Århusteologien og dens begrænsninger

Festskrift til Århus-teologen Peter Widmann udstiller svaghederne ved festskriftgenren

Teolog og professor Peter Widmann. --
Teolog og professor Peter Widmann. --. Foto: Medieafdelingen Moesgaard, Aarhus Universitet.

Som bekendt skal Det Teologiske Fakultet i Århus nedlægges. I fakultetets levetid har to markante professorer tegnet faget dogmatik. Den første var Regin Prenter, den sidste Peter Widmann. I anledning af Peter Widmanns 70-års fødselsdag har tre af hans kolleger, Else Marie Wiberg Pedersen, Bo Kristian Holm og Anders-Christian Jacobsen, redigeret og udgivet en bog med den på en gang monstrøse og intetsigende titel "Gudstankens aktualitet. Bidrag om teologiens opgave og indhold og protestantismens indre spændinger. Festskrift til Peter Widmann".

Teologer elsker desværre festskrifter i forbindelse med fødselsdage, men det er og bliver en helt umulig genre. Man beder en række fagpersoner med et mere eller mindre perifert kendskab til fødselaren om at fremsende hver en artikel. Disse artikler samler man så sammen og udgiver som bog, idet man påstår, at den præcist afspejler hovedpersonens brede horisont. Men indholdet er helt tilfældigt og stritter i alle retninger. I det foreliggende tilfælde lanceres produktet oven i købet som en studiebog. Men det er det ikke. Det er falsk varebetegnelse.

Artiklerne i bogen er på dansk, norsk, tysk og engelsk (er det så er en international studiebog?). På mange måder er indholdet typisk for det, der efterhånden kom til at præge den århusianske teologi, nemlig en udpræget spekulativ og abstrakt tilgang til kirke og kristendom. Peter Widmann var med sin tetiske teologi en af hovedkræfterne bag den udvikling.

Der er flere gode artikler i bogen, som er delt i tre temakredse: Den første handler om teologiens opgave, den andet om forholdet mellem første og anden trosartikel, den tredje om protestantisme. En af Widmanns gamle elever, Bent Flemming Nielsen, bidrager til sidstnævnte med en vældig interessant artikel om, hvordan den berømte reformerte teolog Karl Barth gør teologisk tænkning til en form for rituel praksis. Men der er alligevel forskel: "Den består deri, at Barth arbejder med rent intellektuelle handlinger, tænkning (eventuelt tale) som handling, mens ritualteorierne primært arbejder med kropslige akter." Og det er lige præcis protestantismens problem i en nøddeskal, vil jeg tilføje: Det er en ukropslig kristendom, som lidt for ofte udfolder sig mellem ørerne på mænd med tykke glas i brillerne og pletter på skjorten.

Sidst i bogen kan man finde en bibliografi over Widmanns samlede produktion. Widmanns betydning for dansk teologi er stor og skal på ingen måde forklejnes, men som altid, når man sidder med gamle professorers værkfortegnelse, kan man konstatere, at det var lidt af en badeferie at gøre karriere ved et dansk universitet for 40 år siden. Kravet til produktivitet er i dag helt anderledes. Det er ikke ubetinget godt, for det kan få folk til at fuske med forskningen. Og varebetegnelser.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Else Marie Wiberg Pedersen, Bo Kristian Holm og Anders-Christian Jacobsen (red.): Gudstankens aktualitet. Bidrag om teologiens opgave og indhold og protestantismens indre spændinger. Festskrift til Peter Widmann. 480 sider. 348 kroner. Anis.