Signe Gjessing debuterede sidste år med digtsamlingen ”Ud i det u-løse”, men er allerede nu klar med sit andet værk med den ligeså underfulde titel ”Blaffende rum nænnende alt”, der da også fortsætter i samme visionære og kosmisk roterende spor som forgængeren. Og lad det være sagt med det samme: Gjessing er en særegen og interessant lyriker, der uden tvivl har en væsentlig plads i ny dansk poesi.
Men som allerede titlerne måske indikerer, er det største problem ved hendes digte, at de med deres umiddelbart hermetisk-esoteriske formsprog fremstår ret så utilgængelige og uforståelige, hvilket betyder, at de risikerer at hægte læseren af.
Imidlertid kan problemet også vise sig at være læserens tilgang, fordi disse digte slet ikke skal bedømmes med udgangspunkt i et sådant logisk-rationelt fundament. De hverken kan eller vil nemlig forstås, hvis man med forstå mener at transformere eller oversætte til et formålsrettet sprog. Tværtimod markerer de et brud med vores konventionelle og vanemæssige måde at udtrykke os på. Kort sagt: Man skal ikke begribe Gjessings digte, men lade sig gribe. Man skal overgive sig til fascinationen og acceptere den desorientering, som uundgåeligt vil ramme en.
Hør blot dette uddrag, der, med sin brug af besjælinger og nærmest surrealistiske sammenstillinger af uensartede elementer, ignorerer gængse proportioner og regler: ”Lommefor er den indre verdens pailletter. Vi kunne være solens/ for. Vende sol for hver bevægelse -// vejret kalder på os/ som en moder kalder til te i døråbningen og vi husker at trække/ det.// Vores blinkende øjne blafrer som Jupiter, der har hængt sine ringe til tørre/ i rosa tid som selvfølgelig smitter af - dét ville også være som at gå i// T-shirt af/ æseløre bukket ud i regnen, når man selv er solens for.”
Sådanne skønne og finurlige passager, der kan minde om en Jens August Schade, som tilsvarende med humoristisk effekt vender op og ned på rummets love og dimensioner, findes der mange af hos Gjessing: ”Verden bøjer sine verdensdele som grene, der spærrer for udsynet” eller ”jeg løser livet på kort tid og hviler albuerne på stjernerne”.
Helt generelt synes der faktisk at være en forståelse af, at alt på en eller anden måde er forbundet. ”personsfæren flettet ind i/ stratosfæren og/ lithosfæren”, lyder det meget rammende et sted. Gjessing formår i sin digtning således at sammenføje så forskellige ting, som kropsdele, stjerner, vinden, cykler, dyner, horisonten, universet og Gud, så omverdenen træder frem i al sin overvældende mangfoldighed.
Ikke alt er dog harmonisk og positivt ladet. Igen og igen mødes man nemlig også af en underliggende uhygge og krisestemning, som i disse vers, der findes i indledningsdigtet: ”Verden fryses ned til en parallelverdens stuetemperatur/ gennem gasmasken jeg. Dén tages af - poesien/verden/du løber skrigende bort”.
Med ”Blaffende rum nænnende alt” har Gjessing på den måde skrevet endnu en sammensat digtsamling, der kan forekomme forvirrende, men først og fremmest fængslende i sine særsprogede, suggestive billeder.