Definition: Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud. Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre "personer" ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. Flere teologiske og historiske værker bekræfter, at dogmet ikke har nogen bibelsk baggrund at støtte sig til, men udelukkende har sit udgangspunkt i kirkehistorien.

The New Encyclopedia Britannica oplyser: "Hverken treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente; ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte shema i Det Gamle Testamente: Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er én (5. Mosebog 6:4)…..Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid…..I slutningen af det fjerde århundrede…..havde treenighedslæren i det væsentlige antaget den form, som har holdt sig siden da." - 1976, Micropædia, bd. X, s. 126.

The New Catholic Encyclopedia siger: "Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse" - 1967, bd. XIV, s. 299.

I The Encyclopedia Americana står der: "Kristendommen har sin rod i jødedommen, og jødedommen var strengt unitarisk (troede på Gud som én person). Vejen der førte fra Jerusalem til Nikæa kan næppe siges at være lige. Det fjerde århundredes treenighedslære genspejlede ikke de første kristnes lære om Guds natur; den afveg tværtimod fra den lære." - 1956, bd. XXVII, s. 294 L.

I det franske leksikon Nouveau Dictionnaire Universel siges der: "Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer…..Denne græske filosofs (Platon, fjerde årh. f.v.t.) opfattelse af den guddommelige treenighed…..findes i oldtidens hedenske religioner". - Paris, 1865-1870, redigeret af M. Lachâtre, bd. 2, s. 1467.

Gads Danske Bibelleksikon siger: "Læren om treenigheden blev udviklet i oldkirken, og dens forsøg på at udtrykke det kristne gudsbegrebs egenart ved hjælp af begreber, der er hentet fra græsk filosofi…..Der er almindelig enighed om, at der ikke i Ny Test. findes nogen lære om treenighedsdogmet, og det eksegetiske spørgsmål bliver derfor, om der i Ny Test. findes holdepunkter for denne formulering af det kristne gudsbegreb. I denne forbindelse har man i første række henvist til de steder i Ny Test., hvor vi møder den treleddede formel: Faderen-Sønnen-Helligånden…..Disse steder kan….ikke betragtes som det primære grundlag for læren om treenighed…. Ny Test. er fremmed for de senere oldkirkelige spekulationer vedrørende forholdet mellem de tre "personer" i Guds væsen". - 1982, bd. III, sp. 598, 599.

Ifølge Matthæus 24:36 er det kun Faderen alene, der kender "dagen og timen", ikke engang Jesus eller englene kender den. Såfremt treenighedsdogmet var en teologisk korrekt konklusion, hvem skulle så i givet fald fratage Gud den indsigt ved inkarnationen som menneske? Hvor var denne indsigt deponeret i den tid, Gud var på jorden? Hele treenighedsdogmet virker utroværdig eller har ligefrem en infantil tankegang. Det er tydeligt for enhver, at dette dogme er en latterlig menneskeskabt antagelse, der bygger på denne verdens filosofi og ikke på Kristi lære. I øvrigt var Jesus født af en jordisk moder jomfru Maria og var derfor ikke en inkarnation, men derimod en "menneskesøn", der var kommet til verden gennem Helligånden ved Jahves foranstaltninger som sin elskede førstefødte søn. Der er ingen tvivl i påstandene omkring det falske i treenighedslæren, idet Jesus siger: "Og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer". (Johannesevangeliet 8:32).

Havde Jesus ikke en fri vilje? Naturligvis. Hvad var der sket med treenigheden og dermed Gud, hvis Jesus havde nægtet at efterkomme sin himmelske Faders vilje? Ville universets Gud så ikke have tilintetgjort sig selv, således at universet ikke længere havde en Skaber? Det er bl. a. derfor, at treenigheden er en umulighed. Ja, det ville ende i åndeligt anarki. Jesus havde jo valget mellem loyalitet eller ulydighed, da han blev udsat for fristelse. Menneskehedens frelse havde lidt skibbrud, såfremt Jesus ikke havde vist sig loyal over for sin himmelske Fader. Bibelen var næppe blevet nedskrevet, og i hvert fald ikke med det indhold, som den har i dag. Jesu frie vilje kommer helt til udtryk i skriftstedet i Johannesevangeliet 5:30, hvor det siges, at Jesus ikke gør sin egen vilje, men Faderens vilje. Det er også Gud, som har sendt ham. Jesus kunne i princippet have gået imod Faderens vilje. Han er også nødsaget til at have sin frie vilje for at gå i Adams sted ved at genløse menneskeheden. Væsensfællesskabet er bl. a. blevet til fordi man henviser til Johannesevangeliet 20:28, hvor Thomas siger:".......Min Herre og min Gud". Dette udbrud fra Thomas er imidlertid ikke rettet til Jesus, men derimod sagt til Skaberen i 3. person. Den forståelse kommer frem, når man læser vers 17 i samme kapitel. Her siger Jesus følgende:"......Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud". Naturligvis farer man ikke op til sig selv. Det vil jo være infantilt udenomssnak.

I Matthæusevangeliet 12:32 kan man se, hvor forvrøvlet treenighedsdogmet i grunden er. Man kan få tilgivelse for gudsbespottelse, når det gælder den ene part, men ikke for den anden part af treenighedsdogmet. Dette er et alvorligt dilemma for tilhængerne af treenighedsdogmet. Hvorfor skulle Gud lade dette skriftsted nedfælde, hvis der ikke var forskel på syndens art over for Gud eller hans søn? Synd mod Helligånden (Guds aktive kraft jf. Første Mosebog 1:2) kan eksempelvis være, at man med fuld overlæg handler mod bedre vidende, som farisæerne og Judas Iskariot gjorde det. I disse tilfælde er Skriften med til at markere meget tydeligt, at der er syndet mod Helligånden. De var bevidste omkring deres egne handlinger. I det enkelte tilfælde er det Guds afgørelse, om der er sket en bespottelse af Helligånden. Treenighedsdogmet er det største mysterium, kristenheden hidtil har præsteret. Det er let at gennemskue for selv en lægmand, hvis han fik trukket tingene frem på rette vis. De gejstlige og deres teologiske professorer antager løgnen som værende eksistentiel sandhed, og til sidst tror de selv på den. Hvordan kan ypperstepræsten Kajfas for øvrigt anklage Jesus for gudsbespottelse, når kristenheden påstår, at Jesus er den almægtige Gud? Man spotter da ikke sig selv, vel? I beretningen fra Matthæus bliver Jesus fremstillet som Guds søn. Det protesterer Jesus ikke imod, han har nemlig aldrig på noget tidspunkt sagt, at han var Gud selv, tværtimod. Det er et påfund, som udelukkende hører kristenheden til. Selv om Fader og Søn havde været af samme "substans" eller "ursuppe", hvad de naturligvis ikke er, havde det forhold også været berørt, såfremt der havde været tale om en bespottelse. Hvad den egenrådige Kajfas kunne se, kan kristenheden ikke engang se. Det er åndelig blindhed. Kristenheden er afsløret i åndeligt falskneri. Nu skal den kun fremstilles for Jesu Kristi retfærdige domstol. (Matthæus 26:59-65) (Apostlenes Gerninger 10:42).

I Johannes' Åbenbaring 1:1 får Jesus en opgave betroet af Gud, som bliver givet videre til Johannes. Der var vel næppe grund til at berette noget til Jesus, såfremt han var en del af en treenighed. Så havde hele "guddommen" uden tvivl været vidende om det hele i forvejen. I modsat fald havde den været i splid med sig selv. For øvrigt var Jesus loyal mod sin himmelske Fader indtil sin død. Det er det rene nonsens, at Jesus kunne forblive loyal mod sig selv eller for den sags skyld bede til sig selv.
Hvordan kan Gud udsende sin søn til jorden, såfremt treenigheden skal efterkommes? En treenig gud kan ikke være to steder. Eller kan de skille sig selv ad, eftersom det passer ind i kristenhedens dogmatiske udlægninger?
Det må stå klart for enhver, at treenighedsdogmet er ubibelsk, og det kom ind i kristendommen i det fjerde århundrede og kan bl.a. føres tilbage til græsk filosofi, men især til det gamle Babylons lærdomme. Det sætter også i nogen grad sit præg på datidens kunst.

I Johannesevangeliet 14:28 nævnes, at "Faderen er større end jeg"; hvordan kunne Jesus så være en ligeværdig enhed i en treenig guddom? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium. Et mysterium kan ikke forklares med Guds ånds tilstedeværelse, når det er et mysterium i sig selv. I Jakobs Brev 1:13 nævnes, at Gud ikke kan fristes af noget ondt. Treenigheden er ikke et paradoks, idet et paradoks indeholder en vis portion sandhed, men det gør dette dogme ikke i mindste måde. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre ud fra en tankegang, hvor det er fornuften, der er i højsædet. Derfor er treenighedsdogmet ganske enkelt en simpel løgn. Man må gå ud fra, at Satan også har været vidende om det forhold med hensyn til, at Gud ikke kan fristes. Derfor kunne han udsætte Jesus for fristelser i ørkenen. Jesus var i sit jordiske livsforløb kun et fuldkomment menneske i lighed med Adam. I kraft af sin førmenneskelige tilværelse havde Jesus naturligvis større viden end Adam. Men hele tanken med genløsningen var netop at vise sin loyalitet over for Gud ud fra det ståsted, som det første menneske havde på jorden. I virkeligheden var Jesus underordnet englene, da han gik på jorden. (Hebræerbrevet 2:9) Adam burde have overvundet de fristelser, som han kom ud for i kraft af sin fuldkommenhed. Det var derfor, at Jesus og genløsningen kom ind i billedet.

Det er i øvrigt vanskeligt at forestille sig, hvad man kunne friste den almægtige Gud med al den stund, at han ejer alt i forvejen. Kristenheden vil gøre Jesus til både menneske og Gud på én gang, men det kan nu engang ikke lade sig gøre ifølge Skriften, idet man enten er Fader eller Søn. Kristenheden ønsker at gøre brug af treenigheden, så Fader og Søn har mulighed for at skifte identitet, når det passer ind i deres dogmatiske udlægninger. Af den simple årsag er treenighedsdogmet en umulighed – et falsum uden sidestykke. Med skriftstedet i Jakobs Brev 1:13 er der sat et definitivt punktum for treenighedsdogmet som en antagelig eksegese af Skriften. Jesus ydmygede sig ved at påtage sig opgaven ved at gå fra en stilling som universets anden mægtigste til at indtræde i rollen, hvor det gjaldt hele menneskehedens frelse. Med andre ord blev Jesus den nye Adam, men i modsætning til den første Adam forblev han syndfri. (Første Korintherbrev 15:45) Jesus bestod altså prøven, og Jahve kunne forudse, at Jesus var så helhjertet, at han aldrig ville svigte sin himmelske Fader. Derfor kunne der nedskrives profetier om Jesus i lang tid førend, at han var kommet til jorden. (Se eksempelvis Esajas' Bog kapitel 53). Der er forskel på at være en gud, som Jesus er, og så at være en almægtig Gud som Jahve. Der er kun én Gud, der er almægtig. En almægtig Gud ville aldrig sætte sig i en situation, hvor han afgav sit almægtige virke. Det ville han aldrig gøre for i så fald var der ingen almægtig Gud at tilbede. Gud ville dermed detronisere sig selv, hvilket ville være det rene nonsens. Treenighedsdogmet er et dogme fuld af selvmodsigelser på alle områder. Noget, der er almægtigt kan naturligvis heller ikke dræbes, derfor er dogmet et mysterium i sig selv. For dem, der har åndelig indsigt, er der ingen selvmodsigelser i Guds ord; således forholder det sig imidlertid ikke med menneskeskabte filosofiske dogmer. Der er ingen tvivl om, at synoden i Nikæa i år 325 e.v.t. har været årsagen til de kristnes store kompromis med den opportunistiske kejser Konstantin den Store. * Her ses resultatet af filosofiens indpas i kristendommen.

Eftersom tilhængerne af treenighedsdogmet hævder, at Guds tilsynekomst kun sker i paradokset, er der et alvorligt problem, især når paradokset slet ikke er et paradoks. Men hvis man gik ud fra, at det var et paradoks, ville Gud i så fald være af kød og blod og dermed kunne fristes som et menneske. Dette er som allerede bevist i fundamental strid med Skriften, hvor Gud ikke kan bringes i fristelse (jf. Jakobs Brev 1:13) En almægtig Gud er ikke en åndeligt "amputeret" Gud, men en Gud, der i ordets bogstaveligste forstand er almægtig. Endog et fuldkomment menneske, som Jesus Kristus var her på jorden, kan ikke rumme den indsigt og storhed, som det betinger at være en almægtig Gud. At være almægtig betyder slet og ret, at ingen er over ens person. Alene af den grund kan man ikke fristes af noget som helst, det siger sig selv. Det udelukker simpelt hen sig selv, når man er almægtig. Derfor bedrages tilhængerne af treenighedsdogmet, hvad enten de kan lide det eller ej. Begrebet at være almægtig udelukker, at man kan lade sig lokke eller friste til noget som helst. Af disse grunde havde Jesus ikke denne status at være almægtig ligesom sin himmelske Fader Jahve. Det er treenighedsdogmet, der forvirrer menneskeheden, og det er præsteskabet, der har ført folk bag lyset. Jesus peger selv på, at det er Faderen, der skal tilbedes og ikke ham selv. (Johannesevangeliet 4:23, 24) De førkristne kunne af gode grunde kun bede til Jahve. Hvorfor skulle der laves om på det? Ud over de begrænsninger for Guds skabninger, som allerede er nævnt, hvilken status havde eksempelvis en almægtig Gud, da han befandt sig i fosterstadiet i Marias moderliv, såfremt man følger kristenhedens terminologi? Var han da mennesket Jesus (Guds søn) eller Gud selv, da undfangelsen fandt sted? Hvis tilhængerne af dogmet svarer, at Gud blev et menneske, ville det være ensbetydende med, at universet ikke alene var uden Gud i tre dage, men i hele den periode, hvor Jesus gik på jorden. Jesus kan simpelt hen ikke udgøre en almægtig Gud både med hensyn til de manglende muligheder, som er nævnt her og dette, at han var i stand til at kunne fristes. Gør treenigheden ikke Jesu bønner til sin himmelske Fader fuldstændig meningsløse i en sådan situation? Treenighedsdogmet er et større og større mysterium, som kristenheden ikke kan redegøre for. Det er ikke Gud, men derimod kristenheden, der gør gudsdyrkelsen kompliceret eller umulig. Det skal den også være for at give levebrød til mange, og af den grund skal mennesker holdes i uvidenhed. Gejstligheden elsker mysterier, jo flere jo bedre - ja, de lever af dem. Treenighedsdogmet er faldet til jorden. Det er en latterliggørelse af Gud, og det byder man i Jesu navn.

I Anden Mosebog 33:20 står der: "Men han sagde: "Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet". (Autoriseret oversættelse af 1992). Da Gud stadig er den samme, som han altid har været, er principperne de samme. Konklusionen er, at intet menneske kan se Gud og leve. Jesus kan derfor ikke være Gud den Almægtige, som er personificeret i form af legemliggørelsen gennem Kristus; derfor er treenighedsdogmet et falsum. Han er derimod Guds søn den Enbårne. Dermed bliver treenighedsdogmet det rene nonsens, da der er mange mennesker, som har set Jesus, mens han var på jorden. (Johannesevangeliet 1:18; autoriseret oversættelse af 1931, se stjerne).

Kære Finn Sørensen

Tak for et interessant forsvarsskrift imod treenighedslæren.

For mig er treenighedslæren, en udtrækning af det som man har læste i bibelen. Dvs. at du ikke direkte kan finde det beskrevet sådan i bibelen, men du finder antydninger og hints til det i bibelen.

Der er faktisk mange indirekte henvisninger til en treenig Gud. Nogle af de tydelige er jo netop Matthæus der skriver: ”… idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, …” (Matt 28,19) Men det er jo klart at hvis ikke man betragter Jesus som han siger han er, så får man problemer med det han siger. Men vi finder også Paulus som skriver: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!” (2 Kor 13,13)

Der er dog også nogle mindre tydelige tekster, hvor det ligger ”bagved” teksten, at der er tale om en treenig Gud. Bibelen begynder med ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” (1 Mos 1,1). Hvis man dykker ned i grundteksten ser vi at ”Gud” er et flertalsord. Vi ser videre at i vers 2 at ”Guds ånd” svævede over vandene. Og hvis vi går til vers 26, ser vi at ”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”” Her er der ingen tvivl om at Gud omtaler sig selv i flertal. Og netop denne vinkel finder vi også i beskrivelsen omkring syndefaldet, hvor Gud konstatere at: ”Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. ” (1 Mos 3,22) Samme beskrivelse finder vi også i 1 mos 11,7; Es 6,8.

I det nye testamente finder vi også nogle interessante vinkler og beskrivelser som giver udtryk for en treenig Gud. En klar tekst som indeholder de tre personer i guddommen, finder vi ved Jesu dåb. ”Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; v11 og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” (Mark 1,10 - Mark 1,11)

Hos Paulus finder vi også disse mindre tydelige henvisninger til en treenig Gud. F.eks. 1 kor 12,4-6 hvor Paulus skriver ”… Ånden er den samme, … Herren er den samme, … Gud er den samme, …”.

Det er rigtigt at ordet ”treenighed” ikke optræder i bibelen, så det bliver igen en forklaring på en observation af nogle skriftsteder som man tager til indtægt for treenighed.

Netop dette trospunkt om en treenig Gud, er der kirkesamfund som ikke tror på. F.eks. så tror Jehovas Vidner ikke på en treenig Gud. De siger At Jesus ikke var fra begyndelsen og at Helligånden ikke er en person, men en kraft.1)

Mange trossamfund tror på apostolske trosbekendelse, som netop fremhæve denne treenighed. Og sådan som den er sat op, er jeg enig. Så på dette punkt vil jeg kunne vedgå mig iblandt mange af de kirkesamfund som tro på den.

Held og lykke i dit fortsat studie

Leif Hansen
http://notesofleif.blogspot.com/


_______________________
1) http://www.jehovantodistajat.fi/d/20050915/diagram_01.htm

Tak til Leif Hansen for en fortrinlig forklaring om treenigheden, en forklaring jeg fuldt ud kan tilslute mig.

Bjarne Nederby Jessen

Da det er en filosofisk antagelse, som ikke hører hjemme i Bibelen, så kan den naturligvis ikke benyttes til følgende ting: 1) Den kan ikke bruges til at opnå et godt forhold til den sande Gud. 2) Den kan ikke bruges til at opnå evigt liv. 3) Den fører ofte til åndelig blindhed, så der bliver lagt et dække over sandheden (Andet Korintherbrev 4:3, 4). For at blive i Søren Kierkegaards skriftlige retorik, så kan kristenheden kun bruges til at holde Gud for nar. De fleste kirkesamfund går ind for treenigheden. Har du tænkt over følgende i Jesu ord i Mattæus 7:13, 14, hvor Jesus siger, at det kun vil være få, der finder den smalle og snævre vej. Dermed udelukker han de store trossamfund, som har vanæret Gud. I Lukas 18:8, hvor Jesus siger, at han knap nok kan finde troen, når han kommer for at dømme verden. At det er mange, der vil lide undergang kan man læse i Jeremias 25:33. Tænk over det.

Livet
=
Kærlighed og Sandhed
=
Vilje, Følelse og Tanke
Legeme, Sjæl og Ånd


Mennesket
=
Mand og Kvinde
=
Far, Gom og Søn
Mor, Brud og Datter

Almenbegreberne far og søn er taget ud af en højere helhed og en enhed, en udelt tofoldig treenighed, og det skaber forvirring og Splid at reducere denne til en enfoldig treenighed.


http://anthropos-ecclesia.org/

Alle treenighedstilhængere vanære den sande Gud og Guds ord, derfor vil det gå med dem, som det står i Bibelen. De gør jo ikke Guds vilje. I Johs. 4 23, 24 står der, at man skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Kristenheden hader den sande Guds navn og de gør ikke hans og Jesu vilje, så langtfra. På dommens dag vil Jesu Kristi eksekutionsstyrker drage omsorg for Guds retfærdige domme vil ske fyldest. Kristenheden vil få en kollektiv dom, som det står i Åbenbaringen 18:4. Den bog har kristenhedens medlemmer slet ikke lys over, derfor ved de ikke, hvad der skal ske med dem. For resten hvorfor tror I, at der står, at man skal forlade falsk religion for at opnå frelse? Uden sindsændring er der ingen frelse, det må I da lære at forstå. Sådan er det nu engang Gud vil have det, og det må vi rette os efter. Ingen tvinger jer til at blive sandhedsvidner for Gud. Det er jeres valg, men I kan ikke sige, at I vil blive velsignet af Gud ved at føre falsk lære, men det er jeres problem.

Leif skrev:

After the people were baptized, Jesus also came and was baptized by John; and as he came up from the water, the heavens were opened, and he saw the Holy Ghost in the likeness of a dove that descended and entered into him: and a voice from heaven saying: Thou art my beloved Son, in thee I am well pleased: and again: This day have I begotten thee.

http://www.earlychristianwritings.com/text/gospelebionites.html

N.b: This day have I begotten thee.

Guds Søn blev altså avlet ved Johannes dåben, men det er mennesket Jesus som siger:

matt; v46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

1.mos 1.kap. : v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

Jeg tror vi skal slutte debatten. Vi må vælge hver især. Jeg har valgt, jeg tror ikke på en treenighed, fordi den er ubibelsk og usand. Lige meget hvor mange gode argumenter jeg har både fra leksika og fra Bibelen, er det som at smide vand på en gås, det preller bare af. Hjertetilstanden er ikke som den skal være, og det må jeg lade mig nøje med. I kan slet ikke se sandheden i Guds ord, og sådan er det bare. Jeg har studeret bibelkundskab i over 30 år. Jeg havde familiemedlem, der var dr. theol., så jeg kender kristenheden ud og ind. Vi slutter og jeg siger tak.

Kære Finn Sørensen

Jeg er ked af at du tager sådan på vej. Det var ikke derfor at jeg skrev, men for at give dig en anden vinkel på dine input.

Jeg fornemmer at du ikke vil give meget for mine ord, men jeg sætter pris på dit mod til at skrive her. Det er måske ikke blevet modtaget sådan som du havde håbet det. Men stadig, så ved jeg at den bibelske Gud har vist dig kærlighed. Og det er den historie som jeg finder i bibelen. En Gud som ikke er længere væk, end at vi kan bede til ham, og han vil åbne sin verden for os.

Jeg håber at du må finde fred, med det standpunkt du nu har. Men jeg håber også at du må være åben over for det bibelske budskab, som ikke altid er nemt, hverken at gå til eller at forstå. Men jeg tror at Gud i himlen, kan åbne ens sind og åbne bibelen, som han jo i bund og grund er forfatter til, så vi forstå mere af Guds mysterium.

Må Gud fortsat være med dig.

Leif Hansen
http://notesofleif.blogspot.com