Flagdagen

Der er utroligt mange sider i denne sag, så det bliver nærmest umuligt at komme rundt; men et par stykker tages med.

mbh skriver fornuftigt nok, at "den officielle flagdag ikke er ensbetydende med, at man støtter Danmarks deltagelse...".

Det er dilemmaet! Hvordan kan man vise sin modvilje mod måden der føres krig på, og så vise respekt for de ramte af krigen? Det er ikke let, for efter min opfattelse bruger myndighederne og krigspolitikerne de ulykkelige som skærm for protester. Man hænger medaljer og farvede bånd på soldaterne og skubber kørestolssoldaterne frem i forreste række. Taler man imod, viser man ikke respekt! Desværre synes hjælpen til de ramte modsætningsvis at være svær at få fra regeringen.

Jeg kan undre mig over, hvordan man kan få folkekirken spændt for krigssagen. Hvordan kan præsterne prædike, at man skal elske sine fjender, og samtidig støtte krigen! Det er nærmest rystende. I en kirke, hvor man har et våbenhus, slæber soldater deres våben med ind i kirken. Et besynderligt arrangement.

Hvordan en sådan flagdag egentlig er blevet "officielt", må også undre. Nu tyder noget på, at indholdet har bredt sig til alle "udsendte" danskere. Regner man så diplomater, sygeplejersker og læger mv med?

Hvorfor indregner man ikke alle ansatte i samfundets tjeneste,
altså også dem her i landet: Politifolk, brandmænd, redningsfolk, sundhedspersonale, lærere; ja alle dem, som også her dagligt ofre sig. Det er selvfølgelig ikke så dramatisk som krigen, men resultatet er ofte en ødelagt tilværelse.
Flag dog for dem alle.

Ingen er vel i øvrigt "sendt ud"; altså tvunget ud i krigen. Har soldaterne måske, som man tidligere sagde om præster, sygeplejersker, lærere, læger mv. fået et "kald"?

Der er grund til at hædre alle i det offentliges tjeneste og respektere dem for deres indsats, og samtidig tage afstand fra det spild af menneskeliv og penge, som krigen medfører. Det får man dog næppe beslutningstagerne til at indrømme.
Søren Hansen