Ufatteligt så lidt vi ved/ vi drikker bare kærlighed/ ufatteligt for os at sorgen/ skal blive til din lyse morgen/ så tal til os på smukke sprog/ og lad os sammen gispe: Wåuw/ mens livet lisså stille kommer/ så sikkert som det bliver sommer.
Sådan lyder en strofe i Iben Krogsdal nye salme ”Kom, Gud, med sang og stjernekraft”, der er en gendigtning af Martin Luthers snart 500 år gamle salme ”Kom, Helligånd, Gud Herre from”. Når ånden taler til os, må svaret være det wåuw, som børn spontant udbryder, når noget overrasker dem eller er helt fantastisk, mener hun. Og salmedigteren ser gerne ordet wåuw indgå i det kristne, religiøse sprog, for eksempel som et moderne halleluja.
”Jeg elsker udbruddet wåuw som en betegnelse for det, vi mangler ord for. Det handler om det overrumplende, og derfor har jeg valgt at bruge ordet i en salme, der handler om Helligånden. For Helligånden kan få os til at standse op og sige: wåuw, vi anede ikke, at alt det her, som ikke er skabt af os selv, kunne ske,” siger Iben Krogsdal og tilføjer:
”Luthers salme om Helligånden kalder for mig på et andet sprog. Min salme er, ligesom hans, en bøn til Helligånden, men ikke en bøn om, at vi alle sammen skal tro det samme på den fuldstændig samme måde. Der er måske ikke så mange, der tænker over det i dag, men Luther havde en forestilling om, at hans kristendomsforståelse skulle være verdensomspændende: at alle skulle tro på Gud på samme måde. Det er en uhyggelig drøm, som hører hjemme i et senmiddelalderligt univers. Ensretning er sjældent af det gode. For mig er det vigtigt, at vi har lov til at tro på forskellige måder, og at det religiøse sprog hele tiden skal åbne verden.”
Fra vinduerne i den gule præstegård i Hjortshøj nordøst for Aarhus, som hun deler med sin mand, sognepræst Morten Skovsted, og parrets fire børn, kigger hun ud på landskabet.
Det særlige lys, der kan være på klare vinterdage, oplyser skrivebord, sofa og tætpakkede bogreoler, og det oplyser den bog, der ligger på bordet foran os. På forsiden troner Martin Luther, som vi kender ham i al sin sortklædte alvorsfuldhed på Lucas Cranach den Ældres maleri fra 1525.
Indeni er bogen fuld af overraskelser, undren og ja: wåuw. For Iben Krogsdal har i anledning af reformationsjubilæet sat sig for at kaste nyt lys over de i alt 21 Luther-salmer fra Den Danske Salmebog, så moderne mennesker kan genkende sig selv i dem.
Der er tale om gen- og moddigtninger, og det har, med hendes egne ord, været en rejse ind i tekster fyldt med kamp, helvedesskræk, dæmoner og en næsten skræmmende, ubetinget hengivenhed til Gud.
Det er en kristendom, hun ikke altid kan genkende fra sig selv og sine medmennesker, og hun synes derfor, det er på tide, at der også inden for kristnes egne rækker tages et opgør med Luthers tanker, men med det udgangspunkt at tage Luther seriøst.
”Vi må tage traditionen alvorligt, for der er så meget at hente hos Luther, at man både kan finde tanker, der kan skrives videre på, og forestillinger, der kalder på moddigtning. Personligt gør jeg to ting: For det første tager jeg fat i Luthers egne udsagn og formulerer dem med nye billeder og nye ord fra vores virkelighed. Eksempelvis er det vigtigt at finde andre billeder på det helvede, som på Luthers tid var noget meget konkret: et fysisk sted med ild, djævel og forfærdelig lidelse. Fortabelse handler i mine salmer mere om at forsvinde ind i os selv og blive væk i vores egne følelser, om at man kan opleve tomhed og gudsforladthed. For det andet prøver jeg at tage livtag med Luthers teologi, som vi ikke uden videre kan overtage i dag. Det ligger i hele kristendommens væsen, at den hele tiden skal formuleres på nye måder, for ellers risikerer vi at blive fundamentalister,” siger Iben Krogsdal.
Når det gælder de salmer, vi synger i kirken og ved andre lejligheder, er det derfor ifølge Iben Krogsdal vigtigt, at vi sideløbende med de gamle salmer også hele tiden skaber nye.
Mange glemmer, at også de gamle salmer har været nye engang, og for Iben Krogsdal var det samtidig en øjenåbner at opdage, at langtfra alle salmer er originale, men derimod tekster, der i flere omgange er blevet digtet videre på. Så det, der i første omgang kunne føles som helligbrøde, blev for hende en brændende lyst til at kaste sig ud i kampen med de gamle salmer.
”En god salme kan føde nye salmer, og det er en smuk tanke, at ligesom slægt følger efter slægt, så er der også en arvemasse i vores salmer, som kan blive til nye ord og nyt sprog,” siger hun.
Iben Krogsdal tog i første omgang livtag med salmebogens vel nok mest kendte Luther-salme, ”Vor Gud han er så fast en borg”, som hun allerede tidligere havde leget med i børnesalmen ”Vor Gud han har en fod så stor”. Salmen dukkede tit op i hendes tanker, men ikke som en helt behagelig fornemmelse.
”Salmen fyldte mig med en blanding af let fysisk ubehag og en følelse af at være tilskuer til noget, jeg burde deltage i,” siger hun.
I hendes version, ”Vor Gud, du mærker vores sorg”, er salmen derfor blevet til en slags moddigtning af Luthers forlæg. Her er Gud ikke et værn, der gør os modstandsdygtige over for fjenden, men snarere den, der kan ryste os mennesker, når vi gør os selv til faste og urokkelige borge i verden.
Når Iben Krogsdal arbejder med salmer, ved hun ikke nødvendigvis, hvad hun vil med salmeteksten, og hvor hendes gendigtning vil føre den hen. Hun beskriver processen, som om der foran hende er en blændende hvid baggrund med en færdig salme.
I begyndelsen kan hun kun skimte den, men gradvist bliver den tydeligere og tydeligere, og på et tidspunkt falder det hele på plads med rim og versefødder, og så bliver der helt stille. Processen kan tage en time eller strække sig over et halvt år, men oftest tager det nogle måneder for hende at nå frem til salmens ”stillepunkt”.
Iben Krogsdal er ikke teolog, og det betragter hun som en fordel i forbindelse med salmedigtningen. Hun er først og fremmest inspireret af salmerne som de små litterære værker, hun synes de er.
”Jeg skriver ikke for at forkynde eller oplære andre i troen, og jeg skriver ikke bibelhistorier. Men det betyder ikke, at teologien er uinteressant for mig. Det oplevede jeg tydeligt, da jeg gik i krig med Luthers salmer,” siger Iben Krogsdal, der af og til opfattede middelaldersalmerne som teologiske opfordringer til kamp.
”Luthers sjæleopbyggende ærinde er så tydeligt, at billedsproget i mine øjne er blevet lidt for tæmmet af teologien. Derfor var det der, jeg begyndte. Ved de trosudsagn og gudsbilleder, der virkede fremmede og dystre. De skreg på at få et nyt sprog,” siger hun.
Da Iben Krogsdal i den forløbne sommer havde nydigtet alle Luthers salmer, kunne de umiddelbart synges på deres oprindelige melodier, men det har hele tiden været hendes tanke, at teksterne også skulle have nye melodier. Så hun spurgte 21 komponister, om de ville lave hver sin. De indgår nu sammen med Luthers egne tekster og et oplæg til hver salme i Iben Krogsdals bog ”Vor Gud, du mærker vores sorg”, som netop er udkommet.