Kære Jytte Ibsen
Hvorfor er det så graverende at ændre i ordlyden fra Herren til Gud - andet end det er et brud på ritualbogen? Jeg har aldrig hørt en prædiken, hvor præsten omtaler Gud som Herren. De bruger altid det mere mundrette og langt mere forståelige Gud. At man som fagnørd godt ved, at der er forskel på hvilke skrifter elohisten og jahvisten har skrevet i det gamle testamente, gør jo ikke, at der er en teologisk forskel indholdsmæssigt på de to i en luthersk evangelisk kirke. Der er både juridiske og pædagogiske overvejelser for, hvorfor man ikke ændrer på et autoriseret ritual (der alle ændres undertiden, når bare nok præster forbryder sig på dem - det er sket op gennem hele kirkens historie. Ritualerne i den danske folkekirke er altid blevet ændret fra neden).Du får det til at fremstå i din afsluttende bemærkning, som om der er en stor teologisk forskel på "Herren" og på "Gud" og at denne forskel er altafgørende for kristendommens indhold. Som præst ville jeg da gerne have forklaret, hvad der burde være åbenlyst for enhver kirkegænger i Stege?


Med venlig hilsen
Jeanette Capion, præsten i Kongsted

Kære Jytte,

jeg er ganske overbevist om, at Lene Sjørup ganske nøje ved, hvad hun gør, efter lange teologiske reflektioner.
Om man så er enig med hendes konklusioner er en helt anden sag, men hendes valg af ordet "Gud" fremfor "Herren" er sandsynligvis nøje gennemtænkt.
Personligt synes jeg selv, at valget gør sproget i kirken langt fattigere, filer nogle teologiske overvejelser ned med en grov fil, for imodsætning til den Gammelteatamentlige brug af den aronitiske velsignelsen, hvor det er Jahve, den almægtige skabergud, som velsigner, så er det i en kristen sammenhæng den korsfæstede frelser som velsigner, og det er ikke samme teologi.
I en kristen sammenhæng løfter Herren sit åsyn fra korset, ikke fra den fjerne trone i himlene, hvor han dømmer den ene til fortabelse og den anden til frelse i arbitrær magtfuldkommen majestæt.
Netop derfor synes jeg at det bliver fattig at bruge ordet "Gud" som ender som en fællesbetegnelse for treenigheden, et begreb som på mange måder fastholder den gådefulde Gud om hvem vi kun ved noget gennem hans egen åbenbaring.
At Herren er afledt af Jahve, er for så vidt ligegyldigt. Den ændrede betydning, allerede på Jesu tid, står tilbage i vores tid, yderligere ændret, idet vi bruger ordet Herre om Jesus Kristus, Guds enbårne Søn. At vi taler om samme Gud når vi siger sønnen, burde være klart for enhver kristen, men Jesus redefinerer netop ordet "Herren" fra at være Jahve, Skaberen, Faderen til at være Sønnen, til at være den salvede, i hvem Faderen har fundet velbehag.
Velsignelsen hører ikke længere Faderen til, men Sønnen, den korsfæstede, den fortrædelige, den velhængte kunne jeg næsten fristes til at skrive. Derfor betyder "Herren" ikke bare "Gud" - for det giver et billede af urørlighed og ugrundelig afstand - nej, det betyder Gud som menneskevorden, Gud som tjener, Gud som den lidende og med-lidende og ikke kun Gud som den barmhjertige og lalleglade og lallegode.

Det er muligt at det kun er en lille forskel (for nogle), men selv en lille forskel kan forskubbe indtrykket af billedet fuldstændig og hvor ender vi så, vi der er skabt i Guds billede?
Hvis vi bruger ordet "Gud" i velsignelsen, hvor er så Jesu: "Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør."? Hvor er så "Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn..."?

Det er muligt at "Gud" er langt mere inkluderende, giver et langt bredere billede eller forståelse - men har vi brug for så diffust et billede af Gud, når nu Gud har valgt at åbenbare sig som Sønnen og ved Sønnen på korset? Er det den fjerne og almægtige Gud vi har brug for i velsignelsen, eller er det Gud som hænger på korset som Herren, den herre som mere end noget andet redefinerer ordet "Herre" og ordet "tjener" og ordet "herske" og som viser, hvad det vil sige at være sandt menneske?

Lene må for min skyld gerne bruge ordet "Gud" i stedet for "Herren", men jeg synes at det er en fattig teologi, blot for at imødekomme sin fornemmelse for kvindeligheden i Gud, og det er en modsatrettet tendens i forhold til f.eks. Paulus, som gør en dyd ud af at give den "ukendte Gud" et navn, en plads i menneskets historie og en nærhed og intimitet med Gud, som på mange måder er forbeholdt kristne.

Jeg synes ikke, at det er en påtale værd, men det er da i hvert fald en teologisk debat værd.

Hvilken arrogant holdning i en ellers interessant diskussion!

Når de så alligevel har samlet et tribunal, kan de jo lige så godt også få afgjort, hvor mange engle der kan danse på hovedet af en knappenål.

Spørgsmålet er om en præst skal tro på Gud, men det vil jeg overlade til dem!