Kunstbog fortæller bevidsthedshistorie om København

Udfordrende og poetisk sammensat billedbog viser hovedstaden, som kunstnere og forfattere gennem tiden har oplevet den. Også dem, der har befundet sig langt fra byen, fra jyden Blicher til Hollywood-skuespilleren Viggo Mortensen

 "Bybilleder” byder på poetisk københavnerstemning fra 1700-tallet og frem til i dag. Her det ”Udsigt fra Københavns Rådhus” af P.S. Krøyer fra 1902.
"Bybilleder” byder på poetisk københavnerstemning fra 1700-tallet og frem til i dag. Her det ”Udsigt fra Københavns Rådhus” af P.S. Krøyer fra 1902. Foto: Den Hirschsprungske Samling.

Hellere de skæve vinkler og de spøjse aspekter end vandringer ad den slagne landevej.

Denne ambition har ifølge litteraten og Politiken-skribenten Bo Tao Michaëlis været en af ledetrådene i arbejdet med den store, flotte og komplekse bog ”Bybilleder – Kunstnernes og forfatternes København”. Han har redigeret den sammen med kunsthistorikeren Bente Scavenius, for hvem bogen blandt meget andet er en hyldest til ”landets farverige og mangfoldige hovedstad, der til alle tider vil være en inspiration for vores kunstnere”.

For os, der tager imod værket, er det en fornøjelse både at læse og se sig igennem det.

De to redaktører har komponeret en mosaik bestående af 75 billeder og lige så mange tekster fra slutningen af 1700-tallet til i dag og alle med København som tema. Sammenstillingen mellem ord og billeder er – som Bo Tao Michaëlis formulerer det – snarere et forsøg på ”at skabe eftertænksom dissonans end harmoniske paralleller mellem det skrevne og det malede”.

Helheden opnår, hvad den tilsigter, nemlig at formidle oplevelser for både hjerte og hjerne. Det er en bog, som har meget at byde på, i en engageret og let tilgængelig form, et koncentrat af dansk kunst- og litteraturhistorie med lange perspektiver: Det er ikke alene København som lokalitet, der skildres. Bogen er samtidig et stykke bevidsthedshistorie om synet til forskellige tider på byen og menneskene i den.

Blandt de mange forfattere, der er inviteret med på rejsen gennem tiden og byen, finder vi Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard – i selskab med Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Michael Strunge samt Naja Marie Aidt, Helle Helle og Amalie Smith. Og endnu mange flere.

De medrejsende billedkunstnere er blandt andre C.W. Eckersberg, Vilhelm Hammershøi og Edvard Weie samt nulevende kunstnere som Michael Kvium, Erik A. Frandsen, John Kørner, Tal R, Julie Nord og HuskMitNavn.

Bo Tao Michaëlis foregriber det tilbagevendede spørgsmål til redaktører af antologier: Hvorfor er den og den ikke med? Søger man i nærværende udvalg forgæves efter nogle navne, så finder man til gengæld andre, som også er værd at søge. Det hører til værkets fortjeneste, at det åbner for flere udsigter – og indsigter – som man ikke umiddelbart havde ventet. Igen ifølge Bo Tao Michaëlis har de to redaktører bestræbt sig på at opsøge ”nogle litterære outsidere og kulturelle mønsterbrydere, som vi ikke kun har rekrutteret fra Tordenskiolds officerer og soldater omkring den danske kanon netop nu”.

Et ultimativt eksempel på en litterær outsider er den dansk/amerikanske skuespiller Viggo Mortensen, der bidrager med et digt fra 2003, ”Hjemme på ferie”, hvor han giver glimt fra et gensyn med København. Man læser ikke primært digtet som begået af en skrivende skuespiller. Dertil er hans anlæg for lyrikken for iøjnefaldende. Digtet er sat sammen med et dejligt maleri af Svend Johansen, ”Højbro Plads med Christiansborg i baggrunden” (1926), et forsøg på fastholdelse af nuet og det flygtige, iscenesat med poetisk sans for københavnerstemninger, der er så tydelige, som drejede det sig om en turistplakat.

Man forbinder ikke just guldalderen med baggårde. Men en af de mindre kendte malere fra tiden, Frederik Sødring, havde ifølge Bente Scavenius opmærksomheden vendt mod andre sider af den københavnske virkelighed end de gyldne. Hvilket bekræftes af det af hans værker, der præsenteres, ”Baggård på Charlottenborg” (1828), et temmelig trøstesløst kig ind i livets skyggeside med vasketøj, skrammel og roderi. Ikke mindre overaskende er sammenstillingen af ham med en digter, som ikke forbindes med København: Steen Steensen Blicher.

Og dog, bliver vi gjort opmærksom på, tilbragte han ”ret så mange år i København”. Og hans novelle fra 1841, ”Eneste barn”, hvorfra et uddrag bringes, tager netop afsæt i hovedstaden, ”hvor faldne engle bedre kan gemme sig end på landet”, noteret med henblik på novellen.

Genkendelse og alligevel ikke. Det er den følelse, man har, når man betragter Allan Ottes ti meter lange billedfrise (2014) uden titel fra Nørrebro, ment som en hyldest til bydelen, der er den tættest befolkede i København.

Men på billedet ses ingen mennesker, vist heller ikke i bilerne, der ellers synes at have travlt. Men med hvad? Hvorfor al den befordring af tomhed? Er fremtiden med selvkørende biler allerede nået til Nørrebro?

Billedet er et flertydigt og foruroligende arrangement. Det genkendelige er blevet fremmed: en uvirkelig virkelighed, men alligevel meget nærværende. En fjernhed, der på en måde er alt for tæt på.

Sådan kan bogen udfordre. Og den gør det på 75 forskellige måder.