Magt og kærlighed i Bibelens to skabelsesberetninger

de mennesker, der har mulighed for at læse hele kronikken, vil konstatere, at Jean-Pierre Duclos gentager en åbenbart sejlivet, men ikke desto mindre fejlagtig, antagelse. Nemlig den at diskussionen drejer sig om, hvorvidt homoseksuelle skal nægtes kirkens velsignelse eller ej.
Et hvilket som helst menneske (homo- eller heteroseksuel) kan gå ind i en hvilken som helst kirke og modtage Guds velsignelse.
Derimod har kirken ikke mandat til at vie to mennesker af samme køn. Ægteskabet er og bliver forbeholdt mand og kvinde. Det ser vi både i det gamle og det nye testamente. Jesus fordømmer ingen, men han tager for givet, at et ægteskab er mellem mand og kvinde, som Gud har skabt os.
At forelskelsessangen, som Duclos henviser til (Højskolesangbogen nr 453) er skrevet af en mand til en mand, viser jo blot, hvor totalt anderledes tiden var, da sangen blev skrevet. Mænd såvel som kvinder kunne skrive lange kærlighedssange og -breve til hinanden, og der var ingen, der tillagde det noget som helst seksuelt. Venskaber var ganske enkelt dybe og fulde af kærlghed, og dette var helt naturligt og legalt.
Den slags venskaber har vi åbenbart helt mistet sansen for i vore dage. Alting skal pervertiseres og kærlighed uden sex er nærmest blevet unaturligt. Heldigvis har vi stadig de rene kærlighedsrelationer til børnene, selvom det også er chokerende, at børn i vore dage i vid udstrækning ses som sexobjekter.
I modernitetens navn vil man i Europarådet helt af med den gængse kønsopfattelse. Vi er havnet i den totalitære værdirelativisme.