Hurtigtoget fra Princeton mod New York City kørte gennem en tunnel med over 100 kilometer i timen, da den amerikanske bestsellerforfatter Anthony Doerr pludselig blev vidne til, at en medpassager gik amok.
”Manden mistede mobilsignalet midt i en samtale, og det flippede han helt ud over. Han skabte sig, som om det var det mest unaturlige og uretfærdige i hele verden, at han i et øjeblik ikke kunne tale i mobiltelefon med et andet menneske, der i princippet kunne befinde sig tusindvis af kilometer væk. Først var jeg nærmest bekymret for min egen sikkerhed, men øjeblikket efter fik jeg idéen til en ny bog. Og jeg skrev straks titlen 'Alt det lys vi ikke ser' ned på min notesblok. For få generationer siden syntes man, at radioen og telefonen var et mirakel, men nu tager man teknologien for givet, og det mener jeg er både farligt og fascinerende,” siger Anthony Doerr og lyser op i et smil, der breder sig ud gennem det glatbarberede ansigt og helt op i den bare og markerede isse, så man nærmest fysisk kan se, hvordan hjernen arbejder et sted under kraniet.
”Se bare dér ud!”, siger han og peger mod vinduet, inden han fortsætter:
”Lyset vælter ind gennem vinduet, men det er kun en forsvindende lille brøkdel af det lys, der findes. Luften er fyldt med usynligt lys, der strømmer igennem os som elektromagnetiske bølger lige nu. Og det er en svimlende tanke, hvilken grad af usynlig trafik der kører gennem os lige nu, uden at vi ved det.”
Det usynlige lys beskriver Anthony Doerr også i en nærmest metafysisk flodbølge af en tankestrøm i ”Alt det lys vi ikke ser” som:
”Malstrømme af sms'er, tidevandsbølger af trådløse mobiltelefonsamtaler, tv-programmer, e-mails, enorme mængder netværk af fiber- og kabelforbindelser, der er flettet sammen over og under byen og skærer sig gennem bygninger og danser mellem sendeboksen i Metro-tunnelerne, mellem antenner på højhuse. Fra mobiltelefonmaster, reklamer for Carrefour og Evian og forbagte croissanter flasher ud i rummet og tilbage til jorden igen, Jeg kommer for sent og Måske skulle vi reservere bord? Og Husk avokadoer og Hvad sagde han? Og ti tusind Jeg savner dig, halvtreds tusind Jeg elsker dig, hademails og påmindelser om aftaler og markedsopdateringer, smykkereklamer, kaffereklamer og møbelreklamer flyver usynligt over Paris' tætte gader, over slagmarker og gravmæler, over Ardennerne, over Rhinen, over Belgien og Danmark, over de arrede og evigt omskiftelige landskaber, vi kalder nationer. Og er det da så svært at forestille sig, at sjæle måske rejser ad de samme veje gennem luften?”.
Er det sådan, du forstår Himlen?
”Ja, måske. Jeg ser mig selv som en kristen, og jeg er overbevist om, at livet ikke begrænser sig til de få år, vi får på Jorden, men jeg tror ikke nødvendigvis, Himlen ligner en sky med engle, der spiller på harpe. Måske bliver vi bare til en slags usynligt lys, når vi dør.”
Titlen ”Alt det lys vi ikke ser” refererer på den måde både til den usynlige fysiske og metafysiske verden, forklarer Anthony Doerr, der også voksede op i et hjem, hvor der var plads til både tro og viden:
”Den katolske kirke fyldte meget i min barndom, hvor kirken og troen var en naturlig del af mine forældres hverdag. Præsten kom for eksempel ofte til middag, og kirken havde også en social funktion for mine forældre. Men samtidig så de ingen modsætning mellem tro og naturvidenskab. Min mor kunne det ene øjeblik fortælle bibelhistorier og det næste øjeblik undervise i naturvidenskab. Sådan tematiserer alle mine egne romaner også tro og videnskab. For naturvidenskaben og teknologien har en grænse, hvor etikken og troen må tage over. For i sidste ende er de eksistentielle grundvilkår de samme for os, som de var for vores bedsteforældres generation. Vi har stadig et ansvar for de valg, vi træffer, selvom vi har flere hjælpemidler i dag,” siger Anthony Doerr, der trækker tråde helt op til vores smartphone-samtid i sin roman, selvom hovedhandlingen først og fremmest udspiller sig under Anden Verdenskrig, hvor det var radioen, der var det nye teknologiske dyr i åbenbaringen.
Det er derfor nærliggende at tro, at der var tale om en teknologikritisk krønike, når et af romanens mottoer er hentet fra et citat af Goebbels:
”Uden radioen ville det ikke have været muligt for os at tage magten eller at bruge den, som vi gjorde.”
Men Anthony Doerrs pointe er snarere, at alting både kan bruges og misbruges, forklarer han:
”Jeg ville gerne fange den tid, hvor radioen stadig blev opfattet som et mirakel. Som en slags metafor for internettet i dag. Og jeg havde en vag idé om, hvad historien skulle handle om, men det var først, da jeg besøgte fæstningsbyen Saint-Malo i Frankrig, der blev bombet under Anden Verdenskrig, at min historie faldt på plads for mig. For her var et glimrende sted for at forsøge at sende radio under krigen, så jeg begyndte at læse op på, hvordan radioen blev brugt under krigen. Jeg fandt det forfærdelige citat af Goebbels. Og radioen blev jo også misbrugt, men det er jo ellers en fin opfindelse i sig selv. Det minder mig lidt om internettet i dag, hvor Islamisk Stat bruger YouTube til at vise henrettelsesvideoer i deres propaganda. Det er jo forfærdeligt, men er YouTube forfærdelig i sig selv? Nej! YouTube er bare et værktøj. Islamisk Stat bruger det til at øge vold, men kan man også bruge det til opbyggelige formål.”
På samme måde som atomteknologi både kan bruges til at lave bomber og energi?
”Præcis. Og sådan skal man også bare huske, at internettet både kan bruges og misbruges. Jeg er glad for, at mine tvillingedrenge på 11 år kan gå på nettet og lære ting, men det kan også bekymre mig, at de dér kan fylde sig med voldelige spil og forskanse sig i en todimisionel verden. Vi bor heldigvis i en tyndtbefolket stat, hvor der er meget natur, så mine drenge også kan opleve sne og skove. Det er godt for dem, for ellers kan man leve hele sin barndom ved at se ind i en skærm. Og jeg håber, at min bog kan få folk til at tænke over, hvordan de bruger teknologi.”
I romanen bruger en af hovedpersonerne, den tyske dreng Werner Pfennigs, sit teknologiske talent i Hitlers tjeneste, mens den litteraturelskende blinde pige, Marie-Laure LeBlanc, har et andet forhold til den nye opfindelse. Og det leder læseren ind på Anthony Doerrs eksistentielle spor i romanen, der kredser om de valg, vi tager som mennesker.
”Det er tilværelsens små og store valg, der giver livet retning. Og det er dybest set dem, der former os som mennesker. Hver dag må vi træffe tusindvis af nye valg, og hver dag påvirker de valg både os selv og andre. Werner tager nogle forfærdelige valg ved at lukke øjnene for det, der sker omkring ham i Tyskland, og han kommer på den måde til at øge volden i verden. Men jeg prøver ikke at dømme ham. For jeg er ikke sikker på, at jeg ville have handlet meget anderledes, hvis jeg havde haft de samme omstændigheder i livet som ham. Vi lever i en tid, hvor vi tager det for givet, at vi bare kan gå rundt om hjørnet og købe avokadoer og bacon. Men Werner er forældreløs og lever i en tid, hvor ressourcerne var knappe,” siger Anthony Doerr og åbner en flaske vand og drikker en slurk, inden han fortsætter:
”Som barn betragtede jeg fronterne i Anden Verdenskrig meget stereotypisk. Der var de tapre amerikanske soldater, der reddede Europa, på den ene side, og de forfærdelig onde tyskere på den anden side. Men jeg fik hurtigt et mere nuanceret syn på det. Som 13-årig læste jeg ”Anne Franks dagbog”, da jeg var omtrent på samme alder, som hun var, da hun skrev den. Det gav mig en forståelse af, at krigen var lidt mere kompliceret, end jeg troede. Der var mennesker på begge sider, selvom nogle tog nogle forfærdelige valg. Det gav mig med tiden også en uhyggelig fornemmelse af, at det kunne ske igen. Og som voksen romanforfatter har jeg haft lyst til at skildre den gråzone, som folk tager beslutninger udfra.”
Den amerikanske forfatter stiller vandflasken fra sig og peger på den:
”Se bare den der. Den vil være der, længe efter at vi to er døde, og derfor burde jeg slet ikke have drukket vand fra en plastikflaske eller fløjet hertil i et forurenende fly, men sådan træffer vi hele tiden valg i en moralsk gråzone.”
Hvad er dine egne pejlemærker i livet?
”Venlighed. Og her synes jeg, at kristendommen stiller etikken klart og udfordrende op. Jesus opfordrede jo netop til, at vi ikke skulle dømme andre, men oven i købet elske vores fjender. Det er jo nærmest umuligt. Men Jesu lære om fjendekærlighed er genial. For sådan tvang han folk til at sætte sig i andres sted, uanset hvor svære de var at forstå. Og i en vis forstand er målet med mine egne romaner det samme. Jeg skriver også om mine fjender og forsøger at forstå dem, og jeg prøver ikke at dømme dem, selvom det er svært. Og måske dømmer bogen nok også lidt Werner. Men i sidste ende tror jeg, at ethvert menneske må tage sine egne valg på sig.”
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
”Jeg forsøger at leve efter det kristne princip om at behandle andre, som man selv gerne vil behandles. Det er ikke noget, man kan undervise sine børn i. Det skal vises. For kærligheden bliver hul uden handlinger. Min egen far har altid været en slags kærlighedens gerningsmand. Han har vist, hvad han troede på i livet ved at gøre det. Og sådan tror jeg også, at man opdrager børn bedst. I den forstand er det gode gamle skriveråd 'show it, don't tell' også min livsfilosofi. Eksemplet er det stærkeste sprog.”