Kunstig befrugtning med æg eller sæd fra en afdød

I mange år, når der har været diskuteret forskellige variationer af de åbenbart endeløse muligheder, der er opstået inden for fosterdiagnostik, kunstig befrugtning, fosterreduktion mv., er ordet "glidebane" blevet nævnt. Man har i forskellige sammenhænge argumenteret, at det ene ville føre det andet med sig, og at det, vi før så som uetisk, pludselig var det "normale".
Denne nu aktuelle variation - altså om man kan tillade kunstig befrugtning med æg eller sæd fra en afdød - er efter mine begreber til kvalmepunktet et frygteligt eksempel på at en sådan glidebane har sendt os langt ud over hvad vi som mennesker kan rumme at overskue konsekvenserne af!

Hvor der i andre sammenhænge kan være argumenter, der trækker lidt i retning af en form for forståelse af det ellers outrerede (fx når en kvinde er rugemor for sin egen ellers barnløse datter, og dermed venter sit eget barnebarn), er vi nu så langt ude i hampen, at det for mig er helt umuligt at forstå.
Når jeg stiller det sådan op, er jeg temmelig sikker på, at jeg nok skal have fået provokeret en eller anden til at fortælle mig, hvor snævertsynet dette gør mig. Og fint nok. Men jeg håber så bare, at det ved samme lejlighed lykkes at komme med bare et enkelt argument for, at det skulle være ok at lave børn med en afdød.
I mit ovenstående eksempel med rugemoderen, der venter sit eget barnebarn, er jeg personligt også "stået af", men jeg kan dog godt til en vis grad følge den empati, medfølelse og måske endda næstekærlighed, der ligger i gerningen.
Men at sætte et barn i verden med en afdød - det er altså bare for meget, og er i den grad udtryk for det moderne menneskes dødsfornægtelse helt ud i det ekstreme.
Derudover rejser det vel også en række juridiske spørgsmål. Har dette barn så fx ret til at arve afdøde med tilbagevirkende kraft? Hvordan stiller det evt. andre arvinge? Skal de betale tilbage?
Hvis man kan få et barn med en afdød partner, kan man så ikke ligeså vel argumentere for, at man burde kunne blive gift med ham/hende post-mortem? Osv...

Det virker som om man slet ikke kan finde ud af at sætte en grænse her. Siger man stop, og mener man at nu er det nok, bliver man betragtet som gammeldags og imod fremskridt. Det er ikke rimeligt; ej heller sagligt. Jeg mener, at vi nu efterhånden er der, hvor det såkaldte "fremskridt" er ikke ét, men mange skridt langt ud over en afgrund, som vi endnu ikke har fået lagt et sikkerhedsnet ud over.

Grete