Den feministiske forskning i opera nyder stor udbredelse i USA og det øvrige Europa. I Danmark derimod er der ikke tradition for analyser af kvinders status i musikdramatikken. Det ændrer sig imidlertid nu med musikforsker Nila Parlys ph.d.-afhandling "Absolut sang. Klang, køn og kvinderoller i Wagners værker", der forsvares ved Københavns Universitet i morgen.
I afhandlingen kalder Parly "Nibelungens ring" for "en ægte feministisk fortælling", som drives frem, ikke af overguden Wotan, men af hans datter Brünnhilde. Brünnhilde baner ifølge Parly vejen for en ny samfundsorden, der hviler på kønnenes ligestilling i stedet for på det patriarkat, som i løbet af "Ringens" fire forestillinger har spillet fallit.
– Det lyder måske umiddelbart lidt morsomt at kalde Wagner feminist. Men det er faktisk ikke forkert, siger Parly.
– Det sidste, vi har fra hans hånd, er et feministisk essay, der hedder "Über das Weibliche im Menschlichen" ("Det kvindelige i det menneskelige" red.). Her gør han sig klart og tydeligt til talsmand for, at kvinden skal ligestilles med manden. Han nåede ikke så langt med essayet, for mens han sad og skrev på det, fik han et hjerteslag og faldt død om. Men der er alt mulig belæg for at gøre op med myten om, at Wagners kvinder er ofre. Og det er det, jeg gerne vil med min afhandling. I stedet for at fokusere på Wagners ligheder med hans egen samtid, så fokuserer jeg på de steder, hvor han peger fremad mod en feminisme, som vi har i dag.
Én af de figurer, der virkelig peger fremad, er altså Brünnhilde – noget, som også instruktør Kasper Bech Holten fremhæver i sin aktuelle fortolkning af "Nibelungens ring" på Operaen i København. Men hvordan er Nila Parly nået frem til dét? Hvordan har hun opdaget nogle sider i for eksempel Brünnhilde-figuren, som mange års international forskning ikke har lagt mærke til?
– Noget af det mest interessante ved at analysere opera er at slå ned på de steder i værkerne, hvor der findes et brud mellem teksten og musikken; hvor tekst og musik signalerer to forskellige ting. I arbejdet med opera må man altid holde sig for øje, at der eksisterer forskellige udsigelsesplaner, og at disse planer altså ikke nødvendigvis hele tiden udsiger det samme, siger Parly og fortsætter:
– Mange af de brud i værkerne har den hidtidige Wagner-forskning ikke haft blik for. Jeg kan give dig et eksempel fra "Ringen", nemlig det ledemotiv, som kaldes "forsagelsesmotivet", og som virkelig har været en hård nød at knække for forskerne. Det er et meget sjældent ledemotiv, som første gang kommer i forbindelse med Alberichs forsagelse af kærligheden i "Rhinguldet". Problemet er, at dette negativt ladede motiv også synges af Siegmund, lige inden han trækker sværdet ud af træet i "Valkyrien" – og det er jo ifølge den tekstlige handling en positiv situation.
Man har derfor undret sig dybt over, hvorfor forsagelsesmotivet kommer igen i denne scene. Men ingen forskere har ifølge Parly kunnet løse gåden. Man har i stedet anklaget Wagner for ikke at vide, hvad han gjorde, da han lod Siegmund synge forsagelsesmotivet.
– I virkeligheden indikerer Wagner gennem musikken, at Siegmund her befinder sig i en falsk situation. Den ser positiv ud: Siegmund og Sieglinde elsker hinanden, og snart trækker han det sværd ud af træet, som skal hjælpe dem til også at få hinanden. Men via musikken fortæller Wagner os, at Siegmund er styret af Wotan og dermed er del af den magtspiral, som står i opposition til og umuliggør kærligheden. Det brud mellem tekst og musik afslører noget om Siegmund, som han ikke selv udsiger. Og hvis man tager bruddet alvorligt – og ikke bortforklarer det med, at Wagner vist har været lidt forvirret dér! – så åbnes der for nogle hidtil usete perspektiver af værket. Dét er spændende.
Et andet grundlæggende element i Nila Parlys afhandling er, at hun altid tænker opførelsen med i sine analyser af Wagners værker. En opera består ikke bare af et partitur, men også af de sangere og musikere, der fremfører den. Uden opførelse, intet værk, så at sige. Og det er jo en hård præmis for komponisten, fordi det sætter nogle meget klare grænser for hans magt. Ikke sjældent har komponister jamret over angiveligt dårlige sangere, som ødelagde deres værker.
– Derfor er det jo interessant at se på, hvordan Wagner som komponist alligevel har forsøgt at styre den sanglige proces. Det har han blandt andet kunnet ved at lægge dele af et parti klangligt godt for en sanger. For eksempel lyder lyse vokaler – i'er og y'er – vældig godt hos en sopran, fordi de udnytter hendes klangrum maksimalt. Det vil sige, at når Wagner lægger lutter i'er og y'er ind hos en sopran, påvirker det os som tilskuere: Det lyder meget mere naturligt, man kan brillere sangligt.
Men det er jo en slags skjult magtfaktor, Wagner dér benytter sig af, er det ikke?
– Det kan du sige. Og faktisk er forsagelsesmotivet også et godt eksempel i den forbindelse. Tredje gang det lyder er nemlig, da Brünnhilde i "Götterdämmerung" afviser at give ringen tilbage til rhindøtrene. Hun har fået ringen af Siegfried som et symbol på hans kærlighed, og hun vil ikke give den fra sig. Men når Brünnhilde her synger forsagelsesmotivet, gentager hun det ikke bare; hun laver det om. Det har Wagner blandt andet sørget for gennem sin klanglige udformning af motivet. De to første gange, motivet kommer, ligger det teknisk ikke særlig godt for sangeren; det er båret af en række mørke vokaler, og det hænger underligt uafsluttet i luften. Når Brünnhilde nu bruger det, fører hun det op på et højt F, hvor det klinger utrolig flot, og hun synger det på lutter lyse, velklingende vokaler.
Det er der ingen i den tidligere forskning, der har tillagt større vægt. Der mener man, at Brünnhilde selv er forbandet af ringen. At det er derfor, hun ikke vil levere den tilbage. Men gennem at lægge motivet så klangligt godt for hende, viser Wagner tværtimod, at hendes valg er rigtigt og sandt. Han lader hende omdefinere den ring, der for mændene var knyttet til magten, til at være udtryk for kærligheden. Brünnhilde kvindeliggør i virkeligheden motivet, i og med at hun løser det fra de ødelæggende magtpositioner, som det mandsdominerede samfund bygger på. Dermed bliver hun en ægte feministisk foregangskvinde, siger Nila Parly.
Ida Elling Magnus er litteraturstuderende og freelance-journalist
Nila Parly forsvarer i morgen, den 20. januar, ph.d-afhandlingen "Absolut sang. Klang, køn og kvinderoller i Wagners værker". Forsvaret finder sted fra klokken 13 - 16 på Københavns Universitet Amager, lokale 22.0.11.
