To ligbærere kom ind på en restaurant og forlangte et glas øl hver. De var meget trætte. De kom fra en besværlig begravelse. Hvem det var, de havde sænket i jorden?
”Goebbels,” svarede den ene af de to ligbærere. ”Ved I ikke, at han er begravet i dag?”.
”Jamen Goebbels, han er da kun en lille mand?”.
”Det er han, men vi måtte hæve og sænke ham 36 gange, så stærkt var bifaldet!”.
Ovenstående vittighed er opsamlet i Danmark i 1941, altså et godt stykke tid før Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels døde i 1945. Den er hverken specielt grov eller sjofel efter nutidens standarder, men helt sikkert er det, at den alligevel er blevet grinet af i det besatte Hverdagsdanmark i begyndelsen af 1940’erne.
Dén om Goebbels’ begravelse og andre vittigheder, der blev fortalt i Danmark under krigen, er gode eksempler på, at humor og alvor går hånd i hånd, især i krigstid, mener John T. Lauridsen, der er forskningschef og dr.phil. i historie ved Det Kongelige Bibliotek.
”Vittigheder er en slags overlevelsesmekanisme, som viser, hvad det er, man ikke bryder sig om til en bestemt tid,” siger John T. Lauridsen, der i nyeste udgave af Det Kongelige Biblioteks serie ”Fund og Forskning” har undersøgt dansk krigshumor opsamlet af Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøm i årene 1939-1945.
”De giver os muligheden for at grine ad noget, vi i virkeligheden ikke finder specielt morsomt eller ligefrem forfærdeligt. Og det kan der være brug for. På den måde er humor også et aktivt våben.”
Vilhelm Bergstrøm var kriminalreporter på dagbladet Politiken under krigen og skrev om både stikkermord og sabotage. Men han havde altså en hobby ved siden af, og det var at indsamle vittigheder, af Bergstrøm kaldet ”apokryfer”. Under krigen nedskrev han vittighederne i sin dagbog, og til at begynde med havde Bergstrøm ingen bevidst plan med dem og slet ikke som noget politisk projekt.
”Det har været noget, der faldt i slipstrømmen af arbejdet som kriminalreporter, i den daglige tale med folk, han mødte,” forklarer John T. Lauridsen.
Men senere, i 1944 og 1945 udgav to andre journalister nogle af Bergstrøms indsamlede vittigheder som ”Krigshumor” og ”Underjordisk humor”. Da Anden Verdenskrig var slut, fik opsamlingsbøger og hæfter med vittigheder om nazisterne en opblomstring og solgte særdeles godt under overskrifter som ”Hitler-Skæg: Et udpluk af morsomme Nazi-Anekdoter”, ”Muntre minder fra en Mørketid” og ”Okkupationshumor”.
I dag gør vi os morsomme over Bjarne Corydon, Skat eller Lars Løkke Rasmussen, når vi fortæller politiske ”jokes”. Og under krigen var det altså, ikke overraskende, besættelsesmagten, der fik tur. Her har humoren spillet en særlig rolle, fordi den har været overleveret mundtligt og dermed ubundet af censur, fortæller John T. Lauridsen.
”Man er gået efter ledelsens ypperste repræsentanter på samme måde, som man går efter Lars Løkke i dag, hvis man er uenig med ham. Derfor mener jeg heller ikke, man kan kalde vittighederne for modstandskamp, men nærmere modvilje. Det er folkestemning,” siger han.
Noget af det påfaldende er, at en del af vittighederne faktisk kom fra Tyskland. De er fabrikeret før krigen af tyskerne selv og siden vandret til Danmark mund-til-mund. Det gælder blandt andet vittigheden om Goebbels’ begravelse, som er gengivet ovenfor. Et andet eksempel er denne: Goebbels og Hitler er stukket til havs i en robåd. ”Er vi langt nok ude?”, spørger Hitler, da de er kommet så langt ud, at de ikke kan bunde. ”Ja,” siger kammeraten. Og så vil Hitler gå på vandet.
”Det er helt uskadeligt, men det siger jo også, at manden har storhedsvanvid. Det er i virkeligheden meget pæne vittigheder, de fleste af dem. På den måde har det også været meget enkelt at gøre grin med Hitler, mens kritik af for eksempel Erik Scavenius og samarbejdspolitikken er fraværende,” siger John T. Lauridsen.
Der findes grovere eksempler, nu vi er ved tyskerne. Én vits fortæller om nogle soldater, der har hentet sig kønssygdomme og skal pensles efter tur – med samme pensel. Der er også de vittigheder, der bare udstiller tyskerne som deciderede tåber og idioter.
”De fandtes faktisk før krigen, bare om nordmænd og svenskere. Og nogle af de vittigheder, der er om tyskerne, stammer helt tilbage fra Første Verdenskrig,” fortæller John T. Lauridsen.
En, set med nutidens øjne, ganske charmerende vittighed gør faktisk grin med danskerne selv. En flok er gået i skjul for bomberne i et mørkt beskyttelsesrum.
”Er der nogle gravide her?”, spørger en stemme ud i mørket.
”Nej så længe har vi ikke siddet her endnu,” lyder svaret.
John T. Lauridsen har lavet en optælling af, hvem vittighederne handler om. Blandt de 252 vittigheder handler 61 for eksempel om Det Tredje Riges ledere og indtager dermed en klar førsteplads. De allierede lander på en 7. plads, og Mussolini og italienerne er på 9. pladsen over danskernes yndlingsofre under krigen. Overraskende nok er det, at 10. pladsen indtages af jøderne.
”Ja, jeg havde faktisk slet ikke troet, at de fandtes,” siger John T. Lauridsen.
”Men der blev altså også fortalt vitser om jøderne. Jøderne fremstilles som ofre, hvad de jo også var, men det udvikler sig til en humoristisk situation, hvor jøden får vendt det, der kunne se håbløst ud, til noget positivt,” siger han.
Bergstrøm selv skriver faktisk på et tidspunkt i sine dagbøger, at ”han ikke bryder sig om jøder, undtagen dem, han kender”. Om det har været et forsøg på at være morsom, står hen i det uvisse.
”Bergstrøm er selv koldsindig konservativ. Han skriver, også, at selvom han ikke bryder sig særligt om jøder, så mener han ”ikke, de skal behandles som hunde,” siger John T. Lauridsen.
Et eksempel på én af de vittigheder om jøder, Bergstrøm indsamlede, kunne være dén om den tyske skole, hvor eleverne skal præsentere sig for første gang. Én fortæller, at han hedder Siegfrid, hvad læreren roser som et ”godt, tysk navn”. En anden fortæller, at han hedder Hermann. Omsider henvender læreren sig til en ”trøsig lille jødedreng”, som ryster ved spørgsmålet i en sådan grad, at de tilstedeværende tror, han skal til at sige Moses eller sådan noget. Men drengen svarer: ”Jeg hedder bare Adolf.”
Der har dog, også under krigen, været grænser. De vittigheder, der er nedskrevet i ”Krigshumor”, er vittigheder, der er samlet op i nærheden af Rådhuspladsen i København, og selvom der nok er blevet ”joket” på andre kanter, så har distancen måske været større i indre København.
”Jeg har ikke en eneste vits fra Sønderjylland. Der tror jeg, at krigssituationen har været mere nærværende, fordi tyskere og danskere boede dør om dør. Der har for eksempel heller ikke været stikkerlikvideringer her, og det tror jeg er et praktisk hensyn. Det ville jo have været frygteligt, hvis det udløste, at folk begyndte at massakrere hinanden.”
Skal man drage en parallel til i dag, så har en BBC-sketch med titlen ”The Real Housewives of ISIS” (IS’ husmødre), hvor der gøres grin med kvindelige hellige krigere hos terrorgruppen Islamisk Stat, vakt stor debat. Stadig i dag diskuteres det, hvor grænsen går.
”Jeg har aldrig set vitser om udryddelseslejre, så der er virkelig grænser for humor, også i krigstid,” siger John T. Lauridsen.
”Men man skal også huske, at mund-til-mund er et virkelig stærkt socialt medie, som magthaverne frygter. Tyskerne var de første til at gøre grin med deres leder, og dem, der fabrikerede vitser, blev smidt i fængsel. Man forsøgte at undertrykke humoren, og det har man gjort, fordi den er et virkelig stærkt middel. Magthaverne ved godt, at det betyder noget for opinionen.”