Karin Hede kan selv, det må fastslås med det samme. Hun har tidligere udsendt to vel modtagne kriminalromaner, som hun skrev sammen med nu afdøde Martin Bavngaard. Den foreliggende er den første af hende som eneforfatter.
Titlen er måske lige smart nok. Allerede omslaget gør det imidlertid tydeligt, hvad meningen er. Man ser en rodfiltret hule under et træ i skoven: livet under livet, i det meget dunkle. Lyset er en fjende.
Stedet søges af to kriminelle, der har forbudte penge, som de skal have skjult. At to børn, for hvem skoven bare er en dejlig legeplads, sommetider også kommer der, er naturligvis mere end ubelejligt.
Det giver god mening at betegne romanen som ”en socialrealistisk krimi”. Karin Hede har nemlig bestræbt sig på at skrive en virkelighedsnær historie om de to sager, som den omfatter, holdt sammen i en sikker komposition. Og hun har ikke set nogen grund til at sløre, at handlingen udspilles i og omkring Randers. Lokalkendte vil uden tvivl genkende mange af ”kulisserne”. Men det, der fortælles, er ikke specielt for Randers. Det kunne foregå overalt, hvor armod hersker.
Troværdigt skildrer Hede dagliglivet i nogle af dets former, herunder det, der udfolder sig på politistationen og sygehuset. Hun bestræber sig på en nuanceret personskildring. En såkaldt skurk er ikke nødvendigvis kun en skurk, men kan også have drømme om et helt almindeligt liv inden for lovens rammer. Og en af hovedpersonerne, kriminalkommissær Marianne Iversen, ses ikke udelukkende som den professionelle. Vi får også glimt af hende som privatperson - med en lurende angst for resultatet af en lægeundersøgelse, hvis udfald kan være fatalt.
Udgangspunktet for en del af historien er, at en smålurvet forretningsmand og hans modvillige hustru venter frisindede gæster til en erotisk middag. Gæsterne er dog ikke de forventede, men to hjemmerøvere - med hvad deraf følger af grov vold og voldtægt.
Den anden historie handler om en ung fyr, Kristian, ensom og uden rodfæstethed, diffust drømmende om at tage hf og siden læse videre. Men først vil han lige hævne sig på sin plagsomme stedfar. Han vil straffe ham med en forskrækkelse - men så forskrækket bliver ”sofakartoffelen”, at han dør af det.
Da Kristian i avisen læser, hvor bange naboerne til ofret er blevet, får han dårlig samvittighed. For det var da ikke meningen, at han ville gøre nogen bange. Ligesom det heller ikke var meningen, at han ville dræbe.
Megen trøstesløshed er der i romanen, men uden at være enerådende. Karin Hede lader romanen slutte i det flakkende lys fra en mulig kærlighed, der nok har meget imod sig, men måske endnu mere med sig. Det kunne da være.