"Jeg trøster mig med arvesynden. Den er et udtryk for, at der er grænser for, hvor meget vi kan bebrejde os selv."
Det teologiske budkskab er vel, ikke at trøsten ligger i arvesynden, men at der er en der har taget arvesynden på sig, og dermed tilgivet det konkrete menneske de fejl, som det måtte begå. Teologisk set bør trøsten vel derfor ligge et andet sted end i arvesynden.
Jeg vil hellere sige, at arvesynden er et udtryk for, at der er grænser for hvor meget vi kan forlange af os selv frem for bebrejde os selv.