Berlin, den 23. april 1945. Den sydslesvigske journalist Jacob Kronika går omkring i det sønderbombede Berlin, og på netop denne aften beslutter han sig for at gå forbi den internationale presseklub på Leipziger Platz. Igennem årene har Hitlers to spindoktorer, udenrigsminister von Ribbentrop og propagandaminister Goebbels, konkurreret hårdt om at være mest vellidt af byens mange udlandskorrespondenter. Goebbels har bygget en presseklub i det, Peter Tudvad i bogens forord kalder et ariseret palæ, taget fra en velhavende jødisk familie, mens Ribben-trop har møbleret en stor klub efter engelsk forbillede. Man forestiller sig chesterfieldsofaer, gin og tyk cigarrøg, mens verdens ungdom slås ihjel i skyttegravene.
Denne 23. april går Kronika forbi den ariserede version. Det stormer ind, for både døre og vinduer er for længst blevet blæst ind af bomberegnen, men det skal da ikke stoppe nogen: Så vinen flyder, der er cigarer og cigaretter, og kælderen er stadig fyldt med dyre bobler. Journalister har sjældent skullet mangle noget, og den gode Kronika bliver også budt lystigt velkommen: ”Kom, Kronika, drik et Glas med os“ Lad os tænke paa, hvad vi sammen har oplevet i dette Hus“ i Morgen staar det ikke mere. Vi er en Del her, der ikke overlever Undergangen“ morituri te salutant!”.
”Berlins undergang” er Kronikas dagbog fra Berlins sidste tid samt hans korte deportation til Moskva, og den er fyldt til randen med disse bemærkelsesværdige scener. Klam dekadence i mørket og forceret latter lige i synet på døden, og Kronika er den mesterlige observatør. I sær afmålt og usentimental - nærmest sarkastisk - stil fortæller han om sine oplevelser, der mestendels veksler mellem muntre gilder med topnazister og teologiske overvejelser efter gudstjenester. Hvor er det dog fremragende gennemført.
Den usentimentale og let sarkastiske stil, garneret med optrin, hvis beskrivelse til tider nærmer sig rigtig, rigtig stor litteratur, gør bogen til en perle, og vi læsere er forlaget tak skyldige for at have samlet og genudgivet bogen.
Tag eksempelvis scenen fra de allersidste timer af slaget om Berlin. Russerne kommer fra nærmest alle sider, og Kronika har måttet søge skjul i det danske gesandtskabs bunker. Konstant kommer danskere forbi - folk, Kronika ellers aldrig før har set i byen - og vil med henvisning til deres danske pas have lov at søge tilflugt. Problemet er naturligvis, at de fleste af dem formentlig er frivillige SS-soldater og lignende, og de finder ikke megen medfølelse hos kolde Kronika.
Pludselig står da en ”paa-faldende elegant Herre i civilt Tøj” i legationens port. Han har minsandten også en grævlingehund i snor og er selvfølgelig deserteret, nu hvor det er tydeligt, at Tyskland har tabt. Beskrivelsen af manden minder nærmest om litteraturens allerstørste djævleskikkelser, tag eksempelvis Thomas Manns ”Doktor Faustus” eller F.M. Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov”, og når Kronika er bedst som her, er der altså ikke langt op til mestrene. Både i denne djævleskikkelses fløjlsdekadence og i Kronikas egne syrlige bemærkninger til desertørdesperadoen og hans grævlingehund. Denne mand vil naturligvis nu skrive en bog om nazismens korruption. ”Den bliver sikkert spændende,” bemærker Kronika køligt.
Egentlig er Kronikas distancerede ro sær med tanke på, at han tydeligvis havde personlige problemer. Eksempelvis har vi mistet en god del af hans dagbøger, fordi han i en personlig krise brændte det meste. Da han i nærværende udgivelse er kommet til Moskva og temmelig muntert beretter om diverse scener fra livet som interneret, fortæller han os også pludselig, at han netop ”har gennemgaaet en mere alvorlig legemlig og sjælelig Krise.” Den ofres der et par linjer på, og så får vi ellers at vide, at biblioteket har fået nye bøger. Ingen grund til sentimentalitet, forstås. Hvis Kronika var et menneske med hang til tungsind, skal jeg love for, at det ikke påvirker stilen.
Det kan vi så glæde os over, for den lettere kølige tilgang, blandet med evnen til at se både absurditeten og munterheden midt i mørket, gør Berlins undergang til en smuk, smuk bog, og når dens forfatter formår at væve tindrende poesi ind i afmålte overvejelser om kristendom, selvmord og ondskab, får vi et afgørende tidsdokument og stor kunst på samme tid. Hør bare denne overvejelse om et borgmesterdekret om kun at transportere lig om natten: ”Hitler-Rigets Triumfsang [“] maatte ikke krydses af Sandhedens dystre Dissonanser. Det endte med Dødens frygtelige Triumf.”