er mellem de to,” siger James Marsh.
”Som videnskabsmand bør man have et åbent sind og være parat til at ændre livssyn, hvilket Stephen Haw-king da også har gjort en del gange i løbet af sin karriere. Men i sit videnskabelige arbejde og for sit velbefindende i det hele taget har han været dybt afhængig af Jane. Og spørgsmålet er, om hun havde klaret alt det pres, hvis ikke hun havde haft kirken som sin støtte og identitet,” siger instruktøren, som håber, at filmen inspirerer publikum til for alvor at dykke ned i videnskabsmandens arbejde. Men det skal være gennem læsning og undervisning.
Den slags fås nemlig ikke på film.