Vingeskudt Erica Jong-roman

"Stærkt står også fortællingerne om de gamle jødiske forældre, trætte af dage med kroppe, som ikke kan mere, som alligevel bliver ved med at trække vejret meget længe. Og erkendelsen af, at selvom man er 60 år, så kan man godt føle sig som et barn uden mor." Foto: Søren Svendsen / Scanpix Denmark

bog
Three stars
”Vingeskudt” er en ujævn roman, som mest af alt opleves som en skyndsom blanding af dagbog og causerende essayistik
Mai Misfeldt

Hvis der er noget, der er vingeskudt i den danske udgave af Erica Jongs seneste roman, så er det korrekturen

Erica Jong debuterede med en digtsamling i 1971, men det var i 1973, med romanen ”Luft under vingerne”, at hun brød igennem alle lydmure. Her introducerede den kvindelige hovedperson, Isadora Wing, begrebet the zipless fuck, på dansk oversat til det gnidningsløse knald. Altså en virkeliggørelse at den erotiske fantasi, hvor det med praktikaliteter som afklædning (lynlåse), tale og forlegenhed ikke spiller nogen rolle.

Erica Jong har skrevet flere bøger siden, både digtsamlinger og skønlitteratur og faglitteratur, for eksempel udgav hun i 1994 sine midtvejserindringer ”Fear of Fifty” (på dansk: ”Frygten for de 50”). Nu tager hun igen fat i titlen ”Fear of” denne gang ”Fear of dying”, altså frygten for at dø, som i den danske oversættelse er holdt i debutens luftmetaforik – ”Vingeskudt”.

Og hvem er det så, der er vingeskudt? Tja, det ville nok være for meget at sige, at romanens hovedperson, den nogle og 60-årige pensionerede skuespillerinde, Vanessa Wonderman, der lever et dybt privilegeret overklasseliv i en stor sammenbragt jødisk familie, decideret er vingeskudt. Men svært er det da, som det er for de fleste, når ens forældre er på vej i graven.

Vanessas snart 100-årige forældre ligger begge for døden. Og hendes 20 år ældre ægtemand, den stenrige Asher, er ikke mere på lagnerne, hvad han har været. Som om det ikke var nok, får han et hjerteanfald og ryger direkte på intensiv. Livet er pludselig blevet skrøbeligt, og det er Vanessa slet ikke klar til at forholde sig til. Hvad nu med hende? Og ikke mindst – hvad med hendes sexliv? Hun føler sig bestemt ikke klar til sige farvel til den del af livet; en stor del af hendes identitet ligger i både at være begærsobjekt og et seksuelt begærende subjekt.

Det er Erica Jongs force, at hun bare er så lige på:

”Kvinder på 60 har ikke lov til at have lidenskaber. Vi forventes at blive bedstemødre og trække os tilbage i afklaret kønsløshed.”

Og så går hun ellers lige på med, hvordan det rent faktisk forholder sig. For at leve kønsløst er det sidste Vanessa har lyst til. Derfor opretter hun en profil på – gæt engang – Det gnidningsløseknald.com (domænet er ledigt). Selvom hun får masser af svar, viser det sig dog ikke spor let at realisere projektet med en fyrig elsker (der er simpelthen for mange gnidninger af forskellig karakter).

Med tidens værste kliché er det en lang rejse, den gode Vanessa skal på. Hun skal tage afsked, og hun skal lære nye måder at være i sit forhold på. Undervejs får Vanessa, hvis livshistorie på mange måder minder om Jongs egen, gode råd af sin veninde, Isadora Wing, der hermed til fanskarens glæde altså manifesterer sig igen.

Når bogen bliver præsenteret som direkte opfølger til ”Luft under vingerne”, er det imidlertid et salgstrick, og i tankerne ser man redaktøren bede Jong om lige at lægge Isadora Wing ind som veninde. Men det gør hverken romanen værre eller bedre.

”Vingeskudt” er en ujævn roman, som mest af alt opleves som en skønsom blanding af dagbog og causerende essayistik. Når man alligevel bærer over med det, og indimellem har en fest under læsningen, skyldes det udelukkende Jongs bramfri, humoristiske drive, som gør, at man rimeligt gnidningsløst (når bortses fra de skammeligt mange fejl – såsom sætningen her: ”Hendes sukke loddede dybder, der var ukendte for os”) bevæger sig igennem gennem Jongs overvejelser omkring det sene liv.

Forrygende er eksempelvis scenen, hvor datterens nyfødte søn skal omskæres under den nybagte feministiske bedstemors stiltiende protester.

Stærkt står også fortællingerne om de gamle jødiske forældre, trætte af dage med kroppe, som ikke kan mere, som alligevel bliver ved med at trække vejret meget længe. Og erkendelsen af, at selvom man er 60 år, så kan man godt føle sig som et barn uden mor. Til gengæld kommer slutningen sejlende ind fra højre som en overvældende kulørt løsning på stort set alting, ja, man kan næsten se den udspillet som den Bollywoodfilm, hvis setting det finder sted i.

kultur@k.dk