Hvis konservatisme engang blev opfattet som løsningen, hvad var da problemet?

Christian Egander Skov skriver redeligt og begavet om den historiske baggrund for konservatismen

Når højrefløjsbevægelser i mellemkrigstiden er blevet studeret, er det ofte sket ud fra spørgsmålet om, hvorvidt de understøttede det parlamentariske demokrati eller ej. På den måde trækker man en linje gennem det daværende politiske landskab mellem dem, der falder inden for en given ramme, og dem, der falder uden for.

Det er ikke Christian Egander Skovs ærinde i denne bog. Hans tilgang til konservatismen er et forsøg på at tage den alvorligt i sig selv – uanset dens forhold til det parlamentariske demokrati. Konservatismen havde en bred appel, og Skov stiller spørgsmålet: Hvis konservatisme blev opfattet som løsningen, hvad var da problemet?

Skov peger på, at mellemkrigstidens konservatisme var et resultat af noget så dramatisk som konservatismens død. Den konservatisme, der havde regeret frem til 1901, var i sin selvforståelse en central del af samfundets bærende struktur. Fundamentet var det store hartkorn, kongehuset og kirken, men det blev efter århundredeskiftet og især i forbindelse med Første Verdenskrig udsat for en så voldsom erosion, at selv ikke de konservative længere kunne betragte det som en selvfølge.

Dermed var konservatismen kastet ud i en eksistentiel krise, for hvis den ideologiske grundindstilling er at bevare det bestående, er det et problem, hvis det bestående ikke er noget, man kan identificere sig med, fordi det repræsenterer anomi, fraværet af mening og sammenhæng. Begrebet har Skov lånt fra den samtidige franske sociolog Émile Durkheim, der brugte det til at beskrive ubehaget ved at leve i en moderne verden.

Derfor måtte konservatismen blive opposition. Den blev en heroisk forsvarskamp udkæmpet fra en allerede tabt skanse. Den blev en søgen efter værdier, ”lutter gæring, men ingen afklaring”. Dermed ophørte konservatismen også endegyldigt med at optræde i bestemt form ental.

Skov ser tre hovedstrømninger. Den første kalder han socialkonservatisme – ikke at forveksle med en socialpolitisk konservatisme – som var et forsøg på løbende at tilpasse konservatismen til udviklingen for at sikre stabilitet, kontinuitet og balance. Det var disse konservative, der støttede det parlamentariske demokrati.

Den anden strømning var højrekonservatismen, som ønskede at føre udviklingen tilbage til tiden før verdenskrigen.

Endelig var der nykonservatismen, der ikke søgte tilbage for at søge redning fra samtidens anomi, men så løsningen i skabelsen af noget helt nyt.

Bogen følger de ideologiske kampe i og omkring Det Konservative Folkeparti med betydelige afstikkere til uafhængige intellektuelle som litteraterne Harald Nielsen og Henning Kehler eller digteren Helge Rode.

Det er for Skov vigtigt at vise, at mange af de ideer, der siden er blevet skammet ud, fordi de kan forbindes med nazisme eller fascisme, var i almindeligt omløb, således korporatismen, som den senere konservative minister Ole Bjørn Kraft interesserede sig for.

Med sin tilgang til stoffet kan Skov også vise, at opgøret i det konservative Folkeparti om tilslutningen til det parlamentariske demokrati ofte er blevet skildret fra sejrherrens – den ”ægte” konservatismes – synspunkt. Men i samtiden var taberens, Jack G. Westergaards nykonservatisme en lige så ægte konservatisme som vinderens, John Christmas Møllers socialkonservatisme.

Bogen er skrevet i grundlæggende sympati med sit emne, men forstår at holde et armslængdeprincip. Den er en redigeret version af forfatterens ph.d.-afhandling og bærer stadig den videnskabelige afhandlings præg, men Skov har iklædt den en sprogdragt, der ikke sjældent med betydeligt held imiterer nogle af de uhyre velskrivende konservative, som bogen handler om.

Det er bestemt ikke tør læsning. Bogen er – undskyld – konservativt illustreret og forsynet med omfattende noteapparat og et desværre særdeles mangelfuldt navneregister.