psykisk og fysisk og er med den indstilling til andre mennesker der netop er med et handicap af den ene som anden art, udstiller jo sig selv som meget afstumpet der gør, at de ikke med nogen som helst grund kan tages alvorligt for og til noget som helst i et samfunds samvær.

Nu stopper det. ”De handicappede er de nye indvandrede” lyder det i teksten, jeg linker til. Nu skal vi (min kone) stempels som samfundsnasser og værende skyld i kommunernes dårlige økonomi. Ja hun får pension, da hun er 100 % uarbejdsdygtig, og er kørestolsbruger, og jo vi har en invalidebil og jo den er afgiftsfri, og jo den fylder meget i trafikken, men prøv at vende det hele om.
Normalt ønsker jeg ingen undt, syg eller død. Men men men. Hvis nu en af dem der kritisere en handicappet, en dag blev offer for en sygdom eller ulykke, og lige pludselig selv have brug for hjælpemidler, eller ikke kunne deltage i ting som ikke handicappede, kan deltage i, og det er ret mange ting, skulle jeg hilse at sige, så vil denne person nok være meget taknemmelig for den hjælp man kan få.
Tænk man kan synke så dybt i sin tankegang at man læsser skylden over på dem der ikke kan gøre for den situation man er i, og her tænker jeg både på de handicappede og dem der nu en gang er født med en anden hudfarve, jeg har ikke endnu hørt om at man selv vælger sine forældre og det handicap man nu kan tilkomme en.
Er der nogen der vil bytte, min kone har en leddegigt krop og en pension, hun gerne vil bytte med en ny rask krop og muligheden for at tjene sine egne penge.

Jeg bliver vred, når jeg læser de eksempler, som man finder her i artiklen. Men jeg ved, de er rigtige og kunne pege på en række andre eksempler.

Et eksempel er, at en mor til et mongolbarn fik at vide, at det da også var hendes egen skyld, at hun havde et åndsvagt barn, kunne jo bare have fået det fjernet i tide. Adgangen til fri abort har været med til at ændre synet på de handicappede i samfundet. Adgangen til fri abort har gjort noget ved mange menneskers menneskesyn.

Derfor føler jeg også meget med Steen og hans kone. Også hun er bundet til en kørestol - og det er ikke så mærkeligt, at de føler sig ramt, når de læser sådan en artikel.

Når krybben er tom, så bides hestene, hedder et gammelt ordsprog, der også kunne oversættes til, når krisen krasser, så må det gå ud over de svageste - i dette tilfælde de handicappede.

Min kone og jeg har 5 børn, 4 hjemmelavet og en adopteret blind søn fra Thailand. Derfor har vi også oplevet, hvordan det danske velfærdssystem var uhyre vigtigt og trådte til med hjælp, men vi har også set, hvordan det har ændret sig i de seneste år. Der skæres til de handicappede, der skæres til de ældre og til børnene i daginstitutionerne og i skolerne.

Men vi bruger masser af penge på at sende danske soldater til Afghanistan.

Vi oplever en udviling, som jeg bestemt ikke bryder mig om og som kristendemokrat vil jeg gerne være med til at vende den udvikling.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne¨
www.kd.dk/nederby

Jeg tænkte på, at det nok ikke "bare" er ond vilje, der har sneget sig ind hos nogle politikere, men måske kan ses som et led i en global udvikling.

Da man jo, ifølge økonomisk teori, får en bedre arbejdsdeling og større rigdom, når man får et større antal mennesker der samarbejder, så oplever man da også med globaliseringen en stigende arbejdsdeling.

En sideeffekt af en arbejdsdeling er, at DEN GENSIDIGE AFHÆNGIGHED ØGES. Så der kommer en slags indirekte effekt med at man blander sig i andres forhold, og får en mindre tolerance.

(Desværre er vores universitetsmiljø ramt af samme sygsom, så man mere og mere fokuserer på SALGBARE ideer. Det sidste kan i hvert fald iagttages, med korttidsansættelser osv. Der bliver så ingen tilbage med noget forsøg på overblik tilsidst.)

Det forekommer mig tydeligt - men er også nået til pensionsalderen og blevet en gammel Jeremias eller et brokkehoved, måske - at der også er en tydeligt faldende tolerance over for fremmede. F.eks. er der i en Fakta-forretning gået en flaskeautomat i stykker. Da det er besværligt at håndtere tingene manuelt SELV OM LOVEN KRÆVER DET, NÅR MAN SÆLGER DRIKKEVARER, så nægter man slet og ret at modtage emballage. Så oplever jeg, at en irriteret kunde, der ikke kan komme af med sine flasker, forlanger salget standset. Men så bryder vrede kunder ind, der heller ikke kan tåle "omkostningerne" ved at vente og truer vedkommende kunde til at skrubbe af med sine flasker.

Et andet tilfælde: DSB har regler om at en reservation ikke er gyldig, hvis pladsen ikke tages STRAKS efter afgang, hvilket i praksis vil sige når der er faldet ro over feltet og alle har fundet deres plads. En passager har således optaget en plads fra KBH H, der ikke er besat af en anden, selv om pladsen er markeret reserveret fra Lufthavnen. Så dukker en passager op ved Høje Tåstrup og vil have pladsen, som vedkommende har reserveret. Den siddende nægter, og så kommer togføreren og siger, den første skal flytte sig. Så svarer den første, at det ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne. Så råber togføreren til ham, om han vil flytte sig eller ikke. Og derpå trumfer togføreren, at det er en stillekupe, så man må ikke samtale. En anden person blander sig og siger, at det sker hver dag, og underforstået: så har togføreren ret. Og da den siddende passager svarer igen, så råber hun med triumferende røst, at han skal holde mund, da det er en stillekupe.

Denne komiske situation viser en blanding af en generel accept af at man skal adlyse, når det er nemmest for andre at passe deres job. Så man skal holde sin mund, tage flaskerne med hjem, eller stå tavst op i toget. Men også sørge fopr at få scannet fosteret, så barnet ikke kan ligge andre til byrde og true DERES knivskarpt definerede levevis.

Og hvem er så vinder i denne samfundsmæssige virkelighed? DE STÆRKE. Dem med store indtægter, råd til at pudse advokater på nakken af modstandere, eller anses som vigtige for samfundet - i det ene tilfælde togføreren, fordi politiet altid rykker ud, hvis der ringes efter dem af offentlig ansatte, eller ansatte i rettighedsbeskyttede virksomheder som DSB - eller kan betale for at beskytte sig selv og sine ejendele.

Stigende kriminalitet, dårligere forhold for de svage, mindre overskud - tidsmæssigt og finansielt. Faldende tolerance. Kynisme og ligegyldighed med næsten. Større risiko for stridigheder mellem grupper. Større administrative omkostninger.

bides hestene.... og det er som regel den svageste hest, der bliver bidt - kunne man fristes til at tilføje.

Min kone er handicappet og bruger konstant kørestol. Det er egentlig sjældent, vi oplever direkte modvilje, selv om det naturligvis forekommer.

Det skal siges, at vi som offest har oplevet stor accept og hjælpsomhed. Ca. 2 ud af 3 holder fx døren ved forretninger og restauranter. Det skyldes måske, at vi bor i et kvarter, hvor der er en del handicapinstitutioner og i sagens natur derfor næsten altid mindst en kørestol i gadebilledet.

De sure blikke og tilråb oplever vi næsten udelukkende, når folk med fuld førlighed (!) forlader handicaptoilettet og er ved at falde over kørestolens fodstøtter!

At der så kan være problemer andre steder, vil jeg ikke benægte, men den kedelige "udvikling" må efter bedste min overvisning udelukkende skyldes manglende eller dårlig opdragelse.