Daniel Henoch Pedersen:

Det er altid en god idé at læse, hvad folk faktisk skriver, især når man vil kritisere dem.

I mit forrige indlæg skrev jeg intet om, at der skulle være olieressourcer i selve Afghanistan. Det, jeg hentydede til, var ressourcerne i regionen, dvs. de centralasiatiske lande, såsom Turkmenistan og landene omkring Det Kaspiske Hav, som rummer nogle af verdens største olie- og gasressourcer. Sagen er, at kontrollen over Afghanistan er afgørende for, at disse ressourcer kan distribueres videre ud i verden uden meget høje omkostninger. Kig på et verdenskort, så vil du se, hvad jeg mener.

Jeg kan anbefale dig og andre, som åbenbart savner reel viden på området, at læse tidligere sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus, Zbigniew Brezezinski’s bog ”The Grand Chessboard - American Primacy and Its Geostrategic Imperatives” – som desværre ikke er oversat til dansk. Her får man god besked om, hvad det er for et spil, der har foregået og stadig foregår om energiressourcerne i denne del af verden.

Der er mange brikker, der falder på plads, når man ser sagen i en større geopolitisk sammenhæng - fx årsagen til, at USA gennem årene har skiftet alliancepartnere i området og årsagerne til den udbredte korruption i Afghanistan, som amerikanerne i høj grad selv har været med til at fremme, når de har praktiseret deres del-og hersk-politik. Taliban og andre lokale krigsherrer var jo i 90’rne USA's allierede – det har mange tilsyneladende glemt i dag – ligeså at vores nuværende statsminister dengang rejste til Afghanistan for i egen person at overrække støttepenge til Mujahadinerne, Talebans forgængere. Men det var jo også dengang Afghanistans hovedfjende var det tidligere Sovjetunionen.

At denne region (Irak, Iran, Afghanistan) har været en slagmark for stormagterne, hvor de har udkæmpet forskellige stedfortræderkrige i tidens løb, er langtfra noget nyt fænomen – det går tilbage til 1800-tallet, da det var de europæiske kolonimagter, Storbritannien, Frankrig o.a., der forsøgte at kontrollere disse områder. I dag er det så lande som USA, Rusland og Kina, der slås om kontrollen.

I øvrigt: Når du nu taler om argumenter, undrer det mig, at du selv glemmer at begrunde, hvorfor du mener, at min henvisning til Frikorps Danmark savner relevans til situationen i dag.

Daniel Henoch Pedersen:
Jeg må anholde dit udsagn om, at Frikorps Danmark kæmpede en ulovlig krig mod det daværende Sovjetunionen. Der var tale om ca 6.000 frivillige danskere, som deltog på tysk side i krigen, hvoraf en tredjedel faldt. De ledende officerer i frikorpset var danske officerer, som fik bevilget orlov af forsvarsministeriet, så de kunne udføre deres mission i tysk tjeneste - og de fik i det hele taget alle muligheder stillet til rådighed af de danske myndigheder med henblik på hvervning af frivillige gennem oprettelse af hvervekontorer, trykning af plakater med dannebrogsflag, over hvilke der med store bogstaver stod ”Kæmp under Dannebrog” og taler i radioen, hvor lederen af frikorpset, oberstløjtnant Kryssing, opfordrede unge danske mænd til at lade sig indrullere på tysk side ”i kampen mod bolschevismen” som det hed.

De danske soldater, der lod sig overtale, fik tilmed særlig tysk tilladelse til at føre Dannebrog som fane ligesom soldaterne bar dannebrogsmærker på deres tyske uniform.

Det skal understreges, at disse aktiviteter dengang foregik i fuld offentlighed og med regeringens og kongens støtte (1941-42).

I min skoletid i 50’rne og 60’rne hørte vi ikke et ord om disse ting i historietimerne, fordi denne side af besættelsen nærmest blev tabu i årene efter krigen – og jeg kan konstatere, at mange mennesker stadig bliver overrasket, når man fortæller dem om det. Mine egne børn har heller intet hørt om det. Men sådan så verden altså ud dengang, og jeg finder det nødvendigt at erindre om det, når vor tids politikere nu igen vil bruge vores flag i et politisk ærinde, som mange tusinde danskere ikke billiger. Det vidner om, at historeløsheden har bredt sig langt ind i politikernes og mediernes rækker, herunder nærværende avis.

Tabuet er heldigvis nu brudt, for i dag kan enhver forvisse sig om denne lidet glorværdige side af danmarkshistorien via internettet, i bøger og på Frihedsmuseet, som tilmed har stillet sit omfattende fotoarkiv til rådighed på internettet, så alle interesserede kan få syn for sagen.

De øvrige spørgsmål, du stiller om Vestens rolle i dagens Mellemøsten, kan du få svar på ved at læse Zbigniew Brezezinski’s bog eller gennem et dansk standardværk som Erling Bjøls ”Verdenshistorien efter 1945”, bind 3. Her kan man informere sig om den indblanding i mellemøstlige forhold, som Vesten med USA og Storbritannien i spidsen, har stået for i årtier, ja århundreder, og som er en nødvendig baggrund for virkeligt at forstå det, der foregår i dag.

Den vestlige verden ofrer naturligvis ikke milliarder af dollars og hundredvis af menneskeliv hvert år uden, at der er særdeles vigtige grunde til det. Nogle vælger at tro, det er abstrakte størrelser som frihed og fred, vi kæmper for – andre vælger at tro, det er mere jordnære og konkrete interesser, der ligger bag. Men som sagt: Krigens første offer er sandheden, og krigens virkelige motiver er der kun få, der kender – og de, der kender dem, basunerer ikke deres viden ud i offentligheden, for så var det ikke sikkert, at ret mange soldater ville stille sig rådighed. Men så kan man jo altid tage propagandaen i brug …. fx opfinde en officiel flagdag.