Var det de nordiske vikinger, der grundlagde den første russiske stat, eller var det østslaverne? Spørgsmålet, der i over 250 år er blevet heftigt diskuteret af tyske og skandinaviske ”normannister” og russiske ”anti-normannister”, er baggrunden for Fritz Wolders bog ”Vikingerne ved Ruslands vugge”. Forfatteren er kandidat i historie og samfundsfag, men har i mange år været beskæftiget i det private erhvervsliv.
Formålet med det i det ydre indbydende tilrettelagte værk, der henvender sig såvel til fagfolk som til et bredere publikum, er at ”tegne et billede af en del af vikingernes verden, der herhjemme er blevet om ikke overset, så i hvert fald noget stedmoderligt behandlet”, som det formuleres.
Ifølge Fritz Wolder er der i dag almindelig enighed om, at vikingerne var de første europæere, der kom til Nordamerika. Derimod har det indtil nu været ukendt, at vore forfædre tillige trængte frem mod nordøst og som de første europæere nåede helt til Ural.
De omfattende fund fra vikingetiden i de involverede områder er gjort i det nuværende Rusland, Hviderusland og Ukraine. Og med den intensive forskning, der i dag finder sted vedrørende det russiske riges grundlæggelse og ældste historie, øges antallet af fundene stadig.
Til vidnesbyrd om vikingernes tilstedeværelse i det nordøstlige fremhæver Wolder yderligere forskellige navne på lokalieter langs de russiske vandveje, ligesom han giver eksempler på oldnordiske ord, der helt op til vore dage har overlevet i det russiske sprog.
Almindelig enighed er der angiveligt om den danske sprogforsker Vilhelm Thomsens udlægning af historien bag det slaviske ord ”rus”: Det stammer, fastslår han, fra finnernes gamle betegnelse for Sverige, ”Routsi”, der betyder ”roere” eller ”søfarere”. Wolder kommenterer: ”Ifølge denne fortolkning hersker der således ingen tvivl om, at det var nordboere, der grundlagde Kijev-riget og lagde navn til ordet ”Rusland” – en udlægning, som stadig støder de russiske patriotiske følelser”.
Nærværende anmelder er ikke kompetent nok til at tage stilling til de lærdes uenighed, men kan konstatere, at Wolder er en grundig formidler, der med sin klarhed og sit overblik lever op til ambitionen om at nå ud over det snævert faglige. Dertil kommer et ypperligt billedmateriale, gennemtænkt og pædagogisk præsenteret.