Det er, som om vreden er oppe i tiden. Mennesker raser mod hinanden på de sociale medier, i trafikken ser man anfald af ”road rage”, det var angiveligt alle de vrede, hvide mænd, der stemte på Donald Trump, og deres modpart, de ædle humanister, er ikke meget bedre, for de svælger selv i vrede, når valgresultater går dem imod.
I en afslappet stund kan de fleste sikkert blive enige om, at mange vredesudtryk er problematiske, men samtidig nyder vreden en vis positiv opmærksomhed. En ung forfatter skrev for nogle år siden en kronik i dagbladet Politiken under titlen ”Selvfølgelig må jeg være vred”, at vrede ses i et terapeutisk lys som en god og nødvendig renselse, at man skal få vreden frem og vedkende sig den, og for undertrykte og diskriminerede minoritetsgrupper er vreden vel en selvfølgelig måde at træde i karakter og kræve sin ret på.
Den verdensberømte amerikanske filosof Martha Nussbaum siger i sin seneste bog ”Anger and Forgiveness” fra, ikke bare over for de andres vrede, men over for vrede generelt.
Hun betragter det som en moralsk ”plettet” følelse, der ikke fører noget godt med sig, og som vi skal prøve at sætte os ud over. De fleste vil nok spontant mene, at det er et absurd forlangende, for er vrede ikke en så fundamental menneskelig følelse, at Nussbaum lige så godt kunne bede os om at holde op med at trække vejret?
Hun indleder bogen med det samme litterære eksempel, som hun brugte, da hun i juni 2015 talte på Det Kongelige Bibliotek, inviteret af Videnskabernes Selskab.
Hun tog her sit udgangspunkt i slutningen på den græske tragedietrilogi ”Orestien” af Aischylos. Den handler om hævn og blodhævn i en tilsyneladende ustoppelig kæde. Orestes er blevet forfulgt til Delfi af hævngudinderne erinyerne. De kræver ham udleveret, men Pallas Athene, bystaten Athens skytsgudinde, kommer til og træder imellem. Striden skal bilægges, og spørgsmålet om Orestes’ skyld afgøres af et råd af ældre. Athene grundlægger dermed en ny retsorden, hvor det er loven og ikke hævnen, der har det sidste ord. Erinyerne raser, da afgørelsen går dem imod, men Athene overtaler dem til at blive byen Athens nye beskyttere under navnet eumeniderne. Der sker en overgang fra vrede til retfærdighed. Hævngudinderne, furierne, bliver beskrevet som dyriske og undermenneskelige. Athene tilbyder dem at forandre sig, at blive menneskelige. Og det lykkes.
Uden at gå så dybt ind i det medgiver Nussbaum, at vreden må have haft en funktion i vores tidlige evolutionære historie. Men i dag fremstår den som irrationel og destruktiv. Den hviler på en arkaisk idé om en kosmisk balance, gengældelse, som dybest et ikke giver mening, fordi man aldrig kan genskabe det, der er gået tabt ved at gøre skadevolderen ondt.
Samtidig vil vreden hele tiden flyde over og forårsage mere vold og gengældelse. Som mennesker er vi ufuldkomne væsener, og vrede er noget, vi griber til, når vi føler os udsatte og hjælpeløse, eller når vi føler os truet på vores relative status. Vi forlanger ”payback”, fordi vi endnu er fanget i en magisk tænkning omkring den kosmiske balance, eller fordi vi er besatte af vores begær efter status eller angst for at miste den. Det er de to illegitime hovedkilder til vrede.
Nussbaum tilkender dog vreden en vis begrænset funktion. Den kan fungere som signal om, at noget er galt, at en uret funder sted. Og fremfor alt kan den være motivation for at lave ting om: ”Transition-Anger”, overgangsvrede, kalder hun denne følelse, der kun giver mening som overgang til noget andet, en forandring.
Det er kun fremtiden, vi kan ændre, og det er ret beset det eneste liv, vi har. Den vrede ønsker ikke noget ondt over skadevolderen. Det er som regel den vrede, forældre sætter i værk over for deres børn, når de opfører sig uhensigtsmæssigt. Forældre ønsker ikke, at deres børn skal lide som ”payback” for forsyndelser, påpeger Nussbaum uden at fortabe sig i, at det vel ellers var et princip i gammeldags ”streng” opdragelse.
Vreden er en drivkraft i revolutionæres tørst efter retfærdighed, men Nussbaum koncentrerer sig i bogen om den ikke-voldelige tradition hos sine tre oprørshelte: Mahatma Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela. Sidstnævnte læste de romerske stoikere i fængslet på Robben Island.
Stoikerne er også en af Nussbaums egne inspirationskilder, men hun lægger dog distance til dem, når de anbefaler, at man også i sit private og intime liv skal forholde sig uafficeret til skæbnens slag og tilskikkelser. Det kan man ikke. Hvis man vil føle dyb kærlighed, venskab og andre forpligtende bånd, må man også påtage sig den sårbarhed, frygt og sorg, der følger med. Blot er vreden heller ikke her det konstruktive svar på at blive dybt såret, siger Nussbaum med henvisning til de mange bitre opgør mellem skilsmisseparter.
Alligevel ser mange stadig vrede som noget godt, magtfuldt og mandigt. Og den terapeutiske fortælling kan altid supplere med, at især som kvinde skylder man sin selvrespekt at blive godt gammeldags vred en gang imellem.
Men vi bør sætte os ud over disse kulturelle normer og i stedet tilnærme os det stoiske synspunkt, hvor vrede er svaghed og barnlighed. Og ja, det vil nok være svært.
”Det er hårdt at kultivere sig selv, men det er umuligt, hvis man aldrig får begyndt,” som Nussbaum fyndigt siger. Vi skal med andre ord tage os sammen. Og det er vi jo ikke bange for på så mange andre områder som slankekure og motion, som det let spydigt tilføjes.
Nussbaum fortæller mange små anekdoter om sin vrede og irritation i den praktiske dagligdag med internet, banker, flyrejser (hun er jo en akademisk superstjerne, og sådanne flyver meget!) og kollegiale skærmydsler. Man fornemmer, at hun ofte må indskærpe sig selv, at verden ikke er perfekt, og at det er dumt at gå og forvente det. Man må lære at sige ”pyt”, som min svigermor siger, men det kunne Nussbaum også have sagt.
At så mange tåbelige mænd vil flirte på en primitiv måde kan også gøre hende rød i kammen (og nej, det skal ikke tages i en erotisk betydning):
”Særligt mænd tror, at de har opnået noget, hvis de kan gøre en kvinde gal i hovedet, især hvis hun er kølig og intellektuel. Ofte prøver de at gøre én vred som en måde at flirte på og tænker uden tvivl, at det er en seksuel sejr, hvis de kan låse sådan en kvindes indestængte følelser op. (Og bemærk, at de antager, at disse følelser er generelt indestængte og ikke bare utilgængelige for dem!). Denne uendeligt irriterende øvelse viser, at de besidder få eller slet ingen interessante ressourcer med henblik på flirt (såsom humor eller fantasi), og det har i sandhed den modsatte effekt af den, de tror, og det keder den kvinde, som i den grad har set det hele før, og det får dem til at se utroligt dumme ud).”
Religion bryder Nussbaum sig ikke så meget om – eller kun i det omfang, den kan omsættes til human etik. Hun er kritisk over for Gandhis religiøst betingede askese, som hun ser som et forsøg på at undslippe livets og kærlighedens smerte. Det Gamle Testamentes vrede gud opfatter hun i sagens natur som en problematisk skikkelse, og hun forholder sig gennemgående kritisk til kristendommens begreber om nåde og tilgivelse. Nåden skal ikke være ”monarkisk” og komme fra en ophøjet instans, men mellemenneskelig og egalitær og afspejle, at vi tager hånd om hinanden, fordi vi deler vilkår.
Nussbaums ideal om tilgivelse er det, der ikke bliver udtalt eksplicit, men manifesterer sig i adfærden som i lignelsen om den fortabte søn fra Det Nye Testamente, og selvom sætningen ”love means never having to say you’re sorry” kommer fra en sentimental kærlighedsroman som ”Love Story”, mener Nussbaum ikke, at det gør den usand.
Hun deler Nietzsches skepsis over for de kristne dyder og tror, at der kan gemme sig meget hævngerrighed, herskesyge og ressentiment i den akt, hvor man meget eksplicit tilgiver et andet menneske, ligesom der kan ligge hykleri og unatur i en anger og fortrydelse, der skal presses frem.
Af samme grund er hun ganske kritisk over for den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, som ihærdigt har prøvet at lægge en kristen forståelses- og fortolkningsramme ned over møderne mellem bøddel og offer i den sydafrikanske sandhedskommission.
Nelson Mandela brugte aldrig selv nogen kristen terminologi og søgte ikke at trække anger, undskyldninger eller tilgivelse ud af nogen. Han søgte i stedet gennem sine handlinger, for eksempel over for vagterne på Robben Island eller det sydafrikanske rugby-landshold, at udtrykke åbenhed, respekt og generøsitet.
I det omfang man overhovedet vil tale om tilgivelse, bør idealet være den betingelsesløse tilgivelse, som Jesus selv prædikede og praktiserede den. Så snart kristendommen bliver en institutionaliseret religion, vil den imidlertid gerne stille betingelser for tilgivelsen, siger Nussbaum.
Det er en tankevækkende og insisterende bog, Nussbaum har skrevet. Selvom hovedpointerne ikke er så svære at forstå, også fordi hun betjener sig af mange eksempler, er ”Anger and Forgiveness” alligevel i perioder ret kompakt og omstændelig læsning, og jeg har flere gange været på nippet til at blive rigtig vred på min redaktør, over at han havde sat mig på denne opgave. Jeg har dog haft held til at svælge min vrede og forvandle den til arbejdsmoral og nu endelig fået færdigskrevet denne anmeldelse.
Skal man finde svagheder hos Nussbaum, er det nok, at hun opstiller nogle ret høje idealer og ikke synes at have så meget andet end frisk spejdermoral at byde på, når det kommer til efterlevelsen. Hun diskuterer ikke meget med sig selv i bogen, og hun opsøger ikke rigtig de steder, hvor det for alvor vil gøre ondt, hvor der i det kollektive og personlige liv sker så horrible ting, at vreden for en stund kan synes at være det eneste pant på menneskelighed.
Der er heller ingen overvejelser over retsbevidsthed og straf som civiliserede udtryk for hævn og gengældelse i det juridiske system.
Bogen er på en måde mere forkyndende end analyserende og diskuterende, og det afspejler nok, at Martha Nussbaum også holder dom over sig selv og sin egen indre vrede, som i situationen kan synes så befriende retfærdig.
Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.