Wiens kræsne musikpublikum overgav sig til CoCo

Det gælder om at anlægge synsvinkler på den historiske musik, så den bliver ved med at være relevant. Det mener lederen af barokensemblet Concerto Copenhagen Lars Ulrik Mortensen. Kristeligt Dagblad var med, da orkestret i lørdags indledte sit jubilæumsår med en triumfkoncert i Wiener Konzerthaus i Østrig

Concerto Copenhagen under opførelsen af Händel-oratoriet ”Israel i Ægypten” i Wiener Konzerthaus lørdag aften. -
Concerto Copenhagen under opførelsen af Händel-oratoriet ”Israel i Ægypten” i Wiener Konzerthaus lørdag aften. - . Foto: Berhard Trebuch.

Publikum til klassiske koncerter i Wien er kendt for at være kræsent. Det er godt vant, forventer det bedste og er ikke bleg for at råbe ”buh” eller forlade en koncert i utide, hvis forventningerne ikke bliver indfriet.

Lørdag aften i Wiener Konzerthaus var de 1200 publikummer imidlertid glade. Rigtig glade.

Allerede før pausen kaldte taktfaste klapsalver orkester, kor og solister ind på scenen til adskillige fremkaldelser, og da koncerten var spillet til ende, blev publikum længe stående og lod forstå, at de ikke uden videre ville slippe den danske dirigent Lars Ulrik Mortensen, hans orkester Concerto Copenhagen og holdet af kor og solister bag opførelsen af Händels oratorium ”Israel i Ægypten”.

”Der var lydhørhed og koncentration i salen, og det gav os mulighed for at bygge vores særlige intensitet op. At dømme efter publikums reaktion virkede det,” siger Lars Ulrik Mortensen.

Han understreger dermed en pointe, der ligger ham meget på sinde. Nemlig den, at selvom der er tale om musik, der er skrevet for næsten 300 år siden, så sker oplevelsen i nuet, og der er aldrig to koncerter, der er ens.

”Det er forfra hver eneste gang,” som han siger.

Den store sal i Wiener Konzerthaus er imponerende med sine dybrøde vægge, krystal-lysekroner og store mængder bladguld overalt. Og selvom Concerto Copenhagen er et uhyre internationalt og berejst orkester, var denne aften noget specielt.

Koncerten indledte en af verdens førende festivaler for tidlig musik ”Resonanzen - Das Festival Alter Musik” og var samtidig en markering af Concerto Copenhagen 25-årsjubilæum.

Aftenen før havde orkestret opført ”Israel i Ægypten” i København under overværelse af regentparret, men der var ingen træthed at spore hos musikerne, da de tidligt lørdag morgen samledes i Københavns Lufthavn med deres karakteristiske cello- og violinkasser, fløjtetasker og håndbagagen med de uundværlige lange, sorte kjoler for kvindernes vedkommende og kjole og hvidt-sættene for mændenes.

Så snart man møder Concerto Copenhagen, der i daglig tale kaldes CoCo, står det klart, at her er tale om et særdeles internationalt orkester. Snakken foregår i små grupper på tysk, svensk, polsk, dansk eller noget helt femte, mens de fælles beskeder og den overordnede snak foregår på engelsk.

”Vores fælles sprog er det musikalske,” siger ensemblets violinist og koncertmester Peter Spissky. Med sin slovakiske baggrund, uddannelse i Sverige og bopæl i København er han selv eksponent for det internationale i CoCo. Han har været med næsten fra begyndelsen og blev udnævnt til koncertmester i 1999. Nu er han ud over sin aktive karriere også underviser på konservatoriet i Malmø og er ved at skrive en doktorafhandling om barokmusik.

”Jeg brænder for den tidlige musik og føler mig meget privilegeret over at være en del af CoCo. Det er et specielt ensemble med en meget ukommerciel, ren og sammenspillet stil. Vi insisterer på kunsten og gør det nærmest til liv eller død hver gang. Eller i hvert fald liv,” smågriner Peter Spissky og tilføjer lidt mere alvorligt:

”Hver eneste gang bygger vi et momentum op, og det er det, jeg lever på. Naturligvis øver vi, men det er ikke det, der sker under prøverne, som er det vigtige. Det vigtige er blandt andet en aften som den i Wiener Konzerthaus.”

Kontrabassist Anders Bjerregaard er med sine 27 år en af de yngste i Coco. Også han nyder den nærhed og musikalske intimitet, der hersker, når ensemblet spiller koncerter.

”Vi er et helt orkester, der tænker det samme. Vi forsøger aldrig at gentage noget, der skete i går, og derfor bliver det en meget kraftfuld oplevelse hver eneste gang,” siger han.

Til trods for, at Concerto Copenhagen er Danmarks mest musikeksporterende klassiske ensemble, kan det være svært for den selvejende institution, som orkestret er, at løbe rundt økonomisk.

Statens Kunstråd støtter og har netop i år øget sit tilskud, men ensemblet skal selv stadig finde penge til mere end fire femtedele af sit driftsbudget. Det er en udfordring i en økonomisk trængt kulturverden, hvor det ikke er blevet nemmere at sælge arrangementer til koncertstederne.

”Vi oplever hele tiden, at økonomien forhindrer ensemblet i at forløse sit kunstneriske potentiale fuldt ud,” som CoCos daglige leder Nikolaj de Fine Licht siger.

Også her i jubilæumsåret må han tælle på knapper for at få enderne til at nå sammen. Og for Lars Ulrik Mortensen er de økonomiske vilkår til stadighed en frustration. I modsætning til eksempelvis landsdelsorkestrene er musikerne i CoCo ikke fastansatte og må hyres fra projekt til projekt.

”Vi er i allerhøjeste grad med til at bevare og løfte en kulturarv, som vi alle er en del af. Musikken er på lige fod med andre kulturelle ytringer fra fortiden vigtige for mennesker, derfor burde vi også være en mere integreret del af dansk musikliv,” siger Lars Ulrik Mortensen.

Han lægger vægt på, at Concerto Copenhagen ved at bruge de gamle autentiske instrumenter, der skiftes ud, alt efter hvilken musik der opføres, gør det stik modsatte af at skabe et museum.

”Vi gør historien levende, og jeg kan godt savne nogle økonomiske tilkendegivelser af, at det arbejde er vigtigt,” siger han.

Når han valgte Händels for mange ukendte oratorium ”Israel i Ægypten” som jubilæumsværk, er det naturligvis ingen tilfældighed. Værket er skabt over de gammeltestamentlige tekster om Egyptens plager, jødernes udfrielse fra Egyptens trældom og Moses, der skiller vandene for sit folk.

”Det er en af de mest rå historier, jeg kender. Det handler jo om flugt, naturkatastrofer, sygdom, død og mørke, men også om den guddommelige kraft. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ligger meget nær på den situation, som verden befinder sig i i dag. Naturligvis har jeg primært valgt værket af musikalske grunde, og der er ikke spor missionerende over det, men det er jo Händels genistreg, at det på et abstrakt plan bliver en rejse fra mørke til lys, og det er min opgave at formidle det alment menneskelige i det,” siger Lars Ulrik Mortensen.

Han ser det generelt som sin fornemste opgave at anlægge synsvinkler på den tidlige musik, så den bliver ved med at være relevant.