Woody Allen i den evige skandalemaskine

Under dette års filmfestival i Cannes dukkede de 24 år gamle beskyldninger mod Woody Allen om at have forgrebet sig seksuelt på sin dengang syvårige datter, Dylan, op igen. Men når hverken hans familie eller han selv vil tage en retssag, kan skandalen rulle igen og igen

Med mellemrum dukker anklagerne mod den amerikanske filminstruktør Woody Allen op, senest på Cannes-festivalen tidligere på måneden.
Med mellemrum dukker anklagerne mod den amerikanske filminstruktør Woody Allen op, senest på Cannes-festivalen tidligere på måneden. . Foto: Scanpix.

Den, der ikke kan dømmes skyldig, bliver heller ikke frikendt. Det er de barske realiteter i et retssamfund, der også er et massemedie-samfund. I sin kerne er det derfor, anklagerne om pædofile overgreb på hans og ekskæresten, skuespilleren Mia Farrows, fælles datter, Dylan, bliver ved med at klæbe til den amerikanske filminstruktør Woody Allen.

Den 24 år gamle anklage har aldrig været ført for en dommer, hverken som anklage- eller som injuriesag. Alligevel – eller, som de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med til denne artikel, anfører, netop derfor – blev den atter vakt til live, da Allens søn, journalist og advokat Ronan Farrow i The Hollywood Reporter gik til angreb på faderen for to uger siden.

Tidspunktet var velvalgt. For den samlede verdens-presses øjne var rettet mod den nu 80-årige Woody Allen, som på samme dag, som Ronan Farrows klumme blev trykt, åbnede dette års filmfestival i Cannes med sin film nr. 47, ”Cafe Society”. Dermed satte Ronan Farrow for anden gang på få år ild til en debat om en af filmbranchens helt store koryfæer. En historie, der som en zombie bliver ved med at gå igen, fordi den ikke kan dø.

”I sidste ende er der jo kun to mennesker, der ved, hvad der i virkeligheden er sket dengang – og det er Woody Allen og Dylan Farrow. Men det, at der ikke har været en retssag, betyder så, at alle beskyldninger kan blive ved med at fyge,” siger Claus Christensen, der er chefredaktør på Filmmagasinet Ekko, som flere gange har skrevet om sagen.

”Da sagen sidst var oppe i medierne for to år siden, opstod der nærmest en lynchstemning mod Allen på de sociale medier. Tastaturet har erstattet tidligere tiders høtyve. Jeg synes, man må holde fast i det grundlæggende retsprincip om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist,” siger han.

Med lige dele græsk tragedie og eftertragtede slibrige detaljer fra celebrity-verdenen har historien bag anklagerne alt, hvad der skal til for at tiltrække sig opmærksomhed. Berømmelse, splittede familier og et ægteskab med Mia Farrows adoptivdatter, Soon-Yi Previn, som Woody Allen allerede havde indledt et forhold til og angiveligt taget nøgenbilleder af, inden han og Mia Farrow gik fra hinanden.

I kort form er historien den, at Woody Allen tidligt i august 1992 aflægger sine og Mia Farrows fælles børn, Dylan og Ronan samt adoptivsønnen Moshe, besøg i hendes sommerhus i Connecticut. På det tidspunkt er de allerede gået fra hinanden, og Allen og Soon-Yi er blevet kærester, men der ruller en bitter retssag om forældremyndighed over børnene. Det er under sommerhusbesøget, at Allen ifølge Dylan og Mia Farrow – men ikke ifølge Moshe – forgriber sig på Dylan.

Der kommer dog aldrig en retssag ud af det, fordi anklageren efter eget udsagn ikke vil udsætte Dylan for en følelsesmæssigt opslidende retssag, selvom han havde beviser nok. Samtidig har et eksperthold med en børnelæge i spidsen sået alvorligt tvivl om validiteten af hendes udsagn. Dermed dør sagen i første omgang.

Men 22 år senere får den nyt liv, da den Pulitzer-vindende journalist og forfatter Nicholas D. Kristof, der også er ven med både Mia og Ronan Farrow, i begyndelsen af 2014 stiller sin blog på The New York Times til rådighed for den 28-årige Dylans åbne brev om det angivelige overgreb. Også den publikation havde timing. Den bliver nemlig bragt op til Golden Globe-festen, hvor Woody Allen skal modtage en ærespris for sit virke. I brevet gentager Dylan Farrow anklagerne, men retter samtidig en skarp kritik mod den amerikanske filmindustri.

”Skuespillere anpriste ham til prisuddelinger. Tv-stationerne kom ham på skærmen. Anmelderne kom ham i aviserne og bladene. Hver gang jeg ser min overfaldsmands ansigt – på en plakat, på en t-shirt, på fjernsynet – kan jeg kun skjule min panik, til jeg finder et sted, hvor jeg kan være alene og bryde sammen,” skrev hun.

En uge efter kommer Woody Allen så med sit modsvar i form af en kronik, også i The New York Times. Her afviser han anklagerne pure og angriber i stedet Mia Farrows troværdighed, person og egenskaber som mor.

Lige så interessant var Kristofs begrundelse for at låne Dylan Farrow sin blog. Godt nok måtte man betragte Allen som uskyldig, til det modsatte var bevist, skrev Kristof, men kriteriet for en hyldest måtte være et andet og mere krævende. ”Burde standarden for at ære nogle ikke være, at de skal være uangribelige, ja, ærværdige?”, spurgte han retorisk.

Og her er vi så tilbage ved det rum for mistanke, der efterlades, når anklage og forsvar føres uden for retssalen. For på et generelt plan er det netop her, skandaler som Allens får ilt til at blive ved. Det forklarer Ulrik Wagner, lektor på SDU. Han forsker blandt andet i skandalernes anatomi og dynamik inden for idrættens verden som doping eller bestikkelse, men han kan tydeligt se mekanismerne i andre brancher også.

”Hvis der ikke kommer en institutionel løsning, som en dom for eksempel, så efterlades der noget ubesvaret, som gør, at skandalen kan gentages igen og igen,” siger han.

”Skandaler opstår, når vi oplever et brud på vores forventninger om mening og værdier. Det handler ikke bare om, at bruddet sker, men om, at der er nogle, der får øje på det. Her spiller medier og i dag særligt sociale medier en enorm rolle, fordi de kan generere skandaler med stor hastighed og kraft.”

Både den evige gentagelse, som kommer af den manglende retssag, og forsøget på at flytte fokus over på det påståede overgreb er tydeligt på spil i Ronan Farrows klumme i The Hollywood Reporter.

”Anklagerne blev aldrig begrundet med en dom. Det er vigtigt. Det bør man altid have med,” skrev han. ”Men det er ikke en undskyldning for pressen til at omgærde ofrene med stilhed, for aldrig at undersøge anklagerne. Faktisk gør det vores rolle endnu mere vigtig, når retssystemet så ofte svigter de udsatte, når de står over for de magtfulde.”

Som redaktør har Claus Christensen dog noget svært ved at forstå kritikken af pressen.

”Problemet er jo dokumentation. Der er jo ikke nogen avis, der vil lægge journalistisk ryg til noget, der er injurierende, uden dokumentation,” siger han.

Modsvaret fra Farrow-lejren er, at Allen udnytter den enorme magt i Hollywood-miljøet, positionen som topinstruktør giver ham, til at binde journalisterne på hånd og mund. Og at Allen er blandt filmhistoriens største instruktører, kan der ikke herske tvivl, fortæller Claus Christensen.

”Woody Allen er en af de få ægte auteurs, vi har i dag. En instruktør, som har en tydelig signatur i alle sine film. Han er den store undersøger af det moderne middelklasse-menneskelige vilkår, hvor vi selv skal finde sandheden i livet, selv træffe de svære moralske valg i en tid, hvor der ikke er faste forskrifter, og religionen er forsvundet i den vestlige verden. Det har han gjort på den her meget personlige måde, i den forstand at hans humor, ironi og humanisme hele tiden skinner igennem.”

Men har pressen været pågående og kritiske over for Woody Allen?

”Altså, jeg var også til stede under pressemødet, efter hans film var blevet vist i Cannes, og det ville have været helt malplaceret at spørge til sagen der, for der er jo ikke kommet noget nyt frem. Samtidig er der jo blevet skrevet en masse om det, det har vi også gjort på Ekko. Men det er også klart, at man som journalist ikke får et interview med Allen om det. Han har ingen interesse i at holde sagen i live.”

Netop fordi Allen har en så personlig stil i sine film og har medvirket i flere af dem, har mange ledt efter kommentarer til sagen i hans film. Ikke mindst hans film fra 2005, ”Match Point”, om en mindre succesfuld eks-tennisspillers vej ind i den britiske overklasse fik visse kommentatorer til at løfte øjenbrynet. Var det en skælmsk og kynisk reference til egen sag, at Allen gennemspillede et tydeligt Dostojevskij-inspireret drama om skyld og straf, hvor hovedpersonen er sin kone utro, men ender med at slå elskerinden ihjel, fordi han ikke vil give afkald på den nye velstand, og kun undslipper politiets mistanke, fordi han, som han siger i filmen, er ”heldig”?

”Nej. Det er tema i flere i hans film – forbrydelsen, man ikke bliver dømt for. Skyldsspørgsmålet er han interesseret i som moderne menneske. Men derfra og så til at sige, at så har han nok forgrebet sig på sin syvårige datter, er der langt. Det havde måske været anderledes, hvis han havde lavet ”Lolita”. Men det var jo Stanley Kubrick, der gjorde det,” slutter Claus Christensen.

Filmforsker og forfatter Peter Schepelern, der er lektor emeritus på Københavns Universitet, istemmer Claus Christensens analyser og vurdering både af sagen mod Allen og hans status som filmskaber. På det hypotetiske spørgsmål om, hvad det vil gøre for opfattelsen af Allens filmværk, hvis det senere viser sig, at overgrebene faktisk har fundet sted, siger han:

”Jamen, vi ville miste sympatien for hans værk, som er sødt og charmende, måske ikke så dybsindigt, men fuld af charme. Den tone og hele hans værk ville vi opfatte på en anden måde. På den måde er der en sammenhæng mellem kunstneren og værket.”

Netop diskussionen om, hvorvidt man kan og bør tage stilling til et kunstværk efter kunstnerens moralske habitus, har i den grad hjemsøgt kulturdebatten i moderne tid. Forfattere som Knut Hamsun, Ezra Pound og Céline læses på trods af deres antisemitisme og nazisympatier stadig, mens en dansk forfatter og digter som Valdemar Rørdam, der skrev hyldestdigte til Hitler og Christian von Schalburg, er gledet ud af kanon. Og ført op i vor tid er synet på Bill Cosbys produktion i den grad også skiftet, efter anklagerne om voldtægt ikke længere kan holdes fra døren.

”Hvis kunsten er god, vil den overleve sin skabers dårlige moral. Og selvom Hamsun for eksempel var Hitlersympatisør, kan man ikke se ham som en nazistisk forfatter. Her rager kunsten ud over forfatteren. Det samme gælder ikke én som Valdemar Rørdam,” siger Schepelern.

”Men alligevel kan man sige, at det egentlig er synd for ’The Cosby Show’, at den skal ligge under for fordømmelsen af hans adfærd. Ingen vil jo i dag kunne se en episode uden at tænke på det, selvom serien faktisk var både vigtig, lighedsskabende og pioneragtig. Men man ser ikke lige for sig, at DR K genudsender den. Men her er forskellen til Woody Allen-sagen jo, at der i Cosbys tilfælde både er mange vidneudsagn og delvise indrømmelser,” slutter han.