Østrigsk forfatter træder frem af mørket

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard er både berømt og berygtet for sin kritik af hjemlandet. Ingen er dog uenige om stor-heden i forfatterskabet, der sammenlignes med Franz Kafka, James Joyce og Samuel Beckett. I dag udkommer første del af hans erindringshovedværk

Blandt de danske forfattere, der mest tydeligt er påvirket af Thomas Bernhard, er Peer Hultberg. Bernhard blev født i 1931 og døde i 1989. –
Blandt de danske forfattere, der mest tydeligt er påvirket af Thomas Bernhard, er Peer Hultberg. Bernhard blev født i 1931 og døde i 1989. –. Foto: Meller Marcovic/Ullstein Bild/Polfoto.

Spørgsmålet om, hvem Thomas Bernhard er, behøver man ikke længere stille i Danmark. Selvom det først var efter Thomas Bernhards død i 1989, at den første danske oversættelse blev en realitet, er den østrigske forfatter efterhånden kendt.

LÆS OGSÅ: En skønlitterær mosaik

Det manglede også bare, for han er i dag den måske betydeligste tyske forfatter fra anden halvdel af det 20. århundrede. Allerede i sin samtid nød han den største respekt for sine virtuose, dybtgående og polemiske værker, der angreb al slags åndelig dovenskab og usandhed.

Thomas Bernhard var beundret for sin gennemmusikalske prosastil og kompositionskunst, og han var frygtet for sin hæmnings- og skånselsløse kritik af sit hjemland, Østrig. Efter sin død, skandaliseret af et testamente, der forbød enhver opførelse og udgivelse af hans værker i Østrig, er Bernhards navn vokset uforstyrret år for år, således at han nu regnes for en af det 20. århundredes uomgængelige forfattere på niveau med Kafka, Joyce og Beckett.

Thomas Bernhard er ikke ukendt for de danske læsere, der til stadighed opsøger den nyere europæiske litteraturs højdepunkter, men han er næppe heller mere end et fjernt bekendtskab. Kun fire af hans prosaværker er oversat, alle skrevet i 1980erne, og hans dramatik er så godt som uafprøvet på dansk. Mens danske teatre længe har spillet og stadig den dag i dag spiller Becketts tragi-komiske dramatik, er man aldrig for alvor kommet i gang med at spille Bernhards ligeledes tragikomiske og politisk kontroversielle skuespil. Men det er ikke for sent at begynde.

Prosaen i mindre værker som Wittgensteins nevø (1982, da. 1995), Gående (1971, dansk 2005) og Undergængeren (1983, dansk 2008) er oversat kompetent, og der er endda gjort et forsøg på at oversætte storværket Udslettelse (1986, dansk 1998). Den samlede indsats i Danmark står dog ikke mål med, hvad man for eksempel har bedrevet i Norge, hvor et stort antal værker er oversat.

Afsmitningen fra Thomas Bernhard lader sig da også nemt aflæse i norsk prosalitteratur hos Karl Ove Knausgård, Thure Erik Lund, Trude Marstein og Jon Fosse. I Danmark er afsmitningen mindre tydelig.

Jeppe Brixvold og Lars Frost foruden Christina Hesselholdt og Janne Teller har alle læst Bernhard og formentlig i dansk oversættelse, men ingen har ladet sig påvirke som Peer Hultberg, der påviseligt læste Bernhard på tysk.

Peer Hultbergs posthume Selvbiografi (2009) er med sine bevidste gentagelser og sin brutale anklage af adoptivforældrene meget tæt på Bernhards egne erindringsromaner.

Hvis spørgsmålet om, hvem Thomas Bernhard er, ikke længere er påtrængende, så er spørgsmålet om, hvem Thomas Bernhard var, det i allerhøjeste grad. Cirka midtvejs i sit forfatterskab stillede forfatteren sig selv spørgsmålet, hvordan han var blevet den, han var.

Han spurgte om årsagen til sin skæbne og sit forfatterskab, to ting, der i hans tilfælde er uadskillelige, med visheden om, at svaret kun kunne blive en antydning. Derfor er titlen på hans første erindringsroman Die Ursache. Eine Andeutung (dansk: Årsagen. En antydning). Bogen udkom i 1975 og i de følgende syv år frem til 1982 udgav han fire erindringsromaner mere, der tilsammen udgør, hvad man senere har kaldt hans selvbiografi.

Denne selvbeskrivelse og selvransagelse, der i samtiden blev mødt med uforbeholden anerkendelse, er i eftertiden regnet for at være en nødvendig forudsætning for at forstå det øvrige forfatterskab. Erindringsromanerne forklarer årsagen til det ejendommelige forfatterskab, og de er samtidig selv noget af det mest særprægede i forfatterskabet.

Kommentatorer hævder endda, at den selvbiografiske pentalogi er Thomas Bernhards hovedværk og et mesterværk i europæisk erindringslitteratur. Først nu kommer det første bind i Søren R. Fauths danske oversættelse, og snart vil de øvrige bind følge på forlaget Sisyfos.

Hvad er det så for et værk, der er tale om? Bogen falder i to lige store dele på hver 50 sider, hvoraf begge er trykt uden nogen ophold og indrykninger. Man overtales således i kraft af typografien til at læse bogen i to lange, ubrudte stræk. Første del har titlen Grünkranz efter rektoren på den kostskole, Bernhard befandt sig på i Salzburg ved slutningen af Anden Verdenskrig.

Anden del har titlen Onkel Franz efter lederen af den skole, Bernhard besøgte i årene efter krigen. Der er ved første øjekast tale om parallelle forløb, men ved nærmere eftersyn er det en spejling. For den skole, der under krigen var ledet efter nationalsocialismens idealer, blev efter krigen styret efter katolicismens idealer.

Den provokerende tanke er, at der kun er en overfladisk forskel mellem nationalsocialisme og katolicisme.

Thomas Bernhard angriber således de to åndsretninger for at være alt for let udskiftelige med hinanden:

(...) hvor Grünkranz havde stået før krigens afslutning og prædiket tysk storrige, var der nu et alter, og der hvor billedet af Hitler havde hængt på væggen, hang der nu et stort kors (...)

Når den nazistiske Grünkranz let og ubesværet lod sig udskifte med den katolske Franz, skyldtes det ifølge Bernhard østrigernes stærke ønske om at glemme den problematiske tid fra 1938 til 1945. Østrigerne slettede simpelthen sporene efter nationalsocialismen i Salzburg og lod, som om denne tid aldrig havde eksisteret.

Ærindet med Bernhards første erindringsroman er omvendt at fastholde og beskrive den på alle måder frygtelige tid, nøjagtig sådan som den 14-15-årige kostskoledreng oplevede den.

Af den grund må han i de smerteligste detaljer genkalde sig, hvordan den gamle, stolte musikby Salzburg bombes af engelske og amerikanske flyvere i oktober 1944, og hvordan han som dreng oplevede, hvordan det var at gå på lig i gaderne. Enhver forskønnelse af tiden afvises, for det er kun sandheden, virkeligheden og fakticiteten, der har værdi, og enhver modifikation er dybest set løgnagtig.

Dette er årsagen til, at Bernhard her som andetsteds i sit forfatterskab altid søger det ekstreme udtryk og den radikale formulering:

I mig er disse forfærdelige oplevelser stadig så nærværende som havde de fundet sted i går, lyde og lugte er der i det sekund jeg ankommer til denne by der tilsyneladende har udslettet sin hukommelse; når jeg taler med mennesker i byen som faktisk tilhører de gamle indbyggere, og som må have oplevet det samme som mig, så taler jeg med de mest irriterende, uvidende og glemsomme, det er som om jeg talte med en eneste fornærmende, ja, åndsfornærmende ignorant.

Østrigernes bekvemme fortrængning af tiden op til og under krigen er et emne, som flere andre østrigske forfattere har behandlet, men ingen har gjort det så indtrængende som Thomas Bernhard.

Det er dog kun en side af Årsagen, der handler om den store historie, Østrigs og verdens historie. Den anden side handler om den lille historie, tilblivelsen af mennesket og kunstneren Thomas Bernhard.

Den død og ødelæggelse, der hærgede Salzburg i 1944, og som fulgtes af angst og desperation, kendte Thomas Bernhard allerede fra sine selvmordsfantasier i drengeårene.

Med hans egne ord gik han i selvmordsspekulationernes skole, da han i begyndelsen af 1940erne frekventerede den nationalsocialistiske kostskole.

Bernhards bedstefar, den eneste i familien, han kunne elske uforbeholdent, og som gengældte hans kærlighed lige så uforbeholdent, betalte for violinundervisning.

Den unge Bernhard fik anvist skolens skorum, fyldt med hundredvis af sveddunstede sko, og spillede violin, mens han fantaserede om at gøre en ende på tilværelsen.

Kostskolen føltes som et fængsel, børnene blev tugtet hårdt af lærerne, og flere af eleverne tog faktisk deres liv blot for at undslippe den håbløse tilværelse. Når den unge Bernhard ikke valgte selvmordet, var det ifølge den ældre Bernhard alene, fordi han følte, at han skulle drive det til noget usædvanligt. Bedstefaderen satte sig tilsyneladende det mål at stimulere og fremme det åbenlyse kunstneriske talent i drengen.

Det gjorde han blandt andet ved under lange gåture og samtaler at citere den franske forfatter Montaigne, hvorfor Bernhard ikke kun har gået i selvmordsspekulationens skole, men tillige har gået i Montaignes skole.

Netop Montaigne citeres imod slutningen af bogen for et udtrykkeligt ønske om at ville give sig selv til kende for offentligheden og for at ville selvbeskrivelsen, uanset hvordan den måtte tage sig ud.

Af bedstefaderen lærte Bernhard at stå imod de herskendes meninger og ikke at lade sig friste af hverken nationalsocialismen eller katolicismen:

(...) og jeg undgik at blive smittet, hvor vanskeligt det end havde været ikke fra det ene øjeblik til det andet (før krigens afslutning) at blive nationalsocialistisk og (efter krigen) at blive katolsk eller i det mindste at blive smittet af nationalsocialismen på samme måde som man bliver det af en smitsom sygdom, og både nationalsocialismen og katolicismen er smitsomme sygdomme, sindssygdomme og intet andet end det.

I denne første erindringsroman er den sygdom, der omtales, en metaforisk sindssygdom, som relateres til østrigernes politiske og religiøse overbevisning.

De følgende erindringsromaner handler om den konkrete lungesygdom, Thomas Bernhard pådrager sig tidligt i livet måske som følge af den dårlige luft i Salzburgs beskyttelsesrum og som forfølger ham til døden med stadig større gener.

Hvordan man skal læse Årsagen og de øvrige erindringsværker, diskuteres ihærdigt af den voksende sekundærlitteratur. De samtidige anmeldere lagde forståeligt nok vægten på de virkelighedstro træk, mens den senere forskning har lagt vægten på de fiktionaliserende aspekter.

Det er let at hævde, at værkerne blander Dichtung og Wahrheit, for nu at citere Goethe. Vanskeligere er det at præcisere, hvad der er sandhed, og hvad der ikke er.

Det lidet flatterende portræt af onkel Franz var så vellignende, at en vis Franz Wesenauer fra Salzburg anlagde en injuriesag mod Thomas Bernhard og vandt retssagen.

Bernhard nægtede dog at ændre så meget som et komma i teksten.

Om man vil, har man her et tidligt eksempel på, at en romanfigur anlægger sag mod forfatteren, og således beder retten, ikke litteraturvidenskaben, om at vurdere, hvor grænsen går mellem fakta og fiktion.

Ud fra et vis synspunkt er hver en side i bogen sand. Den beskriver i en virtuos syntaks og musikalsk komposition, hvordan tiden før og efter 1945 føltes for den indadvendte kostskoledreng, der tilskyndet af sin elskede bedstefar gik sine helt egne veje.

Den subjektive sandhed kan hverken verificeres eller falsificeres, den kan opleves og afprøves af hver enkelt, og det er akkurat dens fortrin frem for den objektive sandhed.

Hvem Thomas Bernhard var, ved vi nu lidt mere om.

Anders Juhl Rasmussen er litterat, anmelder ved Kristeligt Dagblad og initiativtager til det nye forlag Sisyfos, der i dag udsender Thomas Bernhards klassiker. Årsagen. En antydning anmeldes senere på måneden i Kristeligt Dagblad.